Annonce

23. maj 2002 - 18:41

Berlin på kogepunktet

Det altdominerende tema ved mødet er forholdet mellem NATOs medlemslande og den fælles kamp mod det, Bush-administrationen har udnævnt til den „internationale terrorisme“ eller „ondskabens akse“.

I dag vil Bush holde en tale i den tyske forbundsdag, hvori han vil fremlægge konkrete strategiske bud på fortsættelsen af den fælles transatlantiske „anti-terror-kampagne“, som med sikkerhed inkluderer fremtidige aktioner mod Irak.

Allerede i tirsdags var der en større demonstration, hvor 20-30.000 mennesker gik på gaden i protest mod Bush og USA’s politiske magthavere. Demonstrationen blev først og fremmest mobiliseret af de mere moderate og reformistiske kræfter som for eksempel evangeliske kirkekredse, Attack-grupper, parlamentsorienterede venstrefløjspartier som PDS og oppositionelle strømninger i det grønne koalitionsparti, små socialistiske partier, solidaritetsgrupper og menneskerettighedsgrupper.

Umiddelbart før demonstrationens start forsøgte Claudia Roth - forkvinde for det grønne parti - at holde en tale ved et demo-formøde. Venstreradikale demonstranter tog mediebillede fra hende ved at storme scenen og råbe anti-krigsparoler og betegne det grønne partis ledelse som magtliderlige hyklere.

Alt sammen på baggrund af det Grønne partis officielle opbakning bag Bush-administrationens politik. Sammen med socialdemokratiet er det grønne parti vært for Bush. Socialdemokratiets ledelse udstedte et forbud for partifunktionærer mod at demonstrere mod USA’s præsident.

"Krieg dem Krieg!"

Da Bush ankom til Berlin demonstrerede de mere revolutionære kræfter direkte mod Bush. I flere forskellige demonstrationer, der ligesom dagen forinden samlede omkring 30.000 mennesker, forsøgte demonstranter at trænge igennem den totalt afspærrede og belejrede indre by, hvor 10.000 politifolk var tilkaldt for at sikre fred i regeringskvarteret.

Den i forvejen økonomisk hårdt trængte by, afsatte over 3 millioner euro ( 22,5 millioner kroner) til bevogtning af Bushs one-man-show.

Flere tusinde autonome og venstreradikale demonstranter nåede tæt hen til de afspærrede områder, og da nogle US-flag gik op i røg, angreb det talmæssigt set overlegne politi demonstrationen med vandkanoner.

Efter korte skærmydsler blev demonstrationen presset tilbage igen. Langsomt opløstes den, men til langt ud på natten forsatte mindre decentrale aktioner at markere modstanden mod krigspolitikken, mod USA’s brud på elementære menneskerettigheder og mod USA’s støtte til Israels barbariske undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Næsten ubemærket af offentligheden demonstrerede knap 100 højreorienterede til støtte for Bush.

Derimod var der meget opmærksomhed omkring en “Spass-demo” - en vildt ironiserende happening, der opfordrede Bush til “flere krige og mere hærgen“, “mere udbytning” og “mere uretfærdighed”.

De rådvilde politikolonner kunne ikke umiddelbart indordne demonstrationen, og vidste ikke om de skulle tolerere eller forbyde den.

I dag vil demonstranterne samles om reclaim-the street – aktiviteter og den „autonome republik Kreuzberg„ vil også pønse på flere overraskelser for Bush og Schrøder.

Af nogle autonome

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce