Annonce

25. marts 2011 - 0:48

Kommunister revser Liste Ø: I støtter imperialismen!

– Libyen ligger på imperialismens slagtebænk, og Enhedslisten er med til at føre kniven.

Formanden for Kommunistisk Parti, Jørgen Petersen, lagde ikke fingrene imellem, da han tørnede sammen med Enhedslistens Frank Aaen på debatmødet om den militære intervention i Libyen.

Mødet var arrangeret af Dagbladet Arbejderen og fandt sted onsdag den 23. marts i Verdenskulturcenteret på Nørrebro og var affødt af Enhedslistens beslutning om at støtte op om den militære aktion.

En beslutning, som mødte ophedet kritik fra både Kommunistisk Parti og fra flere af de fremmødte. Den kommunistiske harme fik dog ikke Enhedslistens forsvars- og udenrigsordfører til at ændre mening.

– Jeg kan godt forstå jeres kritik, men jeg kommer ikke til at fortryde min beslutning. Jeg og resten af folketingsgruppen kunne ikke leve med at skulle se passivt til, mens Gaddafi stoppede det arabiske forår med massemord, sagde Frank Aaen.

Læs artiklen »Rød forvirring om Libyen« hos Modkraft

Hvad med mægling?

Kommunistisk Parti havde store problemer med at forstå, hvorfor Enhedslisten ikke pressede på for at gå forhandlingsvejen.

Selv har de gennem hele forløbet kæmpet for, at verdenssamfundet skulle tage imod diverse latinamerikanske præsidenters tilbud om at mægle imellem de stridende parter.

– Krig er den eneste mulighed, der er blevet afprøvet, for at løse konflikten. Men FN-pagten kræver, at alle fredelige muligheder for løsninger skal afprøves, før der gribes til militær, fastslog Jørgen Petersen i sit oplæg.

Ifølge ham har der været massevis af chancer for at for at løse konflikten i Libyen på mere fredelig manér. Men de blev forpasset af Liste Ø, der havde travlt med at tænke i militære baner.

– Den Afrikanske Union foreslog mægling to til tre dage før FN-resolutionen om flyveforbudszonen. Hvorfor pressede Enhedslisten ikke på for at få udnyttet den mulighed? spurgte formanden for Kommunistisk Parti sin meddebattør.

Læs artiklen »Jørgen Petersen: Krigen er en fejl« hos dagbladet Arbejderen

JPEG - 83 kb
Rødt opgør. Enhedslistens Frank Aaen og Kommunistisk Parti Jørgen Petersen i ophedet debat. Foto: sigaardsfoto.dk

– Fredsmægling har hele tiden været vores mål. Og det var det, som den militære intervention skulle sikre. Havde Gaddafi haft held med at udføre sine morderiske planer havde der ikke været nogen at forhandle med, gav Frank Aaen igen.

Han fastslog dog, at det er vigtigt for Enhedslisten, at bombardementerne ikke går så meget som et minut over tiden.

– Vi går ind i Libyen for at sikre en fredsforhandling. Punktum. Min vigtigste opgave er nu hurtigst muligt at bringe NATOs tilstedeværelse i Libyen til ophør, så det libyske folk kan vinde deres kamp for demokrati på deres egne præmisser.

Læs artiklen »Ballade i Enhedslisten om Libyen-krig« hos Modkraft

Oprørerne er imperialismens marionetter

Også spørgsmålet om NATOs motiver for at gå ind i Libyen kom under behandling.

– Det er ganske enkelt for naivt at tro, at Vesten, der sikrer sig råstoffer overalt i verden, vil overlade Libyens olie til libyerne. Eller at danske erhvervsinteresser, som forsøger at bekæmpe fagforeninger, tænker på folkets rettigheder, mente Jørgen Petersen.

Efter hans mening er lighedspunkterne med krigen i Irak, som Enhedslisten var lodret imod, så alarmerende mange, at det er helt uforståeligt, at partiet har valgt at forkaste sin historiske krigsmodstand i netop denne sag.

– Jeg ser ingen tegn på, at denne krig kan ende godt. Ikke for andre end Vesten i hvert fald. Det kan godt være, at kampene vil stilne af, det gjorde de også i Irak, men kan det kaldes fred?, fortsatte han.

GIF - 155.7 kb
Bølgerne gik højt i debatten om den rødeste del af Danmarks holdning til krigsdeltagelsen i Libyen

Selve støtten til oprørshæren fandt Kommunistisk Parti også en smule betænkelig.

– Oprørshæren er i lommen på USA, som nu støtter dem militært. De er blevet imperialismens forlængede arm, så det går over min fatteevne, hvorfor Enhedslisten vil være med til at bevæbne dem, erklærede Jørgen Petersen.

Læs artiklen »Ø vil bevæbne libyske oprørere med missiler« hos Modkraft

Enhedslistens forsvarsordfører afviste, at oliemotivet var nogen særlig plausibel forklaring.

– Hverken når det kommer til olie eller afrikanske flygtningestrømme, har Vesten nogen interesse i at vælte Gaddafi. Vi havde yderst favorable aftaler med ham på begge områder. Han er en slyngel, men han var Vestens slyngel, påpegede han.

Heller ikke oprørernes imperialistiske tendenser vandt genklang hos Frank Aaen.

– Jeg nærer ingen illusioner om det noble i USAs eller EUs hensigter, men jeg tror på på folket på gaderne i Tripoli, Benghazi og Tobruk, og det er dem vi kæmper for. Vi skal ikke sidde i Danmark og bestemme, hvem oprørshæren skal være. Det må være op til libyerne selv.

Læs linksamlingen på »Libyen - opstanden, krigen og debatten« hos Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce