Annonce

10. februar 2012 - 17:00

Lyssky frihandelsaftale har dødbringende konsekvenser

Ved et EU-Indien topmøde d. 10. februar i New Delhi står en ny frihandelsaftale mellem de to parter øverst på dagsordenen.

Med aftalen håber EU at sætte en stopper for Indiens masseproduktion af kopimedicin.

Men forhandlingerne mellem Indiens premierminister Manmohan Singh og EUs handelskommissær Karel De Gucht bliver mødt med protester fra HIV-smittede indere, som frygter, at aftalen vil få fatale konsekvenser for fattige og alvorligt syge.

Kister i massevis

Forrest i kampen mod frihandelsaftalen står organisationen Delhi Network of Positive People (DNP+).

De kæmper for en lige adgang til medicin og har forsøgt at råbe politikerne op ved at fylde en plads foran EU-Kommissionens kontorer i New-Delhi med kister, som en henvisning til de »dødbringende konsekvenser« af EU’s handelspolitik.

I et åbent brev, der blev overleveret til EU-Kommissionen i forbindelse med happeningen, skriver aktivisterne, at handelsaftalens omfattende beskyttelse af investorers intellektuelle ejendomsrettigheder udelukkende tilgodeser multinationale medicinalfirmaer.

Aftalen vil samtidig begrænse millioner af menneskers adgang til billig HIV-medicin, frygter de.

– De lytter udelukkende til medicinallobbyen. De er ligeglade med, om vi lever eller dør, mener Loon Gangte, en af de HIV-smittede aktivister.

Se klip og taler fra happeningen her.

EU-Kommissionen afviser beskyldninger

Udover de dødelige konsekvenser for Indiens egen befolkning, frygter aktivisterne også, at EU’s krav kan have konsekvenser for befolkninger i flere U-lande.

Det skyldes, at Indien i dag producerer og eksporterer langt størstedelen af verdens såkaldte generiske medicin – i daglig tale kopimedicin.

Det skønnes således, at over 80% af folk under HIV-behandling i U-lande er afhængig af den billige medicin fra Indien.

Kritikken er i flere omgange blevet rejst for EUs handelskommissær Karel De Gucht, senest ved en Civilsamfundsdialog om handel, vækst og udvikling i Bruxelles.

Han er imidlertid afvisende overfor kritikken, eftersom EU’s mest vidtgående indgreb på Indiens patentlovgivning, der på nuværende tidspunkt tilgodeser produktion af billig medicin, er lagt på hylden.

I stedet mener han, at aftalen nu, sammen med den omdiskuterede ACTA-aftale, vil beskytte folk mod falsk medicin.

Læs kronikken »Frihandelsaftale mellem EU og Indien skal være mere fair« af Søren Søndergaard og Mads Christian Barbesgaard i Kristeligt Dagblad.

Kommissionen kritiseres for lukkethed

Grunden til at udkastet til frihandelsaftalen ikke tager hensyn til de mange fattige, som ikke har mulighed for at betale fuld pris for deres medicin, er ifølge Corporate Europe Observatory (CEO), heftig lobbyvirksomhed fra de multinationale medicinalvirksomheder samt manglende inddragelse af civilsamfundet.

JPEG - 60 kb
Hvis handelsaftalen mellen EU og Indien er til gavn, hvorfor så holde den hemmelig?

I Bruxelles er medicinalindustrien åbent blevet inviteret indendøre hos Kommissionen, mens civilsamfundsorganisationer aktivt er blevet holdt ude, oplyser researchgruppen, som arbejder for gennemsigtighed i EU.

CEO har for knap et år siden anlagt et søgsmål mod EU-Kommissionen, da organisationen mener, at den er blevet nægtet adgang til dokumenter og rapporter fra Kommissionens møder med lobbygrupper.

Heriblandt Kommissionens korrespondance med medicinalkoncernen GlaxoSmithKline og farmaceutlobbygruppen EFPIA.

– Er det ikke lidt mærkeligt, at information, der allerede er blevet delt med store dele af industrien, pludselig bliver hemmeliggjort, når en offentlig interesseorganisation beder om at se den?, siger Pia Eberhardt, handelsmedarbejder i CEO, til Modkraft.

Hun påpeger dog, at det er reglen og ikke undtagelsen, når EU skal forhandle handelsaftaler.

– Industrilobbyen har en ufattelig adgang og indflydelse på EU’s forhandlingsposition. Selv i dette tilfælde, hvor der er bekymringer fra flere sider om blandt andet adgangen til medicin, er det medicinalindustrien, der bliver lyttet til, mener hun

Tænketanken Madhyam, som er baseret i New Delhi, deler bekymringerne om den manglende inddragelse af befolkningen.

– Der er tale om en aftale, der vil ramme en femtedel af verdens befolkning. I vores øjne har forhandlingerne ikke desto mindre været præget af ugennemsigtighed og manglende offentlig inddragelse hele vejen igennem, udtaler Kavaljit Singh fra Madhyam til Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce