Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
socialistisk økonomi
20. januar 2012 - 0:00

Decentral produktions-planlægning, ja tak

Venstrefløjens kritik af markedsøkonomi bygger på misforståelser. Oplæg til konkret udvikling af en rød-grøn socialistisk økonomi.

Modstanden mod »markedsøkonomien« på venstrefløjen bunder i en lang række misforståelser, begrebsforvirring samt at markedsøkonomi tit og ofte bliver brugt som synonym for det nuværende kapitalistiske system – og ikke som en beskrivelse af, hvad en markedsøkonomi grundlæggende er for en størrelse.

Denne artikel prøver at råde bod på begrebsforvirringen. Samtidig prøver forfatteren at give konkrete bud på retninger for udviklingen af en rød-grøn socialisme.

Essensen i en markedsøkonomi er decentral produktionsplanlægning, hvilket vil sige, at udbuddet (produktionen) af varer og tjenesteydelser foregår i det decentrale led i produktionen, der er den enkelte virksomhed, ud fra hvordan efterspørgslen på dette niveau opfattes at være.

Jo længere nede i det enkelte produktionsled beslutningerne vedrørende produktionsplanlægningen tages, desto mere er der tale om markedsøkonomi.

Modsætningen hertil er planøkonomi, hvis indhold er central produktionsplanlægning. Jo mere centralistisk produktionsplanlægningen er, desto mere planøkonomi og desto mindre markedsøkonomi er der tale om. Og omvendt. Et typisk billede på en meget centraliseret produktionsplanlægning var det tidligere Sovjets femårsplaner.


Planøkonomi er dog i virkeligheden et temmelig dårligt begreb, idet der er lige så meget planlægning i det, der plejer at blive kaldt »markedsøkonomi«, hvor planlægningen blot foregår decentralt i stedet for centralt.

Markedsøkonomien – i en situation med konkurrence mellem forskellige virksomheder - vil typisk tage udgangspunkt i forbrugernes efterspørgsel. En planøkonomi – hvor der eksisterer mere eller mindre monopol på en bestemt vare eller tjenesteydelse – kan også vælge at planlægge produktionen ud fra forbrugernes efterspørgsel, for eksempel som den måtte komme til udtryk i undersøgelser af forbrugernes præferencer.

I planøkonomien kan man dog også lægge andre kriterier til grund for produktionsplanlægningen, for eksempel ønsket om at producere dyrere strøm med vindmøller frem for strøm via forurenende kulkraftværker. Omvendt ligger i planøkonomien også faren for at producere en lang række ting, som folk i sidste ende ikke gider at købe.

Ovenstående begrebsdefinitioner leder frem til, at kun (krigs)økonomier, hvor ressourcerne fordeles centralt med rationeringer osv. er karakteriseret ved fraværet af en markedsøkonomi – og et fuldstændigt fravær kan der umuligt være tale om.

Problematikken vedrørende markedsøkonomi og planøkonomi er altså grundlæggende en konflikt mellem centralisme og decentralisme – på linje med andre konflikter og dilemmaer af samme karakter i vores samfund i dag, som vi for eksempel ser det i forholdet mellem den danske stat og de enkelte kommuner.

Fordelen ved markedsøkonomien og kommunerne er fleksibiliteten, den lokale innovation, tilpasning til de lokale omgivelser for at nævne nogle positive sider. Ulemperne er de samme, som er planøkonomiens eller statens styrke, nemlig den overordnede planlægning og evnen til at varetage hele fællesskabets interesser.

Det er ud fra denne systemiske vinkel – det decentrale kontra det centrale – at man også i en demokratisk sammenhæng må analysere fordelene ved henholdsvis markeds- og planøkonomi.

Det drejer sig således i ethvert samfund om at finde den rette balance mellem den decentrale og den centrale produktionsplanlægning, om at finde den optimale balance mellem markedsøkonomi og planøkonomi – og der vil aldrig være en færdig formel.

Da venstrefløjen i dag er tilhængere af en stor grad af lokalt demokrati, vil det her være naturligt også at udstrække dette demokrati til den økonomiske sfære.

»Demokratiet stopper ikke ved fabriksporten« må derfor også betyde, at man overlader en stor del af beslutningerne til det decentrale produktionsled – den enkelte virksomhed – hvilket er ensbetydende med en markedsøkonomisk produktionsplanlægning.

Ingen socialisme uden det repræsentative demokrati

Det »borgerlige« repræsentative demokrati er også en nødvendighed for det socialistiske samfund. Et marked kan nemlig ikke eksistere for sig selv uden et repræsentativt demokrati baseret på magtudøvelse over et givent territorium – uanset om dette territorium er sammenfaldende med Danmark, EU eller en anden geografisk størrelse.

Det territoriale, repræsentative demokrati skal stå for at definere, hvad man kan kalde den politiske ramme. Dette begreb dækker det manøvrerum, som den enkelte virksomhed har for at definere, hvad det må producere.

En bred politisk ramme kan således sammenlignes med arealet af en stor bordplade, hvor det for eksempel er tilladt at producere med masser af forskellige tilsætningsstoffer i maden. Den måde som EU’s indre marked er indrettet på i dag, vil jeg karakterisere som et marked med en bred politisk ramme.

I modsætning hertil er et marked med en snæver politisk ramme, hvor det fx kun er tilladt at producere økologiske fødevarer, og det er forbudt at producere billigt møglegetøj, der går hurtigt i stykker.

Den snævre politiske ramme kan sammenlignes med et lille hjørne af den ovennævnte bordplade.

