Annonce

23. februar 2012 - 13:26

Israel bøjer sig for sultestrejke

Det israelske justitsministerium vil løslade den palæstinensiske fange Khader Adnan til foråret. Han har sultestrejket i de 66 dage, der er gået, siden hans anholdelse sidste år.

Menneskerettighedsorganisationer kalder fængslingen ulovlig og kræver den stærkt svækkede mand løsladt med det samme.

Tirsdag eftermiddag stod det klart, at palæstinensiske Khader Adnan har indvilliget i at stoppe den sultestrejke, han påbegyndte 18. december, dagen efter at han blev anholdt ved byen Jenin på den israelsk besatte Vestbred.

Ifølge tv-stationen Al Jazeera har han indgået aftale med det israelske justitsministerium om løsladelse den 17. april i år.

Khader, der er fremtrædende medlem af den religiøse fundamentalistiske bevægelse Islamisk Jihad, nåede at sultestrejke i 66 dage. Khader indledte sultestrejken i protest mod Israels beslutning om at fængsle ham administrativt, dvs. uden anden begrundelse, end at han udgør en sikkerhedsrisiko.

JPEG - 96.4 kb
Demonstration i solidaritet med palæstinensiske fanger. Khader Adnan,
der har sultestrejket i 66 dage, ses på billedet til højre. Foto:Lisa
Nessan/Flickr

Beslutninger om administrativ frihedsberøvelse tages af militære domstole, der dømmer på grundlag af hemmelige anklager og beviser, som hverken den tiltalte eller hans forsvarer har adgang til.

I øjeblikket sidder 309 palæstinensere administrativt frihedsberøvet i israelske fængsler.

Læs artiklen »Palestinian detainee ends hunger strike« hos al-Jazeera.

Amnesty kræver frigivelse straks

Amnesty International hilser beslutningen om at løslade Khader Adnan velkommen. Organisationen henviser imidlertid til ulovligheden af hans indespærring og til den livstruende situation, han stadig befinder sig i, og forlanger ham øjeblikkeligt løsladt til medicinsk behandling.

– Han kan ikke udgøre en sikkerhedstrussel i sin nuværende tilstand, og han bør løslades straks. De israelske myndigheder har ikke lagt beviser frem, der retfærdiggør hans fortsatte frihedsberøvelse, udtaler Phillip Luther, der er Amnesty Internationals direktør med ansvar for Mellemøsten og Nordafrika.

Organisationen peger også på, at det ikke alene er et humanitært spørgsmål om en enkelt fange, men at det handler om menneskerettighederne for alle de palæstinensere, der er fængslet, uden at hverken anklager eller beviser har været fremlagt.

– Vi har gentagne gange opfordret de israelske myndigheder til at at løslade Khader Adnan og andre palæstinensere, der holdes administrativt indespærret. Medmindre de straks sigtes for internationalt anerkendte kriminelle handlinger og får deres sag prøvet i overensstemmelse med internationale standarder for retfærdig rettergang, udtaler Phillip Luther.

Læs artiklen »Israeli decision to release Palestinian detainee in April ‘insufficient’« hos Amnesty International.

Israel: Vi gør som i vesten

Israel har forsvaret behandlingen af Khader Adnan med, at lignende retspraksis findes i vestlige demokratier.

– Det står klart, at man i sager om terrorisme ofte må støtte sig til efterretningsinformation. Der er problemer med kilder og metoder. Og for Israel er det, som for USA og Storbritannien, nødvendigt med et vist mål af diskretion, udtalte den israelske regerings talsmand Mark Regev til CNN mandag.

Regev pegede også på den sultestrejkende palæstinensers tilknytning til Islamisk Jihad, der er internationalt anerkendt som terrororganisation, og har mange israelske civiles liv på samvittigheden.

– Jeg synes, det er vigtigt at huske, at denne mand har erklæret sig som leder i Islamisk Jihad, forklarer han den amerikanske TV-station.

Se indslaget »Regev: Khader Adnan is not a ’boy scout’« på CNN.

Det argument afviser Bill Van Esveld fra Human Rights Watch. I et interview med den amerikanske tv-station Democracy Now gør han det klart, at truslen fra terrorisme ikke legitimerer den israelske praksis.

– Det handler ikke om, at Khader Adnan er medlem af Islamisk Jihad. Spørgsmålet er, hvorfor han blev arresteret uden at blive sigtet? Hvorfor er han i fængsel, væk fra sin familie, uden at vide, hvad han er anklaget for, og uden mulighed for at forsvare sig mod anklagerne, spørger Bill Van Esveld.

Se indslag »Palestinian Prisoner Khader Adnan to be Released from Israeli Jail After 66-Day Hunger Strike« på Democracy Now.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce