Annonce

10. februar 2012 - 9:17

CIA-chef kritiserer dronedrab

USA: Kritikerne af Obama-regeringens brug af førerløse bombefly til drab på terrormistænkte får nu støtte fra den forhenværende CIA-direktør Michael V. Hayden, der tjente under den tidligere præsident George Bush.

Hayden henviser til Obama-regeringens påstand om, at præsidenten udenom domstolene kan udpege amerikanske og udenlandske individer som terrormistænkte og lade dem likvidere af CIAs droner, der kan fjernstyres fra baser i USA.

– Lige nu er der, på nær i Afghanistan og muligvis i Israel, næppe en regering i verden, der er enig i vores juridiske begrundelse for disse operationer, siger han.

JPEG - 54.3 kb
Fjernstyrede droner bruges i stigende grad til likvidering af mennesker mistænkt for terrorisme. Forhenværende CIA-chef stiller spørgsmålstegn ved likvideringernes lovlighed. Foto: Flickr

Den forhenværende CIA-direktør Michael Hayden peger også på det manglende juridiske grundlag for dronedrabet på den amerikanske statsborger Anwar al-Awlaki i september sidste år.

– Vi skulle gå rettens vej for at aflytte ham, men ikke for at slå ham ihjel. Er det ikke underligt? spørger han.

Læs artiklen »McManus: Who reviews the U.S. ’kill list’?« i Los Angeles Times.

Obama: Droner er præcise

Haydens udtalelser kommer efter, at den amerikanske præsident Obama igen har forsvaret brugen af droner i krigen mod terror.

– Jeg vil gøre det klart for folk, at brugen af droner ikke har forårsaget et stort antal civile ofre. For det meste har der været tale om meget præcise præcisionsangreb mod al-Qaida og mod deres allierede, udtalte han i et interview i sidste uge.

Han henviste også til de lister, som efterretningstjenesten fører over mennesker, der er mistænkt for terrorvirksomhed.

– Der er tale om en målrettet og fokuseret indsats mod mennesker, der er på en liste over aktive terrorister, der forsøger at ramme amerikanere, amerikanske faciliteter, amerikanske baser og så videre.

Se indslag »Obama defends illegal drone attacks« på YouTube.

Hundreder af ofre

Den amerikanske borgerrettighedsorganisation ACLU har forsøgt at få udleveret information om CIA’s droneangreb. Obama-regeringen har afvist dette med henvisning til statshemmeligheder.

Den 4. februar offentliggjorde det britiske Bureau of Investigative Journalism (BIJ) en ny rapport om droneangrebenes konsekvenser i Pakistan. Rapporten dækker tiden fra 2004, hvor Bush-regeringen første gang benyttede droner i Pakistan.

Rapporten, der bygger på pakistanske vidneudsagn, på pakistanske og internationale medier og lokalt placerede efterforskere, konkluderer, at der blandt de cirka 3.000 ofre var mellem 464 og 815 civile ofre, heraf 175 børn.

I Obamas tre år som præsident har der ifølge BIJ været mellem 282 og 535 civile ofre. 60 var børn.

Læs artiklen »Obama terror drones: CIA tactics in Pakistan include targeting rescuers and funerals« hos Bureau of Investigative Journalism.

Læs artiklen »Præcise droneangreb dræber mange uskyldige« på Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce