Politiet rykkede tidligt mandag morgen ind på det besatte område Søminen nær Christiania, og anholdte 11 aktivister.
BZ’erne, der i weekenden begyndte oprettelsen af et selvstyrende fristed på grunden, skriver på deres Facebook-profil om rydningen:
»Politiet har mandag morgen ryddet søminen og anholdt 11 mennesker. Deres nye dialog-taktik betyder åbenbart også at smadre alt vi har bygget op i løbet af weekenden. I stedet for at knuse vores kroppe går de direkte efter at knuse vores hjerter, håb og drømme. Håber de ved de kun skaber fjender og starter en konflikt de ikke kan vinde. Kampen fortsætter! Vi kommer når de mindst venter det!«
Læs artiklen »Søminen ryddet for BZ’ere« hos Ekstra Bladet.
Læs Modkrafts live-dækning af Sømine-besættelsen.

Politiaktionen kommer efter at flere borgerlige politikere og meningsdannere i weekenden har krævet at den private ejendomsret bliver respekteret og at politiet bør droppe deres dialog-linje overfor fristeds-aktivisterne.
Læs »Ejendomsretten krænkes - Politiet opfordrer til dialog« hos Berlingske.
Læs bloggen »Politiet skal rydde Søminen – Nu!« hos Politiken.
Læs artiklen »DF sender Barfoed mod BZ’erne« hos Berlingske.
Kritikken mod politiet kommer også fra ejeren af grunden, Mogens de Linde, som udtaler til Jyllands-Posten, at et hus på det gamle søminedepot er blevet smadret for millioner af kroner i forbindelse med de godt 1.000 demonstranters indtrængen lørdag eftermiddag.
Læs artiklen »Søminedepot ødelagt for millionbeløb« hos Jyllands-Posten.

Politiet forsvarer sig overfor kritikken i en pressemeddelelse udsendt mandag eftermiddag.
- Vi ønskede ikke at hverken aktivister eller politifolk skulle komme til skade under aktionen. Der er trods alt tale om ”døde ting” – nemlig en tom bygning. Derfor var der tale om minimal magtanvendelse fra Københavns Politis side. Ud fra en samlet vurdering af bygningens beskaffenhed, placering og de mange aktivister valgte vi efter min mening den rigtige og mest fornuftige løsning. Ingen kom til skade, aktivisterne er nu væk, og politiet har efterfølgende sørget for at rydde op på området, siger chefpolitiinspektør Jørn Aabye, Københavns Politi.
Læs artiklen »Politiet: Vores strategi var en succes« hos Jyllands-Posten.
Se video fra BZ Søminen.
BZ Søminen - Aktion d. 21. maj 2011 from TwackTV on Vimeo.
Folkene bag besættelsen af Søminen siger allerede nu, at de er parat til at rykke ind på grunden igen.
– Vi arrangerer en ny demonstration og sørger for, at der kommer en masse mennesker. Vi har stadig den samme pointe om, at vi ikke kan acceptere så uacceptabel håndtering af en tom grund, fortæller Emil Vadhave til Berlingske.
Læs artiklen »BZ’ere: Vi er klar til en ny demonstration« hos Berlingske.
I en henvendelse til Mogens de Linde skriver aktivisterne mandag formiddag, som en reaktion på rydningen af deres kortvarige fristed, at de ønsker dialog.

Åbent brev til Søminens ejer Mogens De Linde
Vi har efterhånden længe forsøgt at komme i dialog med dig. Udover at anklage os for at være flaskekastende autonome i pressen har det været svært at høre fra dig. Nu har politiet på din anmodning smadret hvad vi har bygget op over weekenden. Men behovet for fristeder er der stadig og grunden er stadig legitimt mål for BZ-aktioner indtil du kan dokumentere du vil bruge den til noget konkret.
Den 17 maj skrev du i en pressemeddelelse at søminen skulle rumme plads til mangfoldighed. Hvis det er sandt har vi nogenlunde samme mål.
Vi kan derfor ikke forstå hvorfor du befæster grunden med pigtråd og høje hegn siden 2008 og nægter mangfoldigheden adgang til Søminen. I en pulserende storby kan du ikke bare lade en stor grund stå og forfalde uden at den bliver brugt. Når pressen og politiet kigger væk vil den stadig blive brugt af morgenløbere, grafittimalere og hjemløse. Hvis ikke af os så af andre. Medmindre du har noget at bruge den til kan du aldrig vinde.
Vi tilbyder en løsning og inviterer dig til dialog om søminens fremtid. I stedet for at vi skal rive dine barrikader ned utallige gange over sommeren kan vi passe godt på området til du finder en lejere eller selv vil bruge området.
Du kan selvfølgelig sagtens bestille politi og håndværkere til at rive vores midlertidige konstruktioner ned. Så kan vi komme igen og rive dine afspærringer ned igen og fortsat bruge grunden til piratfester og grafitti-galleri. En uendelig destruktiv cirkel ingen vinder ved. Vi kan komme midlertidig og uanmeldt eller vi kan tage en snak om hvorfor og hvordan vi vil bruge grunden.
Vi tror du vælger det fornuftigeste for samfundet, for politiet, for os og for dig selv. Du har intet at tabe og alt at vinde.
Med venlig hilsen og håb om dialog
BZ Søminen
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96