10 personer blev lørdag den 26. marts anholdt da flere hundrede antifascister fra flere lande, fagforeningsfolk og lokale anti-racister forgæves forsøgte at stoppe en nazistisk march igennem den nordtyske by Lübeck.
Både i nazimarchen og blandt moddemonstranterne var der dansk deltagelse.
Tre busser fulde af antifascister fra København og Jylland var draget mod Lübeck, ligesom en lille håndfuld fra Danmarks Nationale Front støttede op om de lokale højreekstremister fra partiet NPD.
Men også på sidelinjen var der danskere tilstede.
Se fotoserien »Protest mod nazister i Lübeck« hos Modkraft.
To danske betjente i fuld uniform blev flere steder set langs både nazisterne og antifascisternes rute.
Ifølge øjenvidner, som Modkraft har talt med, så blev de danske betjente eskorteret rundt i en tysk politibil og tog enkelte billeder af både højreekstremister og moddemonstranterne.

Ifølge Rigspolitiets kommunikationsafdeling drejer det sig om betjente fra Sydsjælland og Lolland-Falster Politi, der har taget turen over grænsen for at observere, hvordan deres tyske kollegaer håndterer større menneskemængder.
Lederen af Udlændingekontrol Afdelingen i Danmarks sydligste politikreds, Peter Damgaard, bekræfter overfor Modkraft, at hans folk jævnligt er i Tyskland, som et del af et regionalt samarbejde.
– Det er fjerde gang vi er med i Lübeck. Vi interesserer os egentlig ikke for indholdet i demonstrationen, men vil gerne udveksle ’best praksis’ med vores tyske kollegaer - og studere deres arbejde i forhold til at afvikle den her slags store arrangementer, fortæller Peter Damgaard til Modkraft.
Læs artiklen »Lübeck-turen: En reportage« hos ProjektAntifa.

Han er imponeret over sine tyske kolleger.
– Selvom der stor forskel på det danske og det tyske politi, så må jeg sige at de gør deres arbejde fantastisk. Der var ingen tilskadekommende og demonstrationerne blev afviklet som planlagt, udtaler Peter Damgaard.
Han fortæller samtidig, at det regionale politisamarbejde over grænsen sker i forlængelse af EU’s Schengen-samarbejde, som betyder at grænsekontrol indenfor EU er afløst af en mere målrettet indsats på tværs af grænserne.
Læs artiklen »Massiv politiindsats sikrede nazimarch« hos ProjektAntifa.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96