Ud af 55 millioner familier i ejerboliger i USA er ikke mindre end 10,4 millioner på vej mod konkurs, udsættelse og tvangsauktion.
Der er stadig gang i en nedadgående spiral, som betyder, at der kommer flere og flere boliger til salg, og der er relativt færre og færre købere. Derfor falder prisen, og der fører til, at millioner af boligejere står med en gæld, der er større en værdien af boligen.
Hvis familien mister indtægt på grund af arbejdsløshed eller andet, er der ikke mulighed for at klare renter og afdrag, og heller ingen friværdi at optage lån i.
Og så truer udsættelsen og tvangsauktionen.

Den økonomiske journalist William Greider, som har analyseret tallene og skrevet artiklen i The Nation mener, at løsningen bør være at bankerne eftergiver dele af boligejernes gæld:
– Nedskriv gælden, så den svarer til den nuværende markedspris, og genfinansier lånene til en nedsat rente, som ejerne kan klare, lyder Greiders enkle anbefaling.
Han synes det er en logisk følge af, at staten med skatteydernes penge har hjulpet bankerne. Bankerne har hidtil svaret på den grimmest mulige måde på hjælpen:
– Lige nu høster disse billiard-institutioner helt systematisk det »fedt«, som de kan skære af millioner af boligejere for derefter at sparke skyldnerne ud af deres hjem, siger Greider ifølge netportalen Information Clearing House.
Officielle statistikker bekræfter, at boligkrisen er voksende i USA. Per 1. september er 28,6 procent af alle boligejere teknisk insolvente. Det betyder, at deres gæld overstiger værdien af boligen.
Nogle steder i USA er tallene meget højere end gennemsnittet.
I millionbyen og finanscentret Chicago er hele 46 procent af alle familier i ejerboliger, i denne truende situation.
– Vi sejler i usikre farvande, påpeger økonomen Stan Humphries til netavisen Bottomline. Flere end hver fjerde ejerbolig er forgældet op over skorstenen, og med ni procent arbejdsløshed har vi opskriften på flere tvangsauktioner, advarer Humphries.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96