Annonce

12. juli 2011 - 21:24

Palæstinensisk-israelsk samarbejde om strejke

Siden den 16. juni 2011 har 35 palæstinensiske arbejdere i samarbejde med den uafhængige arabisk-israelsk fagforening, WAC (Workers Advice Center) strejket for anerkendelsen af en overenskomst i et stenbrud på Vestbredden.

Arbejdskampen er historisk, fordi det er første gang en gruppe organiserede palæstinensiske arbejdere er i konflikt med en israelsk arbejdsgiver inden for rammer af en israelsk fagforening.

Overenskomst var forhandlet på plads

Arbejderne godkendte den 11. april 2011 en aftale som den venstreorienterede fagforening WAC havde forhandlet sig frem til efter flere års kamp med ledelsen af Salit-stenbruddet i Mishor Adumim på Vestbredden.

JPEG - 93.9 kb
Stenbrudsarbejderne på Salit-værket har strejket i næsten en måned for at få ledelsen til at underskrive en indgået aftale om overenskomst.

Men da aftalen skulle underskrives den 2. maj, sprang ledelsen fra aftalen og aflyste konsekvent alle møder med arbejderne. Da arbejderne modtog et afbud til et sidste møde, der var indkaldt til den 16. juni,, besluttede de at stoppe arbejdet.

Arbejderne har siden dagligt holdt vagt i et telt opstillet ved indkørslen til stenbruddet, der producerer grus til byggematerialer.

Se videoklip om Salit-strejken:

Arbejdere anklager ledelse for at bryde loven

Selv om arbejdskonflikten bliver ført i overensstemmelse med israelsk lovgivning, beskylder de palæstinensiske arbejder og fagforeningsfolkene i WAC ledelsen af Salit-værket for forsøg på at omgå israelske lovgivning ved at nægte at udbetale skyldig løn til de strejkende arbejdere.

Israelsk lovgivning påbyder, at løn senest skal udbetales ni dage efter et månedsskifte. Fredag den 8. juli fik de strejkende ansatte et brev med check på den skyldige arbejdsløn for juni måned, men checkene havde fået påtegnet en klausul, som indebar at beløbet kun kunne udbetales, hvis modtageren har en personlig bankkonto. Det har kun enkelte palæstinensiske arbejdere, resten har derfor ikke kunne få udbetalt lønnen for første del af juni måned.

WAC, der som faglig organisation har specialiseret sig i organisering af arbejdergrupper, der ikke er organiseret i den israelske hovedorganisation Histadrut, har gennem sine advokater bedt ledelsen af Salit om straks at udbetale lønnen, hvis ikke virksomheden skal indstævnes i det israelske arbejdsretslige system.

Besøg WAC’s solidaritetshjemmeside for Salit-arbejderne

Arbejdsgiverfinansieret strejkestøtte

De palæstinensiske arbejdere har fået støtte fra flere faglige organisationer i Israel-Palæstina samt i Europa og USA. I Danmark har Arbejdernes Internationale Forum i Silkeborg, 3F Silkeborg og et Palæstinanetværk inden for 3F på landsplan støttet de strejkende arbejdere.

Christian Juhl, der er formand for 3F Silkeborg, fortæller Modkraft at nogle af pengene til de strejkende er arbejdsgiverfinansierede.

– 3F Silkeborg har indgået en aftale med tøjfirmaet Mascot om at betale 25.000 kroner årligt til en fond til internationalt solidaritetsarbejde, da virksomheden flyttede arbejdspladser til Vietnam, siger han.

Mascot er den tredjestørste producent af arbejdstøj i Europa og har hovedkvarter i Silkeborg, fortæller han. Mascots beløb bliver fra årsskiftet fordoblet til 50.000 kroner årligt.

LO lukker pengepung til faglig solidaritetsarbejde

Andre af midlerne til solidaritetsarbejdet kommer fra den lokale forening Arbejdernes Internationale Forum i Silkeborg.

En del af de midler ser dog ud til forsvinde til efteråret, hvor LO’s forretningsudvalg har indstillet at lokalt solidaritetsarbejde ikke længere skal været »et prioriteret område«.

– Det betyder i praksis at LO ikke længere vil give penge til lokalt solidaritetsarbejde. Det er lidt absurd, når et af hovedpunkterne på LO-kongressen er en diskussion af, hvordan man skal forholde sig til globaliseringen. Men sådan er det altså, siger Christian Juhl.

AIF Silkeborg har hidtil modtaget cirka 15.000 kroner årligt i LO-støtte til sit solidaritetsarbejde. I modsætning til andre fagforeninger har man dog samtidigt organiseret sig som en forening. Det har givet en årlig kontingentindtægt på 15.000 kroner fra 110 enkeltpersoner og fem fagforeninger i Silkeborg-området.

Det faglige solidaritetsarbejde vil derfor blive videreført i Silkeborg. Og man vil forsøge at sprede erfaringerne med at organisere fagligt solidaritetsarbejde i lokalforeninger til andre fagforeninger, når der i august måned bliver holdt en landskonference om internationalt solidaritetsarbejde i LO-regi.

Se opslaget for landkonferencen for international solidaritet på Modkrafts kalender.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce