Annonce

11. april 2011 - 17:26

Antifascistiske veteraner varmer op til retssag om terror-støtte

150 mennesker brugte årsdagen for Nazitysklands besættelse af Danmark den 9. april til at vise støtte til en gruppe aldrende danske modstandsfolk, der snart skal forsvare sig mod terror-anklager i retten.

Det foregik ved et protestmøde afholdt i fri luft på Vesterbro Torv i København. Midtpunktet var veteraner fra Horserød-Stutthof Foreningen, som er stiftet af danske overlevende fra tyske koncentrationslejre og deres pårørende. Foreningen er tiltalt af justitsministeren for at have givet penge til modstandsgrupper i Palæstina og Colombia.

JPEG - 165 kb
Den terror-anklagede forening blev hyldet med sang og musik ved protestmødet på årsdagen for Hitlertyklands overfald på Danmark den 9. april. Foto: Lilli Rodeck

– Ingen skal lukke munden på os, sagde foreningens formand Anton Nielsen i en tale til protestmødet.

– Vi må forenes i kampen mod terrorlove og politistat. Folket mod statsterroristerne. Der er brug for civilkurage – for civil ulydighed. Lad os give dem fingeren, fortsatte han.

Anklag »terrorgruppen NATO«

Anton Nielsen erkender, at foreningen har sendt penge til den væbnede venstrefløjsgruppe PFLP i Palæstina og til FARC-guerillaen i Colombia. Men ifølge Horserød-Stutthof Foreningen er der tale om frihedskæmpere og ikke terrorister.

– Nu vi taler om terror og terrorister, og den forening – som jeg har den ære at være formand for – er anklaget efter terrorlovens paragraf 114, så er man gået helt galt i byen. Terroristerne skal findes et helt andet sted. De ultimative terrorister er de politikere, som slipper krigen løs, fortsatte Anton Nielsen.

Han opfordrede i stedet til, at generalsekretær Anders Fogh fra »terrorgruppen NATO« skal retsforfølges for krigsforbrydelser begået af koalitions-styrker i Afghanistan.

Anklager: De skal bag tremmmer

Anklageren i sagen, Jakob Buch-Andersen, ser dog anderledes på tingene. Han mener, at det skal udløse en fængselsstraf at overføre 17.690 kroner til PFLP, som der står i anklageskriftet.

– Vi tager ikke hensyn til, om det er en forening af gamle modstandsfolk eller en badmintonklub, der har overført pengene, siger Jakob Busch-Andersen til dagbladet Arbejderen.

– De her folk har offentligt tilkendegivet, at de har støttet PFLP, som, Højesteret har slået fast, er terrorister. Og terrorlovgivningen er klokkeklar: Du må ikke give økonomiske bidrag til terrorister, siger han.

Symbolsk dato for retssag

Retssagen mod Horserød-Stutthof Foreningen begynder den 15. juni i Københavns Byret. Ved samme retssag skal veteranerne fra 2. Verdenskrig dele plads på anklagebænken med en københavnsk forening for tømrere og snedkere, nemlig Den Faglige Klub.

Håndværkerne er anklaget for at have givet 10.000 kroner til en colombiansk fagforeningsmand, der efter dødstrusler sluttede sig til den colombianske oprørshær FARC.

JPEG - 218.5 kb
Anton Nielsen er terrortiltalt formand for en veteranforening. Han erklærer sig uskyldig og vil i stedet have Anders Fogh på anklagebænken for forbrydelser begået af »terrorgruppen NATO«. Foto: Lilli Rodeck

Retssagen forventes afsluttet inden den 22. juni, som er en dato med særlig symbolsk betydning for de gamle modstandsfolk og deres formand Anton Nielsen.

På den dag for 70 år siden blev hans far – det kommunistiske medlem af Folketinget, Martin Nielsen – nemlig anholdt af dansk politi og senere sendt til kz-lejren Stutthof i Tyskland. Ifølge Anton Nielsen går der en lige linje fra dengang og til de aktuelle anklager mod Horserød-Stutthof Foreningen.

– Vores forening er stiftet af mennesker, der for 70 år siden blev anklaget for terrorisme, fordi de kæmpede mod besættelse. Vi skal ikke gentage historien. Dengang som nu er budskabet: Frihedskamp er ikke terrorisme, siger han til Arbejderen.

Læs mere om sagen på Horserød-Stutthof Foreningens hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce