Annonce

21. juni 2002 - 17:01

Europas asylpolitik dræber

Symbolikken er til at tage og føle på: På den internationale flygtningedag den 20. juni indledte de europæiske statsledere deres topmøde i Sevilla, hvor asyl-stramninger er hovedemnet.

I mere end 25 europæiske lande blev dagen markeret af anti-racistiske aktivister, der arrangered e festivaler, møder, demonstrationer, udstillinger mm. i solidaritet med flygtningene.

Da 59 flygtninge fra Nigeria, Sudan og Tyrkiet druknede nær Malta den 7. marts i år, udtalte Europa-Kommissionens formand, Romano Prodi, at Europa har en vigtig rolle at spille, for at »sikre at den slags tragedier ikke gentages«.

Alligevel bliver de europæiske landes asyl- og indvandrerpolitik mere og mere restriktiv, hvilket netop fører til en stigning i desperate forsøg på at opnå beskyttelse i Europa.

– Kampen mod den illegale indvandring, som ligger højt på dagsordenen på EU-topmødet i Sevilla, er en kamp, der er tabt på forhånd, medmindre man bekæmper de uretfærdigheder, der tvinger folk til at flygte, siger Uniteds talskvinde Saskia Deru i en pressemeddelelse.

– Regeringerne er klar over dette, men lader fortsat som om, at løsningen ligger i øgede restriktioner. De erklærer krig mod de magtesløse istedet for magthaverne.

United-netværket udgøres af mere end 550 organisationer i 45 europæiske lande.

Fattige lande straffes

Forslaget til en stramning af asylpolitikken stammer fra den italienske ministerpræsident, Silvio Berlusconi, bakket op af den britiske premierminister, Tony Blair, og topmødets formand, spanieren José Maria Aznar.

Det går ud på, at EU skal skære ned på den økonomiske bistand og annullere handelsaftaler med de fattige lande, der ikke gør nok for at holde indvandrere væk fra Europa.

Samtidig skal højtuddannede ikke-europæere have særlige fordele og lettere adgang til det europæiske arbejdsmarked. Den tyske forbundspræsident, Johannes Rau, underskrev idag en ny indvandrerlov i Tyskland, der giver et begrænset antal

faglærte og veluddannede indvandrere adgang til det tyske arbejdsmarked.

Dermed er grunden lagt til et system, der deler flygtninge og indvandrere op i »produktive« og »ikke-produktive«.

Og spørgsmålet om »illegal arbejdskraft« har politikerne i disse dage helt inde på livet. Omkring 500 frugtplukkere fra Nordafrika – såkaldt »illegale immigranter« – har besat universitet i Sevilla, hvor de har indledt en to-dages sultestrejke i forbindelse med topmødet.

Intellektuel appel

Den europæiske udvikling har ikke kun fået organiserede anti-racister og flygtninge-organisationer til at råbe vagt i gevær.

Således har 25 europæiske intellektuelle netop offentliggjort en appel til Europas politikere om at gøre op med den »nationalistiske retorik«.

Blandt underskriverne af appellen er den tyske forfatter Günter Grass, den franske politiker Daniel Cohn-Bendit og Prags biskop, Vaclav Maly, der var en af de ledende figurer under den såkaldte fløjlsrevolution i 1989.

Appellen kommer efter måneders ophedet debat om deportationen af etniske tyskere fra Tjekkoslovakiet efter 2. Verdenskrig, og med kommende valg i både Tyskland og Slovakiet frygter underskriverne en optrapning af den nationalistiske tone i debatten.

Af Martin Lindblom/Monsun

Se komplet liste over omkomne flygtninge (PDF-format)

Se liste over europæiske aktiviteter den 20. juni

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce