Vil undgå vold
- Vi har forklaret de unge, at det skal foregå på fredelig vis. At Moses er gal, og at der ikke er mange, der deler hans synspunkter, fortalte Kalid Al-Subeihi, der deltog i mødet for Forældreforeningen Rabarberlandet, til gratisavisen MetroXpress.
– Alle muslimer i området opfordres på det kraftigste til at tage brodden af Moses Hansens provokationer ved aktivt at forhindre og undgå enhver form for vold, siger imam Fatih Alev, der er talsmand for Muslimernes Landsorganisation, til Ritzau.
Der vil være aktiviteter på pladsen hele dagen, men selve folkefesten vil løbe af stablen klokken 17.00-21.00.
Minoritetspartiet vil selv indlede protesten mod Moses Hansens korstog ved at besøge hans gudstjeneste i Faderhuset.
»En håndfuld fra Minoritetspartiet møder op i Faderhuset for at lytte til Moses Hansens prædiken, og overtale ham til at droppe sit forehavende«, forklarer Minoritetspartiets formand Rune Engelbreth på Modkraft Phorum.
Halal-hippier
Mahmoud Gazvini, der er formand for den danske afdeling af den Internationale føderation for iranske flygtninge, har i en pressemeddelelse protesteret over, at den islamiske iman Abdul Vahid Petersen er blevet inviteret til festen.
»Man vil bekæmpe en religiøs fanatiker og hans modbydelige religiøse tænkning og had mod andre befolkningsgrupper med at give ordet og talerøret til andre reaktionære kræfter,«, skriver han blandt andet i sin protest overfor »halal-hippiernes skandale«.
Petersen mener ifølge Gavzini blandt andet, at stening som strafform ikke kan diskuteres, da det er en del af »Guds lov«.
Falsk erobringsplan
En række eksperter mener i øvrigt, at den »muslimske erobringsplan«, som Moses Hansen har lagt frem som begrundelse for sit korstog, er falsk.
– Det virker som om den mere er forfattet for at oprøre danskere, end for at mobilisere muslimer, siger eksempelvis lektor i arabisk ved Københavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, til MetroXpress.
Blandt andet er planens legitimering af voldtægt af »urene« danske kvinder i direkte modstrid med islamisk retslære.
– Den mangler den obligatoriske islamiske indledning, og den rummer ingen argumentation fra islamiske skrifter eller autoriteter, uddyber han overfor Monsun.
Af Sven Gårn Hansen/Monsun
Se pressemeddelelse fra Minoritetspartiet
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96