Den opmærksomme læser vil måske allerede her have luret, at man med markedsøkonomi – altså decentral produktionsplanlægning - og en snæver politisk ramme (landmænd må kun producere økologiske fødevarer) kan opnå mange af de samme ting, som man kan med planøkonomi (du skal producere disse bestemte økologiske fødevarer). ’ Samtidig skal man være klar over, at hvis man vil afskaffe det »borgerlige« repræsentative demokrati og erstatte det med et demokrati, hvor arbejderne på den enkelte virksomhed skal beslutte, hvad der skal produceres, hvorefter man koordinerer de enkelte arbejdervirksomheders beslutninger på et højere niveau – sådan som dele af venstrefløjen i for eksempel Venstresocialisterne tidligere har forestillet sig – så er der tale om markedsøkonomi!

Der er endda tale om et en meget udemokratisk løsning, da det kun er arbejderne, der laver spegepølser, der kan bestemme, hvordan disse skal laves. Man har ingen indflydelse på sin spegepølse, med mindre man selv producerer den.

Ejerskabet er en anden diskussion

Ejerskab af produktionsmidlerne, virksomhederne, eller hvad man vælger at kalde det, har heller intet med markedsøkonomi at gøre. Dette skyldes det simple faktum, at ejerskabet har at gøre med virksomhedens interne organisering, mens markedsstrukturen i spændingsfeltet mellem markedsøkonomi og planøkonomi handler om virksomhedens eksterne omgivelser.

Om samfundets virksomheder er statsejede, privatejede, kooperativer, anpartsselskaber, andre selskabsformer eller en skøn blanding af det hele er fuldstændigt ligegyldigt og uafhængigt af diskussionen om markedsøkonomi kontra planøkonomi. Således kan samfundets virksomheder godt være 100 procent privatejede, mens staten gennem planøkonomi og en snæver politisk ramme fastlægger meget stramme regler for, hvad der skal produceres.

Denne sammenblanding af markedsstruktur og ejerskab er en af de mest almindelige sammenblandinger på venstrefløjen – og på højrefløjen! – og denne begrebsforvirring har i alt for høj grad været medvirkende til, at diskussionerne om socialistiske alternativer til den nuværende markedsøkonomi i udgangspunktet altid er kommet galt fra start.

Det socialistiske alternativ

Planøkonomi er ingen garant mod snæver profitmaksimeringstankegang, da der foregår mængder af planøkonomiske produktionsplanlægning i transnationale selskaber. Omvendt kan en markedsøkonomisk struktur også have andre mål end profit, for eksempel at fremme økologisk produktion. Hvordan der produceres afhænger derfor meget af den politiske ramme.

Et positivt bud på en socialistisk økonomi som alternativ til den i dag eksisterende markeds- (og plan-) økonomi vil jeg derfor – på baggrund af ovenstående – mene vil komme til at indeholde en høj grad af markedsøkonomi, det vil sige at produktionsplanlægning i høj grad vil blive foretaget decentralt i den enkelte virksomhed, da dette ligger i naturlig forlængelse af idealet om et demokrati tæt på det enkelte menneske.

Samtidig skal disse produktionsbeslutninger tages indenfor rammerne af en markedsøkonomi, der er præget af en snæver politisk ramme, det lille hjørne af bordpladen, hvilket for eksempel vil sige, at det inden for landbrugsproduktion kun skal være tilladt at producere økologisk, en masse giftstoffer, der i dag er tilladt, skal ligeledes forbydes og så videre.

Planøkonomi skal forekomme, når der er tale om investeringer, der er vigtige for samfundet, for eksempel i forhold til infrastrukturprojekter som vejnet og fastnetforbindelse til internettet til alle borgere i landet.

I forhold til den interne organisering af virksomheden, skal store og mellemstore virksomheder demokratiseres. For eksempel kan man indføre regler om, at medarbejderne på virksomheder med mere en vist antal fuldtidsansatte skal have ret til at medbestemmelse og/eller ejerskab, gerne med afgørende indflydelse på virksomhedens drift.

Det skal være et tilbud. Det er nemlig ikke altid, at folk – af mange forskellige både gode og dårlige grunde – ønsker denne indflydelse. Offentlighedslovgivningen for det offentlige skal udstrækkes til at gælde alle virksomheder.

Virksomhedens profit skal i høj grad tilfalde arbejderne og de ansatte på virksomheden, både i form af indflydelse på virksomhedens drift, medejerskab og gode overenskomstaftaler forhandlet på plads af fagbevægelsen. En del af profitten skal selvfølgelig også gå til selskabsskatter til gavn for resten af samfundet.

Desuden skal man tage konsekvensen af, at mange virksomheder i dag er private monopoler, samtidig med at de i sin tid blev privatiserede, fordi der skulle være konkurrence som alternativ til et statsligt monopol.

Mange af disse private monopoler opererer desuden i et så uigennemsigtigt marked, at et marked med fuldkommen konkurrence er en ren illusion. Konsekvensen bør således være, at der må lægges en plan for renationalisering af nøglesektorer som bank- og forsikringsvirksomhed. Ligeledes bør for eksempel jernbanedrift være 100 procent offentligt ejet.

Ejendomsmæglermarkedet er også en oplagt mulighed. Hvis det var en offentlig institution, der tog 70.000-100.000 kroner for at sælge en lejlighed eller et hus, ville dette blive en politisk skandale af hidtil usete dimensioner.

Jeg håber, at ovenstående begrebsafklaringer og visioner kan fremme den videre debat for konkrete socialistiske alternativer.

Rune Lund er tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten.

Artiklen er tidligere blevet bragt i internettidsskriftet Kritisk Debat

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce