Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
6. januar 2012 - 13:14

»Amandla Ngawethu«

8. januar 1912 stiftede afrikanske intellektuelle en organisation, African National Congres, ANC, der gennem det 20. århundrede kæmpede for at gøre Sydafrika til et demokrati.

Jeg vil her som historiker forsøge på at opsamle de centrale erfaringer, som den Afrikanske Nationalkongres (African National Congress, ANC), Afrikas ældste befrielsesorganisation, høstede undervejs.

Europæiske indvandrere erobrede endegyldigt Sydafrikas tættest befolkede områder i slutningen af 1800-tallet. Koloniseringen afsluttedes med Boerkrigen (1899-1902), hvor Storbritannien vandt kontrollen med landets guldforekomster.

Efter den indbyrdes konflikt fandt engelsktalende og afrikaanstalende nybyggere sammen om at udelukke de såkaldte ikke-europæere fra den politiske magt. Det sejrende flertal i det britiske parlament gav Sydafrika uafhængighed og en forfatning, som fra 1910 tildelte landets europæiske race absolut overherredømme.

Derpå fulgte en lovgivningsproces, hvor segregation mellem europæere og ikke-europæere var det centrale motiv.

Medens Storbritannien forhandlede med de lokale parter, argumenterede intellektuelle blandt den ikke-europæiske lokalbefolkning for, at valgretten ikke skulle tage afsæt i indbyggernes racemæssige oprindelse. De fandt sammen i en midlertidig konference, som i januar 1912 blev gjort permanent.


Inspirationen til den permanente forsamling af ledere kom fra Sydasien, hvor den Indiske Nationalkongres (nu Kongrespartiet) siden 1880’erne havde fungeret som et samlet talerør for en række sydasiatiske folk under britisk herredømme.

Som i Sydasien var målet skabelsen af en enhedsnation. I kulissen brugte de ledende intellektuelle skikkelser den indbyrdes splittelse mellem sothoer, zuluer, tswanaer, pedier og xhosaer til at forklare afrikanernes militære nederlag under europæernes erobringskrige.

Udadtil iscenesatte forsamlingen sig med pomp og floromvundet parlamentarikersprog. Målet var den kultiverede form, som den europæiske besidderklasse satte som betingelse for at overveje om afrikanere kunne være ligeværdige skabninger.

De ledende ANC-skikkelser anså protestdeputationen og bønskrifter til den britiske majestæt som den mest radikale handling de burde udøve. Der var i den intellektuelle elite nervøsitet over, at jævne kvægavlere, bønder og arbejdere ikke levede op til civiliserede standarder.

Derfor var ANC et nødvendigt talerør for masserne – og derfor påtog ANC sig også at rekruttere disse masser til det britiske imperiums krigsindsats efter udbruddet af Verdenskrigen i 1914. Håbet var, at tjeneste i imperiets hær – om end afrikaneres indsats ikke måtte være væbnet – ville lede til anerkendelse af den afrikanske befolknings værd – og dermed også til politiske rettigheder.

Forinden havde det nye sydafrikanske parlament dog allerede i 1913 brugt sin selvbestemmelse til at fjerne indfødte ikke-europæeres ret til at eje eller på anden vis at forvalte landbrugsjorden overalt i landet. Undtagelsen var særlige reservater, som udgjorde 10 procent af Sydafrikas areal.

Nogle afrikanske intellektuelle tilsluttede sig denne segregation, for reservaterne skabte lukrative job, men i ANC blev det den unge journalist, Solomon Plaatje [plaki], som bedst formulerede kritikken. Gennem omfattende cykelture rundt på den frugtbare højslette indsamlede Plaatje dokumentation for den sociale katastrofe, som Jordloven udløste.

Plaatje beskrev hvorledes hundredetusindevis af fordrevne afrikanske bønder vandrede for at finde et sted, hvor de kunne dyrke deres afgrøder og græsse deres husdyr, for blot gang på gang at møde de hvide jordbesidderes krav om at opgive deres husdyr og løsøre - og forvandle sig til tyende.

Den proletarisering af landbefolkningen, som det tog de danske landboreformer 150 år at gennemføre, blev i Sydafrika gennemført i løbet af vinteren 1913 – også guldminernes problem med at skaffe billig arbejdskraft blev løst med dette voldsomme overgreb, der under apartheid ikke nævntes med et ord i skolernes historiebøger.

Solomon Plaatje tegnede en ANC-linje, som var dybt solidarisk med ofrene for Jordloven, men byggede alene modstandsrollen på en tillid til at en deputation kunne gribe hjerterne i London til medfølelse.

ANCs mål var at formå Storbritannien til »at holde den sydafrikanske regerings hånd tilbage, nedlægge veto mod denne uretfærdighed, og undgå den nemesis, som uafvendeligt må følge dens forøvelse.« (Native Life in SA, 1916)

Men imperiets hjerte forblev lige så mørkt som en mineskakt.

Da titusinder af unge afrikanske mænd i 1919 vendte hjem fra krigen til et Sydafrika med skærpede regler for afrikaneres opnåelse af arbejds- og opholdstilladelse i byområder, udvidede ANC for en tid sin palet af aktionsformer og organiserede ikke-voldelige demonstrationer og sågar kollektive afbrændinger af skudsmålsbøger.

I 1920’erne overtog mere forsigtige kræfter dog ledelsen i ANC, mens andre organisationers forsøg på at mobilisere bred protest blomstrede op og visnede hen – og efter en kortvarig mobilisering i 1931 blev organisationen forvaltet som et slags rådgivende parlament, der vedtog retningslinjer for ledelsens tilbagevendende deputationer til den hvide regering.

Organisationen nød en vis respekt i det hvide parlament og fungerede også som en vigtig formidler af stipendier til talentfulde unge afrikaneres uddannelse.

Da Sydafrikas parlament i 1939 erklærede krig mod Tyskland, bakkede ANC på ny op bag krigsdeltagelsen. Håbet var, som ved den sidste krig, at et succesfuldt opgør med det racistiske Tyskland, ville skabe et bedre grundlag for at gøre op med den tiltagende diskrimination mod afrikanere.

Men krigens forsonende og rummelige nationale samling blev afløst af en fred med rå autoritær racisme.

Deltagelsen i 2. verdenskrigs alliance mod Hitler og i den efterfølgende kamp mod kommunismen gjorde, at Sydafrika i Vesten fortsat blev betragtet som et demokrati, selv efter stiftelsen af FN i 1945.

Verdensorganisationen satte ellers nye normer om lige menneskerettigheder uafhængigt af hudfarve på den globale dagsorden, men kun tidligere kolonier som Indien opfattede Sydafrikas statsracisme som et globalt problem.

I Sydafrika var der jævnlige valg og frem til 1960 var der også udstrakt ytringsfrihed, selv for sorte organisationer som ANC. Og i øvrigt var jo også det amerikanske styre helt frem til 1965 baseret på udelukkelsen af de sorte fra valg.

Men FNs principper og de europæiske koloniers afvikling sneg sig ind på apartheid udefra, mens den sorte modstand voksede indefra.

I 1950’erne mobiliserede ANC bred folkelig modstand mod mange af raceadskillelsens centrale symboler. Mobiliseringen blev mere organiseret, da ANC i 1949 bestemte sig for at satse på størst mulig bredde i en ikke-voldelig kamp mod diskriminerende love i stedet for blot at forhandle og argumentere med de hvide ledere.

Det store gennembrud, der gjorde ANC til en masseorganisation, var Trodskampagnen i 1952, som viste, at velorganiseret civil ulydighed mod konkret raceadskillelse på postkontorer, i busser og ved badestrande kunne skabe optrin med plads til folkeligt handlerum. Det befordrede inddragelse på en helt anden måde end protestdeputationer.

Erfaringerne fra Trodskampagnen satte en ny lederskikkelse i centrum for organisation. Prædikanten og høvdingen Albert Lutuli droppede den tidligere formands meget autoritære ledelsesstil og styrkede det indre liv i organisationen, der nu omfattede mere end 100.000 medlemmer.

Det var med ANC som den mest organiserede drivkraft, at den folkelige mobilisering forankredes lokalt og skabte sammenhold og fælles kampvilje mellem mennesker af alle hudfarver. ANCs lokale ledere organiserede boykot af busser, brutale kartoffelbønder og offentlige ølhaller og skabte efterhånden grundlaget for en periode med politiske strejker.

ANC var ledende kraft bag den bredt favnende Folkets Kongres, der midt i 1950’erne forkastede racismen som statsgrundlag og krævede et Sydafrika, der »tilhører alle, som bor i landet«.

ANC-formand Lutuli havde netop vundet Nobels Fredspris (men ikke fået lov til at rejse ud af landet for at modtage den), da han karakteriserede frihedskampens tilstand således i forbindelse med Sydafrikas 50-års jubilæum i 1960:

»Ønsket om at opleve valgretten udvidet til folk af alle racegrupper har gjort ANC til fortaler for en nationalisme, der rummer alle i landet, når blot de er tro over for deres land. Det er den lykkelige udvikling afrikanerne er kommet frem til. Frihedskampen er ved at blive en massebevægelse; så frihedskæmpere kan hilse jubilæet med den tilfredsstillelse. Men hvad er regeringens svar på fremdriften i folkets kamp for frihed? Skiftende regeringer .. har væbnet staten med drastisk sikkerhedslovgivning, der er fulgt af strenge straffe.. Lad os se fremad med det håb og den tro, at Sydafrika ved de hundrede år vil være et land, der allerede er et frit og ikke-racedelt demokrati.« (»Fifty Years of Union«, 1960)

Albert Lutuli nåede ikke, at se det Sydafrika, han kæmpede for. ANC var forbudt, de mest aktive var fængslet eller hængt, mens andre forberedte væbnet kamp i fjernt eksil, da Lutuli fandt sin død under et tog seks år senere.

Der var ikke længere mange, som turde satse deres liv på, at Sydafrika ville befri sig fra det hvide overherredømme. Den omfattende undertrykkelse efter Sharpevillemassakren 1960 havde afskrækket folkets flertal fra politik.

ANC havde efter Sharpevillemassakren organiseret meget brede, ikke-voldelige protester, men protesterne var blevet mødt med fængsel, drab og forbud mod organisationen.

Den aktive del af organisationen blev delt i to. En del, som faldt under ledelsen af Oliver Tambo, skulle organisere eksil. En anden del, under ledelse af Nelson Mandela, opbyggede en undergrunds-organisation inden for landets grænser. Mandela og Tambo var begge sagførere og havde været drivkræfter i organisationens udvikling gennem 1950’erne.

Da Sydafrika – midt under afkoloniseringen - forlod det Britiske Statssamfund i 1961, ledte Mandela en generalstrejke, som blev mødt af morderisk brutalitet fra politi, hær og hjemmeværn. Derefter mente kredsen om Mandela, at det var uansvarligt at organisere yderligere aktioner, som gjorde ubevæbnede civilister til ofre, men at staten nu måtte mærke en konsekvens.

I den løbeseddel, som uddeltes i forbindelse med den væbnede kamps første sabotage-aktioner sattes dilemmaet knivskarpt op som »underkastelse eller kamp.«

Mandela var klar over mange af problemerne ved overgangen til væbnet kamp. Han ville ikke have, at den væbnede fløj skulle dominere den politiske ledelse på en måde, så andre virkemidler i den politiske kamp blev ignoreret – og organisatorisk arbejdede han målrettet på, at den væbnede kamp skulle sikres baser i eksil.

Det var ikke lette vilkår, men Mandela gennemførte konsultationer både med eksilleder Oliver Tambo og formand Lutuli, inden han blev arresteret i 1962 med hjælp fra den amerikanske efterretningstjeneste.

Vesten havde efter en vis tøven i 1960, hvor et land som Danmark under socialdemokratisk ledelse havde givet Tambo en modtagelse som en statsmand, valgt at betragte ANC som en kommunistisk organisation, der fungerede som Sovjetunionens stedfortræder i Afrika.

ANC havde været under et voldsomt pres for at udelukke kommunister fra ledelsen af organisation, men i organiseringen af den væbnede kamp valgte Mandela alligevel at inkludere kommunister af alle hudfarver – kommunistpartiet blev forbudt allerede i 1950 og havde vundet en del erfaringer i organiseringen af undergrundsarbejde, og så betød samarbejdet med de lokale kommunister også adgang til sovjetiske våben.

Mandela var ikke selv i aktiv tjeneste, da den væbnede fløj for alvor viste tænder op gennem 1980’erne, men hans initiativ og retningslinjer var med til at skabe en høj grad af disciplin og respekt for kampens andre politiske dimensioner.

Det mest berømmede af alle Mandelas ord var hans udgangsreplik fra den politiske scene i 1964, hvor han regnede med at ende i galgen for sin indsats:

»Gennem min levetid har jeg viet mig selv til det afrikanske folks kamp. Jeg har kæmpet mod hvidt herredømme, og jeg har kæmpet mod sort herredømme. Jeg har dyrket idealet om et demokratisk og frit samfund, hvor alle lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, som jeg håber at leve for og også at opnå. Men om nødvendigt er det et ideal, som jeg er parat til at dø for.«


Mandela, der var tilbage på scenen i 1990 efter 10.000 dage i fængsel, var klar over at væbnet kamp kunne skabe grundlaget for etnisk chauvinisme og borgerkrig mellem forskellige folkeslag. Det ønskede han ikke.

Han ønskede en magtovertagelse – og helst en forhandlet en af slagsen – hvor alle sydafrikanere fik valgret i en enhedsstat. At ANC formåede at forfølge dette mål konsekvent, er nok organisationens største fortjeneste.

Fra eksil formåede ANC gennem et omfattende diplomatisk arbejde at skabe en vis lydhørhed for kravet om sanktioner mod Sydafrika, og efter Soweto-oprøret i 1976, hvor unge elevrådsfolk med sort selvbevidsthed genskabte et ellers kuet folks modstandsvilje, besluttede FNs Sikkerhedsråd en våbenembargo mod Sydafrika.

Blandt andet dansk politi var i anti-kommunismens navn temmelig uvillig til at håndhæve denne embargo. Alligevel betød embargoen, at styret ikke i længden kunne satse på militære løsninger på den sorte befolknings utilfredshed. Og da yderligere sanktioner kom til i slutningen af 1980’erne sattes sagen på spidsen.

Den nye unge generation af aktivister formulerede en dagsorden, der holdt ANC fast på den principfaste tilslutning til enhedsstaten.

ANC havde ellers i årene op til 1976 forsøgt at skabe forbindelser til en række samarbejdspolitikere i reservaterne, der nu kaldtes hjemlande. Men for at integrere den nye generation måtte ANC forstærke sin retorik mod de i reglen meget korrupte ledere af hjemlandene.

ANC fravalgte således den strategi, der i mellemøstlig politik omtales som tostatsløsningen. Under forhandlingerne med det hvide regime i starten af 1990’erne var netop ANCs afvisning af grupperettigheder den helt centrale knast, der trak processen i langdrag. På dette punkt gav ANC sig ikke.

I 1980’erne havde ANC styrken til at deltage og bidrage aktivt i den indre mobilisering af en massedemokratisk bevægelse. Den helt centrale erfaring i denne bevægelse var, at viljen til modstand voksede i takt med den indbyrdes lydhørhed.

Bevægelsen viste, at et demokratisk indre liv skabte den stålsatte vilje, der kunne bringe millioner i aktion. ANCs erfaringer fra 1950’erne blev genopdaget og videreudviklet.

Sydafrikas første demokratiske valg i 1994 tildelte ANC et massivt flertal, som partiet har fastholdt ved frie valg i 1999, 2004 og 2009.

I de første år ved magten stod forsoningen af landet i centrum, mens en mere konsekvent bekæmpelse af den ekstreme sociale ulighed i landet måtte vente. Linjen vandt berømmelse gennem den såkaldte Sandhedskommission, der gav fortidens forbrydere amnesti, hvis de delte deres viden med eftertiden.

I de seneste år er der kommet en mere rå tone i ANC-ledernes retorik, ANC har lovgivet mod ytringsfriheden, og der er ikke sket et egentligt opgør med den ekstreme ulighed i samfundet, som Jordloven af 1913 grundlagde.

Når ANC gennem hele dette jubilæumsår fejrer sig selv, bliver det således spændende at følge, hvorledes de historiske erfaringer fra kampen mod apartheid sammenfattes.

Jeg vil som historiker især pege på fire:

  • 1. ANC opnåede bredere tilslutning, da ledelsen aktivt inddrog og var lydhøre over for det sydafrikanske proletariats lidelser og kampe. Når organisationens ledelse talte på folkets vegne uden egentlig lydhørhed gik den i stagnation – en stagnation, der også kan ses i ANCs indre liv gennem det seneste årti, hvor organisationens rolle som adgangsvej til høje indkomster har domineret en stadig mere rå debat mellem indbyrdes konkurrenter om ledende poster.
  • 2. Det illegale ANC fastholdt, at målet med den væbnede kamp var politisk frihed og forhandling. Efter illegalitetens mange lidelser har der dog været tendenser til romantisering af den væbnede kamp, hvilket egentligt er ganske ironisk, når det viser sig at mange af de ANC-folk, som villige til at give deres liv for social retfærdighed, i bekvemmelighed har vist sig ude af stand til at leve for det samme mål.
  • 3. ANC formulerede apartheids modsætning som, at alle mennesker rummer lige værd, uanset herkomst, tro, køn eller seksuel orientering. I visse perioder har ungdommelige kræfter sat det sorte flertals magt op mod det hvide mindretals styre, men disse kræfter har ladet sig i inddrage i en bredere demokratisk og mere rummelig forståelse af kampens deltagere, hvor sindelag overskyggede hudfarve, tro, køn og seksuel orientering.
  • 4. ANC udnyttede FNs universelle menneskerettigheder som grundlag for at isolere den racistiske stat gennem mobiliseringen af en verdensoffentlighed. Hvis ANC-ledelsen havde haft mindre omtanke og tålmodighed ville den have haft mange gode grunde til at afskrive muligheden for, at Vesten ville begrænse sin støtte til apartheidstyret. Forholdet til de universelle rettigheder betød at Sydafrika i 1996 fik en af de mest liberale retspolitiske forfatninger i verden, men forfatningens frihedsrettigheder er gennem det seneste år blevet udfordret af en lovgivning, der forbyder offentlige ansatte at sladre til pressen om overordnedes magtmisbrug.

Gorm Anker Gunnarsen underviser i historie på Christianshavns Gymnasium.

Gorm Gunnarsen var med til at stifte Landskomitéen Sydafrika Aktion (nu Afrika Kontakt) i 1978, med til at forberede ANCs 75 års-jubilæum i 1987 og formand for Sydafrika Aktion/Afrika Kontakt gennem 1990’erne. Han er forfatter af Denne nat vil svinde (1990) og Sydafrikas historie (1995, 2004) og medforfatter af Arbejdernes Skjold (1987), Aktivister mod apartheid (2004) og For enden af regnbuen (2007).

Se også links på Tidslinjen om Sydafrika, 27. april 1994

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce