Klokken var omkring halv ti om aftenen, da Helene Caprani og Christina Søby gik igennem Stengade på Nørrebro i retning af Folkets Park. På vejen mødte de to indvandrerdrenge, der skændtes om en cykel. og i det samme passerede en af politiets mandskabsvogne, de såkaldte Hollændervogne.
– Vi nåede overhovedet ikke at gøre noget. På få sekunder var betjentene sprunget ud af vognen og skubbede os væk, siger 24-årige Helene Caprani.
– De var helt vildt brutale og ophidsede. Jeg blev skubbet ind i et plankeværk, og betjenten greb mig om halsen. Og så kaldte jeg ham altså »fascist«, forklarer Helene, der på den baggrund blev sigtet for at fornærme en embedsmand.
Autonom møgluder
Imens blev den 21-årige Christina Søby skubbet omkuld på fortorvet og smidt ind i politivognen. Her blev hun kaldt en »autonom møgluder« og fik at vide at hun ikke »skulle læne sine patter hen over« den ene betjent.
Kvinderne udbad sig betjentenes navne og numre, men fik blot at vide, at de skulle »holde deres kæft«.
På Bellahøj Politistation blev Christina Søby kropsvisiteret i et kvarter, mens hun stod med spredte ben op ad en væg. Samtidig gjorde betjentene nar af hende, fordi hun kendte sine rettigheder og forlangte, at en kvindelig betjent stod for visitationen.
Christina Søby fik først efter tre timers indespærring at vide, at hun var sigtet efter politivedtægten for ikke at følge politiets anvisninger.
Kvinderne, der begge har ren straffeattest, har nu skrevet en klage til statsadvokaten, og tilføjer, at fem vidner til hændelserne i Stengade er parat til at stå frem.
Optrapning før formandskab
Både Christina Søby og Helene Caprani er repræsentanter for Rød Ungdom i Stop Volden-initiativet, der arbejder for at forhindre vold under det danske EU-formandskab.
Og fra Rød Ungdoms side er episoden i Stengade et klart signal:
– Vi ser overgrebene som en del af politiets optrapning op til EU-formandsskabet, og som et udtryk for deres syn på alle Nørrebros beboere som kriminelle. Når to små kvinder kan blive brutalt overfaldet af politiet, blot fordi de går ned ad Stengade, kan ingen vide sig sikker, siger Mads Nissen fra Rød Ungdoms Landsledelse.
Ledelsen kræver, at de skyldige betjente retsforfølges for behandlingen af de to medlemmer, og endvidere at politiets ledelse garanterer borgernes rettigheder, også når de er i politiets varetægt.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96