Palæstinas venstrefløj

Der findes i dag over 20 forskellige venstreorienterede organisationer og grupper i det palæstinensiske politiske landskab. Opsplitningen af den palæstinensiske befrielsesbevægelses organisationer har imidlertid intet at gøre med Monty Pythons satiriske film ”Life of Brian”. Den er snarere udtryk for, at det palæstinensiske samfund er yderst uensartet og præget af et utal af interessekonflikter:

Mellem kvinder og de traditionelle patriarkalske strukturer, mellem det sunnitisk-muslimske flertal og de religiøse mindretal, mellem fattige og rige, mellem de forskellige politiske strømninger og ikke mindst mellem de landflygtige palæstinensere (”Kharij”) og de palæstinensere, som lever på Vestbredden, Gaza og i Israel (”Dakhil”).

Derudover spiller klan-relationer stadigvæk en vigtig rolle. Således føler mange palæstinensere sig mere forbunden med deres familie- og landsbyfællesskab end med nogen politiske organisationer. De fleste politiske grupper afspejler disse komplekse samfundsforhold, idet de repræsenterer specifikke sociale lags interesser.

Mange palæstinensiske organisationer ligner de politiske partier, som vi kender fra det vestlige system – med den væsentlige forskel, at de fleste palæstinensiske partier i de besatte områder er forbundet med væbnede kamporganisationer.

Fælles mål for alle organisationer er Palæstinas befrielse. Men vejen dertil, fremtidens samfundsmodel og omfanget af en fremtidig statsdannelse findes der derimod væsentlige indbyrdes uenigheder om. Når de økonomiske midler muliggør det, råder de enkelte organisationer over deres egne guerilla-enheder, over partifonde, som finansierer ”martyrernes” familier og over forskellige sociale indretninger som for eksempel sundhedsklinikker, børnehaver og sociale nødhjælpsinstitutioner.

De fleste af de organisationer, der nævnes i artiklen, opfatter sig selv som del af den palæstinensiske venstrefløj. Men ofte er kriterierne herfor endnu mere udflydende end i Europa. Således medregnes foruden de decideret marxistiske organisationer som for eksempel PFLP (Folkefronten for Palæstinas Befrielse), DFLP (Demokratisk Front for Palæstinas befrielse) og det tidligere palæstinensiske kommunistparti PCP, hvis navn i dag er henholdsvis Palæstinensisk Folkeparti – PPP(på Gaza og Vestbredden) og Rakah (i Israel) også arabiske socialister og venstreorienterede nationalister.

Nationalismens centrale rolle i det palæstinensiske folks historie og i den aktuelle befrielseskamp betyder, at emancipatoriske venstrefløjsvisioner og klassekampskrav ofte underordnes aktuelle nationale dagsordener og skiftende nationalistiske alliancer.

Helt uafhængigt af de politiske uenigheder og skillelinjer kæmper aktivisterne fra samtlige palæstinensiske grupper og organisationer lige nu sammen mod den aktuelle israelske militærinvasion af palæstinensisk territorium.

DEN PALÆSTINENSISKE VENSTREFLØJ MED UDGANGSPUNKT I STATEN ISRAEL

Det Palæstinensiske Kommunistiske Parti (PCP)

Blandt de zionistiske indvandrere, som i begyndelsen af 1900-tallet kom til Palæstina, var der mange socialister fra Rusland og Polen. Nogle af dem frasagde sig zionismen og dannede i 1920 Palæstinas Socialistiske Arbejderparti, der kort tid efter forandrede navn til Palæstinas kommunistiske parti - PCP. Partiets perspektiv var at organisere anti-zionistiske, jødiske emigranter og palæstinenserne i en fælles kamp mod zionismen, mod det britiske kolonistyre og mod de feudale arabiske magtstrukturer.

Dette var et vanskeligt forehavende. Zionisterne anså tilhængerne af PCP for at være fjender af det jødiske folk og dermed forrædere. Palæstinenserne nærede en udbredt mistro til dette nye ”udenlandske” parti, hvis medlemmer oftest ikke forstod arabisk. Af disse grunde var PCP i flere år et meget isoleret parti.

I 1929 kom det i forbindelse med zionisternes anneksion af landjord til en opstand fra den palæstinensiske befolkning. PCP viste forståelse for oprøret, men fordømte samtidig dets anti-jødiske karakter. Dette udløste en skarp kritik fra Kommunistisk Internationales (Komintern) side. Kritikken fik PCP’s ledelse til at forandre den politiske linje og koncentrere sig om den arabiske ”proletariske” del af Palæstinas befolkning.

Dette forøgede imidlertid ikke partiets andel af palæstinensiske medlemmer. Derimod tiltog de parti-interne uenigheder, som i 1936 førte til dannelse af en jødisk afdeling i PCP.

Efter at Sovjetunionens stalinistiske ledelse indgik en ikke-angrebspagt med Hitler-regimet i Tyskland, blev kløften mellem den palæstinensiske og jødiske del af partiet stadig større. Mens de palæstinensiske kommunister gennemgående forholdt sig med ligegyldighed til Ruslands daværende politiske kurs, tog de jødiske medlemmer af PCP klar afstand herfra.

Palæstinensiske og jødiske kommunister skilles

I 1943 kom det til den længe ventede splittelse af PCP: De palæstinensiske PCP-medlemmer identificerede sig med den arabiske nationalbevægelse, som vendte sig mod den europæiske kolonialisme. Den jødiske del af PCP krævede derimod en tættere orientering til det jødiske samfund i Palæstina. Efter splittelsen bibeholdt de jødiske kommunister navnet PCP, mens palæstinenserne dannede ”Liga for den nationale befrielse”.

I den følgende periode formåede ”Ligaen” at udvide sin basis med et større antal palæstinensere, og blev den bærende kraft i opbygningen af de palæstinensiske fagforeninger. ”Ligaens” holdning overfor proklamationen af staten Israel i 1948 var præget af Sovjetunionens accept af opdelingen af Palæstina i to suveræne stater. Dermed fjernede ”Ligaen” sig fra dets tidligere målsætning om en fælles palæstinensisk stat for jøder og palæstinensere. Oprettelsen af staten Israel adskilte imidlertid ”Ligaen” geografisk i to dele.

Rakah i Israel

Mens de medlemmer af ”Ligaen”, der befandt sig på Vestbredden tilsluttede sig det jordanske kommunistparti, besluttede de palæstinensiske kommunister indenfor israelsk statsterritorium at tilslutte sig det omdannede israelske kommunistparti, Maki. I 50’erne fik det israelske kommunistparti omkring 15-20 procent af samtlige stemmer fra palæstinenserne, der levede i Israel. De fleste palæstinensere stemte i denne periode på andre arabiske lister, som var forbundet med pro-zionistiske partier – f.eks. det venstreorienterede arbejderparti Mapam.

I 1965 splittedes kommunistpartiet igen på basis af alvorlige interessekonflikter mellem jøder og palæstinensere. En fraktion bestående af anti-zionistiske palæstinensere og jøder dannede den ”Nye kommunistiske liste” – Rakah – som hurtigt blev et af de mest indflydelsesrige partier blandt de omkring en million palæstinensere, svarende til omkring 15-16 procent af Israels samlede befolkning.

Rakah var et af de få partier i Israel, som havde et ikke-zionistisk program. Rakah betragtede ikke zionismen som det jødiske folks nationale befrielsesideologi, men derimod som et magtinstrument for imperialistiske interesser.

Efter splittelsen fra det gamle jødisk dominerede israelske kommunistparti Maki, anså flere og flere palæstinensere Rakah som deres parti. I takt med denne stigende tilslutning til et palæstinensisk domineret, anti-zionistisk kommunistparti, mistede de forskellige arabiske lister deres oprindelige indflydelse til fordel for Rakah. Rakah spillede en vigtig rolle i kampen for at forsvare den million palæstinensere, der levede i Israel som et diskrimineret mindretal.

Rakahs avis al-Ittihad (Unionen) var i lang tid den eneste arabisk-sprogede avis, som beskæftigede sig med palæstinensisk kultur. I overensstemmelse med Sovjetunionens udenrigspolitik i Mellemøsten accepterede Rakah et samarbejde med ”progressive, realistisk tænkende”, zionistiske og religiøse kræfter med etablering af en bred ”fredsfront” for øje. En politisk orientering, som Rakah også i dag prioriterer.

Kontakt til guerillaen

De palæstinensiske guerillaorganisationer undgik i lang tid enhver kontakt med de israelske kommunister. De anså dem for at være tilhængere af FN’s delingsplan af 1947, og mente, at de med deres parlamentariske arbejde i Knesset bidrog til at legitimere staten Israel.

I lang tid anså de palæstinensiske guerillaorganisationer derfor et samarbejde med Rakah for at være ensbetydende med at opgive kampen for befrielsen af hele Palæstina.

Først i 70’erne knyttedes på initiativ af Sovjetunionen de første kontakter mellem PLO og Rakah. Fra 1977 mødtes også repræsentanter fra den palæstinensiske venstrefløj med Rakah for at drøfte de ”taktiske samarbejdsmuligheder”.

PFLP anså Rakahs afvisende holdning til zionismen og det imperialistiske projekt i området som en fællesnævner for et muligt samarbejde. På trods heraf er forholdet mellem de palæstinensiske befrielsesbevægelser og Rakah forblevet distanceret.

De konkrete strategiske uenigheder kom tydeligt frem ved den første Intifada i 1987-88. Da PFLP og andre forsøgte at bære ”stenenes opstand” ind i selve Israel, og Intifada-aktivister i nogle byer og landsbyer hejste det palæstinensiske flag, kritiserede Rakah disse aktiviteter og distancerede sig fra denne strategi.

Ved de sidste to parlamentsvalg fik venstrefløjsalliancen mellem Rakah og Hadash (som er en samling af en række mindre venstrefløjsgrupperinger, inkl. det israelske kommunistparti Maki og uafhængige progressive fredsaktivister) fem mandater i Knesset. Af de i alt 120 parlamentsmedlemmer i det israelske Knesset er 13 palæstinensere.

Rakah er meget aktiv i fredsbevægelsen, der kræver øjeblikkelig tilbagetrækning fra de besatte områder, og er en vigtig politisk kraft for de palæstinensere, der lever i Israel.

Fra Den Palæstinensiske Nationale Front (PNF)...

De palæstinensiske kommunister i de besatte områder, der organiserede sig i det jordanske kommunistparti, arbejdede i 50’erne og 60’erne ihærdigt for at udbrede kampen mod den israelske besættelse, mod ekspropriering af palæstinensernes land og mod etableringen af de israelske bosættelser.

I 1968 tog de palæstinensiske kommunister initiativ til dannelsen af en national front: ”Komiteen for national solidaritet”, som blev grundlagt i Nablus. Den israelske regering erkendte straks faren ved sådan en tværpolitisk sammenslutning, og deporterede mange af de deltagende aktivister til de arabiske nabostater.

Repressionen kunne dog ikke helt eliminere komiteerne, og i 1973 dannedes Den Palæstinensiske Nationale Front – PNF. Den bestod foruden af kommunisterne, af arabiske nationalister, af repræsentanter fra de palæstinensiske guerillagrupper, af forskellige kvinde- og studentergrupper samt af fag- og erhvervsforeninger.

De palæstinensiske kommunister anså PNF for at være Vestbreddens og Gazas regering. PNF skulle præsentere et alternativ til de hidtidige traditionelle feudale magtstrukturer blandt palæstinenserne og samtidig fungere som bindeled til PLO i eksil. PNF skulle på ingen måde fremstå som en konkurrence til PLO.

I overensstemmelse med Sovjetunionens udenrigspolitik i Mellemøsten skulle det jordanske kommunistparti via PNF støtte de ”realistiske kræfter” i PLO for at vinde dem til en to-stats-løsning på konflikten i Palæstina. Dette forehavende var ikke bare politisk yderst ømtåleligt, da PLO udtrykkeligt kæmpede for befrielsen af hele Palæstina, men besværliggjordes også af, at den israelske stat kriminaliserede enhver kontakt til PLO, som Israel anså for at være ”terroristisk”.

I 1978 blev PNF afløst af ”Komiteen for den nationale ledelse”, som politisk og socialt var endnu bredere sammensat og også indbefattede traditionelle klanledere.

I 1982 forlod de palæstinensiske kommunister det jordanske kommunistparti og genoplivede det gamle Palæstinensiske Kommunistiske Parti (PCP). Deres nye aktionsprogram markerede en markant forandring af deres hidtidige alliancepolitik. PCP’s strategi for fremtidige befrielseskampe var nu baseret på det palæstinensiske proletariat som den centrale revolutionære kraft.

PCP mente imidlertid også at såvel kvindernes aktive deltagelse i kampen for palæstinensisk selvstændighed som opbygningen af en enhedsfront af samtlige progressive kræfter, var forudsætningen for en succesrig strategi.

Udfra disse overvejelser deltog PCP i april 1987 for første gang i PLO’s nationalrådsforsamling, og har siden da været tilsluttet PLO. Da den første Intifada brød ud i december 1987, dannede kommunisterne sammen med al-fatah (2), PFLP, DFLP – og i Gaza også sammen med den islamisk-fundamentalistiske organisation Jihad al-Islami (3) – den hemmelige ”Forenede Nationale Ledelse” af Intifadaen (UNLU), for bedre at kunne koordinere opstanden. Mens PCP i Gaza samarbejdede med fundamentalisterne i Jihad al-Islami, optrådte partiet paradoksalt nok samtidigt meget konsekvent imod den største fundamentalistiske organisation i Palæstina: Hamas (4).

...til Det Palæstinensiske Folkeparti (PPP)

Ligesom de fleste kommunistiske partier af stalinistisk observans, gennemgik PCP efter Sovjetunionens sammenbrud en smertefuld oparbejdning af dets historie, og herefter fulgte et resolut brud med partiets stalinistiske fortid. Resultatet var en demokratisering af partiets strukturer, hvilket skete parallelt med udarbejdningen af et nyt program og navneforandring til ”Det Palæstinensiske Folkeparti” – PPP (Hizb ash-Sha`b al-Filastini).

Navneforandringen skulle også udadtil vise viljen til nybegyndelse. PPP’s generalsekretær Bashir al-Barghuti kommenterede denne forandring således:

”Da vores parti i 1982 blev gendannet, måtte vi bibeholde navnet kommunistisk for at bevare kontinuiteten for det palæstinensiske kommunistiske parti, der blev dannet i 1920. Dette viste sig dog som et urealistisk forehavende. Som kommunistisk parti havde vi måtte koncentrere os om sociale spørgsmål. For os er det imidlertid kampen for vores land, som står i forgrunden. Vi behøver først et land, før vi kan føre en social kamp for socialpolitiske rettigheder”.

Samfundsmæssige forandringer er ifølge PPP kun mulige indenfor rammerne af en nationalstat. Aktuelle modsætningsforhold i kønspolitiske eller i klassepolitiske spørgsmål må ifølge PPP underordnes den nationale befrielseskamp. Også partiets hidtidige socialistiske perspektiver er nu rykket ud i en fjern fremtid:

”Marxismen er ikke længere vores grundorientering. Vi tager udgangspunkt i arven fra den arabiske revolution, menneskehedens arv og de dele af marxismen, som tjener vore formål” (al-Barghuti).

Ikke alle medlemmer er indforstået med denne nye politiske kurs. I januar 1992 danner udbrydere den ”Demokratiske Koalition”, som forener to hidtidigt meget forskellige fløje: Mens den ene fløj forlod partiet, fordi PPP’s ledelse forkastede leninismen, kritiserede den anden fløj PPP’s program for ikke at være tilstrækkeligt reform-orienteret.

I 1996 blev PPP’s generalsekretær al-Barghuti udnævnt som industriminister af den palæstinensiske selvstyreforvaltning. Allerede et år senere trak han sig dog tilbage pga. alvorlig sygdom.

Abna`l-Balad (Landets Efterkommere)

Abna`l-Balad er en mindre bevægelse, som i 1970 blev dannet i Israel af arabiske nationalister, trotskister og tidligere medlemmer af det israelske kommunistparti Rakah. Bevægelsen, som udtrykkeligt erklærer sig åben for alle trossamfund, organiserer også en del anti-zionistiske venstreorienterede jøder. Abna l`Balad, der ligesom Rakah juridisk er forhindret i at være medlem af PLO, anser alle palæstinensere, som bor indenfor den såkaldte ”grønne linje”, dvs. i israelsk territorium, for at være en uadskillelig del af det palæstinensiske folk med PLO som dets legitime repræsentant.

Bevægelsens omdrejningspunkt er kampen for lige rettigheder for alle etniske minoriteter i Israel. De opfatter sig som ”palæstinensernes stemme i Israel”, en stemme som ikke må glemmes i forbindelse med fremtidige konfliktløsninger i Palæstina. Abna`l-Balad afviser ethvert forsøg på at ”israelisere” palæstinenserne i Israel. I et interview i PFLP’s avis ”al-Hadaf” den 1. november 1992 udtalte en repræsentant fra Abna`l-Balad, at

”...Vi er ejerne af dette land, som er besat af en politisk konstruktion ved navn Israel, og vi vender os kategorisk mod betegnelsen ”Israels arabere”.

Målet for bevægelsen er en fælles sekulær (ikke-religiøs) stat, hvor palæstinensere og israelere lever sammen i fredelig sameksistens uden zionisme og racisme. Abna`l-Balad afviser en palæstinensisk delstat på Vestbredden og i Gaza som den endelige løsning, da en sådan ”løsning” ”...ikke vil kunne efterkomme kravet om ret til tilbagevenden for de mange palæstinensiske flygtninge”.

Abna`l-Balad boykotter det israelske Knesset, da der ifølge bevægelsen ikke findes de nødvendige anti-zionistiske alliance-partnere for et eventuelt parlamentarisk arbejde der. Bevægelsen står særlig stærk blandt palæstinensiske studerende og blandt ungdommen i Israel. Dens ugeavis ”an-Raya” (Banneret) har et oplag på op til 5.000 eksemplarer.

Abna`l-Balad er kendt for deres meget militante demonstrationer mod det israelske repressionsapparat. I de talrige palæstinensiske strejker og generalstrejker mod den israelske stat indtager bevægelsen en vigtig og militant rolle. Denne politiske praksis har givet bevægelsen mange sympatisører blandt især yngre palæstinensere, der ser Abna`l-Balad som en ukuelig modstandsbevægelse i Israel.

Alliancepolitikken med f.eks. Rakah er ifølge Abna`l-Balad meget vanskelig, da partiet ”er mere optaget af dets eget parti-image frem for enheden.” (citat fra Democratic Palestine, juli-august 1990).

Abna`l-Balad afviser Oslo-aftalen som kapitulation, og betegner den som produkt af israelsk-amerikanske interesser. Den israelske regering opfatter Abna`l-Balad som PLO’s 5. kolonne, og er særlig repressiv overfor dens medlemmer. Mange af de kendte folk fra Abna`l-Balad har været anholdt og fængslet i op til 14 måneder. Lige i øjeblikket, mens den israelske militærmaskine vælter ind over Vestbredden, bliver der holdt nøje kontrol med alle kendte aktivister fra den palæstinensiske venstrefløj i Israel.

Artiklen her følges op om nogle dage med følgende emner:

* Den palæstinensiske venstrefløj i de besatte områder

* PFLP og DFLP og de forskellige politiske forgreninger

* Interview med en PFLP-aktivist om forskellen på de to Intifadaer

* Den palæstinensiske kvindebevægelses historie

* Noter og litteraturhenvisninger

Artiklerne er skrevet af Inge Kongsgård Hansen og Alfred Lang, assisteret af forskellige kammerater fra venstrefløjen