Annonce

24. marts 2011 - 15:17

Pind og DF: Udvis frikendt tuneser

Eftersom Slim Chafra angiveligt »ikke længere risikerer tortur eller andre former for overgreb i Tunesien«, skal han udvises af Danmark så hurtigt som muligt. Også selvom han ikke er dømt for noget som helst.

Det kræver Dansk Folkeparti, og planen støttes af integrationsminister Søren Pind (V), der, ifølge Berlingske Tidende, »støtter ivrigt op« om sagen.

– Det, jeg har brug for i Tunesien, er en form for diplomatisk forsikring. Om det nye Tunesien rent faktisk også er demokratisk,« siger Søren Pind til Ritzau.

JPEG - 63.4 kb
Søren Pind (V) agter at udvise den frikendte tuneser hurtigst muligt. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

I forbindelse med sin igangværende rejse til Tunesien agter integrationsministeren at drøfte udvisningssagen med landets udenrigsminister med henblik på at bane vejen for at kunne sende ham tilbage.

Læs artiklen »Pind vil af med terror-mistænkt tuneser« hos Berlingske Tidende

DF: Nødvendigt at udvise

Søren Pinds beslutning vækker glæde hos Dansk Folkeparti, der længe har arbejdet for at få Slim Chafra sendt til Tunesien.

Efter partiets mening er udvisningen af Slim Chafra et »nødvendigt skridt for at bevare danskernes tillid til systemet«. Frikendelsen i landsretten afspejler ikke andet end hensyn til terrorsikkerheden, vurderer de.

Derfor støtter de op om den nu forkastede afgørelse om at udvise tuneseren administrativt.

»Højesteret har kun vurderet den lille bid af beviserne. Højesteretssager er offentlige, og derfor kan PET kun fremlægge de beviser, der ikke afslører efterretningstjenestens arbejdsmetoder og kilder. Hvis PET fremlagde det hele, ville den anklagede givetvis kunne dømmes«, skrev Pia Kjærsgaard i sit nyhedsbrev umiddelbart efter landsrettens frifindelse i 2008.

Læs Pia Kjærsgaards ugebrev på Dansk Folkepartis hjemmeside

Venstrefløj: Helt absurd

Der er dog ikke alle, der er begejrede over Pind og Pias plan.

– Det er helt absurd. Manden bliver først frikendt ved domstolene og derefter vil ministeren alligevel sende ham ud af landet. Men det er desværre ikke respekt for loven og retfærdigheden der præger regeringen og DF, siger Line Barfod (Ehl) til Modkraft.

Hun tilføjer, at ministerens timing er helt hen i vejret, eftersom Tunesien slet ikke har fået etableret demokrati endnu.

– Det er absolut ikke tidspunket at Danmark begynder at overveje at tvangshjemsende et eneste menneske. Demokratiet skal først have vundet så meget fodfæste at vi kan være sikre på at hjemsendte ikke risikerer tortur eller anden nedværdigende behandling, mener hun.

Flere udvisninger på vej

Men udvisningerne stopper ikke her, hvis det står til regeringens støtteparti.

– For os at se skal Danmark have mulighed for at skille sig af med terrormistænkte, siger partiets næstformand Peter Skaarup til Ritzau.

I kølvandet på forårets arabiske revolutioner skal samtlige midlertidige opholdstilladelser, som er givet til folk fra Tunesien og Egypten, nu under lup.

JPEG - 76.4 kb
Peter Skaarup (DF) mener, at Mellemsøsten nu er et sikkert sted at være for de folk, der tidligere risikerede fængsling og tortur. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

Mellemøsten er i de seneste måneder blevet et mere sikkert sted at være, så asylgrundlaget for flygninge fra denne region skal genovervejes er vurderingen fra Dansk Folkeparti.

– Med de omvæltninger, vi ser i Mellemøsten, er der grundlag for at se på den gruppe af udlændinge, der har en midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Har de stadig behov for beskyttelse i Danmark? forklarer han til Berlingske Tidende.

Læs artiklen »Pind vil udvise frikendt mand« hos DR

Fik erstatning af ministeriet

Den 39-årige tuneser, som har en fireårig søn med sin danske kone, blev i 2008 anklaget for at stå bag mordplaner mod Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.

Han blev senere kendt uskyldig af landsretten, og fik dermed sin administrative udvisning annulleret, med den begrundelse, at Politiets Efterretningstjeneste ikke formåede at fremlægge tilstrækkelige beviser.

Efterfølgende måtte integrationsministeriet, som nu styres af Søren Pind, til lommerne og betale en erstatning på 35.000 kroner.

– Det ser ud til, at Søren Pind har mere travlt med at optræde i medierne end at sætte sig ind i sagerne. Han har ganske enkelt ikke læst på lektien, for det var hans eget ministerium, der tabte sagen i efteråret, siger Slim Chafras advokat, Tyge Trier, til Ritzau.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce