Fredag den 24. februar lancerer den danske skibsreder og olievirkssomhed A. P. Møller Mærsk A/S en hjemmeside ved navn »We Are Maersk«.
Greenpeace markerer dette initiativ med spoofsitet »We Are Mearsk«, der trods et design, der ligner olieselskabets, har et noget andet budskab.
»Det er en oplagt mulighed for også at vise den mindre glamourøse side af Danmarks mest indflydelsesrige selskab. Her (på Greenpeaces hjemmeside, red.) kan man læse om selskabets sorte meritter i blandt andet Den Mexicanske Golf, Qatar og Angola«, skriver miljøorganisationen i en pressemeddelelse.

Den falske Mærsk-hjemmeside er især kritisk overfor den grønne indsats, som det danske firma ofte hyldes for i de danske medier.
»Vi mener imidlertid, at olieselskabet Mærsk, trods effektive forsøg på at blande lidt grønt i sit ellers så blå image, stadig altovervejende bør have en sort samvittighed«, tilføjer de.
– Vi håber mange vil finde vej ind til vores site og hjælpe Mærsk med at huske på, hvad rettidig omhu er. Mærsk praler i sin nye film med, at de er i stand til at bore efter og finde ny olie på dybt hav og i svært tilgængelige områder. Det er absolut ikke, hvad vi betragter som rettidig omhu i en verden, hvor vi ikke engang kan bruge halvdelen af den olie, vi allerede har fundet, uden at klimaet går helt amok, forklarer Henrik Beha Pedersen, kampagnechef i Greenpeace.
Kampagnen We Are Mearsk kan følges på sociale medier og twitter under #mearsk #oilrace
Følg også Greenpeaces kampagne på Facebook-siden »Mearsk« her.
Se Greenpeaces satire-video om Mærsk her.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96