Trods afvisning fra både by- og landsret og politiadvokatens forsikringer om, at »sagen stopper her«, har Ekrem Sahins forældre fået højesterets ord for, at de er berettiget til fri proces til en retssag om ansvaret for sønnens død.
Se indslaget »Højesteret: Advokat til forældre« hos TV2
Den 23-årige mand omkom i januar 2011 efter at være lagt i benlås af mellem syv og ti fængselsfunktionærer i Kolding Arrest.

Ifølge Sydøstjyllands Politi er Ekrem Sahin død, fordi han følte »stærk vrede«. Derfor henstiller de til, at sagen lukkes
– Jeg kan ikke se, at der skulle være yderligere relevante efterforskningsmuligheder. Derfor stopper sagen her, siger politiets chefanklager, Claus Henrik Larsen, i en pressemeddelelse.
Men den forklaring ønsker den unge mands forældre nu at få efterprøvet juridisk.
– Jeg vil bare gerne have retfærdighed. Hvis min søn var død på gaden, ville man have undersøgt omstændighederne for hans død og have fået dømt de skyldige, sådan skal det også være selvom de involverede havde uniform på, har Ekrem Sahins mor Nermin Kalkan tidligere udtalt til Modkraft.
Læs artiklen »En uniform gør ikke straffri« hos Modkraft
Ifølge obduktionsrapporten er den unge mand, der i strid med en række lægers anbefalinger blev lagt i benlås, mens han var fastspændt, hverken død af »kvælning, klemning eller andet pres«. Derimod hælder statsobducenten til den relativt ukendte årsag »død på grund af kraftig vrede«.
Læs artiklen »Død fanges forældre vinder i Højesteret« hos TV2
Fængselspersonalets rolle i forhold til dødsfaldet kom for alvor i vælten, da det, et halvt år efter dødsfaldet, kom frem, at det havde informeret politiet om, at personalet have »siddet på ham«. Et udsagn som, ifølge politiadvokaten, skal forstås »i overført betydning«.
– Der er tale om en uheldig misforståelse af en intern talemåde, der betyder, at betjentene har pacificeret den urolige indsatte, og nu har situationen under kontrol. Vi kan sammenligne det med, når man siger, at et fodboldhold har »sat sig« på midtbanen. Der er således ikke tale om, at betjentene har siddet oven på den 23-årige, forklarer Claus Henrik Larsen.
Læs artiklen »Politi: Ekrem Sahin døde af vrede« hos TV2
Højesterets dom vækker glæde hos advokat Bjørn Elmquist, der nu får fri proces til at repræsentere familien.
– I modstætning til de øvrige retsinstanser var højesteret modtagelig for både fornuft og den præcedens om en sag fra 2001, hvor familien til en mand, der var død i myndighedernes varetægt, fik Folketingets ord for at have ret til fri proces, forklarer han Modkraft.
– Desuden kan Politiforbundet altså ikke bare frikende sig selv, mens undersøgelsen om, hvorvidt der har fundet en forbrydelse sted, stadig står på, tilføjer han.
Læs Tue Magnussens blog »Brug af benlås er i strid med FN’s konvention mod tortur« hos Modkraft
Læs Elizabeth Japsens blog »Vil S-justitsministeren osse dække over Ekrems død ?« hos Modkraft
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96