Det nye ministerium kommer som en reaktion på den kritik, der på det seneste er rettet mod efterretningstjenesterne FBI og CIA for smøl med informationer om det dengang forestående terrorangreb den 11. september.
De to tjenester skal lige som den tredje tjeneste National Security Agency (NSA) fremover videreformidle deres informationer til superministeriet, der så skal koordinere og analysere dem. Reelt kommer ministeriet til at erstatte mere end 100 forskellige underafdelinger, og er dermed den mest omfattende ændring den amerikanske regeringsstruktur siden 2. Verdenskrig.
De kritiserede efterretningsfejl har siden fået tjenesterne til jævnligt at advare om mere eller mindre fantasifulde terrorplaner, og præsidentens retorik i nattens tale var da også lagt an på at forsikre den amerikanske befolkning om, at den amerikanske sikkerhed er i top:
»Amerika leder den civiliserede verden i en titanisk kamp mod terror. Frihed og frygt er i krig med hinanden – og friheden vil vinde«, lød det bl.a. fra præsidenten, som også advarede amerikanerne om, at der fortsat er »tusinder af trænede mordere, der planlægger at angribe os«.
Udover analyse og koordinering af diverse efterretninger, skal det nye ministerium efter planen tage sig at beskytte kritisk infrastruktur (f.eks. atomkraftværker, jernbaner, lufthavne og veje); forberede modtræk til atomare, biologiske eller kemiske angreb; koordinere delstaternes beskyttelse af grænser, territorial farvande og transportsystemer samt overtage kontrollen med Secret Service.
Hvor i budgettet den årlige udgift på 37 milliarder dollars skal tages fra er endnu ikke helt klart.
I de progressive amerikanske miljøer frygter man en genoplivning af det berygtede Counter Intelligence Program (COINTELPRO), der officielt blev afskaffet i 1970’erne. Cointelpro var designet til at angribe og udrydde systemkritiske grupper og enkeltpersoner i USA, og blev bl.a. med succes anvendt mod de Sorte Pantere, hvoraf mange medlemmer blev dræbt eller dømt på falske anklager.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96