Annonce

14. juni 2002 - 19:42

Modkraft mere kendt end Kendte Piger

Mellem Weekendavisen og TV2

Modkraft havde i uge 22 (3.-9. juni) i gennemsnit 641 besøg hver dag. Det afspejler næsten en fordobling siden august 2001 og placerer Modkraft på linje med Weekendavisen – med 655 besøg i den uge – i det danske net-medie billede.

Dermed har Modkraft for længst overhalet medier som Nettourist (261) og Datatid (266), og der er ikke langt til konkurrenter som Vores Børn (1.188), aarhus.dk (2.688) og Billedbladet (3.074)

Der er dog endnu et stykke vej, før Modkraft overhaler sværvægtere som Politiken (47.665), Danmarks Meteorologiske Institut (83.787) DR (144.320) og TV2 (135.285), for ikke at tale om Jubii med 441.481 besøg om dagen.

Tallene fremgår af en sammenligning af Modkrafts besøgstal med Foreningen af Danske Internetmediers offentlige brugerstatistik over sine 79 medlemmer.

Tallene tæller, hvor mange besøg, der har været på en internetside, men ikke hvor mange forskellige mennesker, der har foretaget dem. Hvis der er mere end 30 minutter imellem, at en bestemt computer eller internetforbindelse besøger en webadresse, tæller det som et nyt besøg.

Mere kendt end Kendte Piger

Modkraft står også stærkt, når det gælder den enorme Chart.dk database, der samler besøgstal fra 39.810 danske hjemmesider.

Modkrafts besøgstal kan ikke sammenlignes direkte med Chart.dk, der tæller dig som ny besøgende efter 20 minutter, mens det er 30 minutter på Modkraft.

Alligevel er tendensen klar: Modkraft ville med 686 besøg om dagen i løbet af de sidste syv dage placere sig ca. som nummer 133 på Chart.dks liste, i selskab med hæderkronede massemedier som Datingforum (734), Motorcycle-dk (692) og Kendte Piger (653).

Hermed har Modkraft forlængst overhalet Hærens Operative Kommando (244), som det progressive hjemsted på nettet lå på linje med for et år siden, og er langt foran den danske bager i Nong Khai, Thailand (111).

Men der er stadig langt til vigtige Chart.dk milepæle som Rødovre Fanatics (821), Dansk Starwars Forening (962), Motion-online (1.420), Heste Nettet (4.968) og Dating.dk (67.675).

Sværvægter på fløjen

På venstrefløjen overhalede Modkraft i januar Enhedslisten.dk, og ligger i dag ca. 30 pct. over De Rødgrønne i det daglige besøgstal.

Mens Enhedslisten i løbet af de sidste 11 måneder har svinget omkring et dagligt besøgstal på 520 i gennemsnit, vokser Modkraft stadig, og ligger for tiden på ca. 650. Under valgkampen ændredes billedet dog drastisk, da Enhedslistens besøgstal eksploderede til op over 1.500 om dagen.

Andre interessante politiske sites: Dansk Folkeparti (287 i sidste uge), DKP-ml (252), Internationale Socialister (33) og Enhedslisten i Gladsaxe (4).

Vi har ikke kunnet få besøgstal fra Dagbladet Arbejderen, der for nylig er blevet relanceret på nettet, og i den forbindelse flyttede fra DKP-ml til eget domæne under Arbejderen.dk

Men noget tyder på succes: Arbejderen.dk er blevet den vigtigste kilde til besøgende, der bliver henvist til Modkraft fra andre hjemmesider.

Andre kilder til besøg på Modkraft er søgemaskinen Google.dk, Demos.dk, den private hjemmeside Sydsvenskeren.dk, og TV-stop.

Flere og oftere

Generelt vokser både antallet af besøgende på Modkraft – og hver enkelt bruger Modkraft mere og mere.

Sammenligner man perioden marts, april, maj i år med juli, august, september sidste år, har Modkraft i løbet af 11 måneder fordoblet mængden af månedlige besøg fra 10.114 til 20.130.

I samme periode er antallet af forskellige internetadresser, der besøger Modkraft hver måned, vokset fra 6.089 til 8.811. Disse tal er ikke et præcist mål for, hvor mange mennesker, der besøger Modkraft, da de både kan dække forskellige computere, der via et netværk alle bruger samme internetadresse, når de går på nettet, og den samme besøgende, der bruger forskellige computere.

Alligevel antyder tallene, at ikke blot er Modkrafts brugerkreds vokset med mere end 40 procent i løbet af et lille år, men den enkelte besøgendes brug af Modkraft er også vokset med ca. en tredjedel.

Dette afspejles også i antallet af registrerede Modkraft-brugere, der er vokset fra 200 i juni 2001 til 757 i dag.

Af Sven Gårn Hansen/Monsun

Forrige artikel på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce