Annonce

16. marts 2011 - 0:28

Transkønnede: Vi er ikke psykisk syge

Under overskriften »Tabuernes tid er forbi - eller er de«?, inviterede de to kønspolitiske foreninger LGBT og Trans-Danmark mandag den 14. marts til en høring om diskrimination af transkønnede.

En række transkønnede fortalte om ydmygelser og forskelsbehandling i kontakten med det officielle Danmark. Og der var i forsamlingen stor opbakning til et krav om at ændre lovgivningen, så man ikke længere skal have papir på at være »psykisk syg«, for at få offentlig hjælp til at skifte køn.

To politikere var også mødt op til høringen, der foregik i Landstingssalen på Christiansborg, nemlig SF’s Kamal Qureshi og Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne.

Kamal Qureshi sagde indledningsvis, at SF arbejder for respekt for forskellighed og lovede politisk opbakning til kravet om at ændre loven, så transkønnede kan få ret til kønsskifteoperation og medicinsk behandling uden at skulle acceptere et ydmygende stempel som psykisk syg.

– Kirurgiske behandlinger og sundhedsmæssige tiltag for transkønnede vil foregå mere hensigtsmæssigt efter et regeringsskifte, siger han fra talerstolen.

Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne talte også for flere rettigheder for de transkønnede. I følge socialdemokraten skal Danmark være europæisk frontløber når det gælder vejledning og viden på området.

JPEG - 306.5 kb
Kamal Quereshi (SF) vil forbedre de transkønnedes rettigheder, hvis han kommer i regering. Foto: Freddy Hagen

Transkønnede er psykisk syge

Imidlertid er det i dag fortsat sådan, at »transseksualitet« er med på det danske sundhedsvæsens officielle liste over sygdomme og helbredsproblemer. I Frankrig fjernede myndighederne ordet fra sin sygdomsliste i 2009. Flere af de fremmødte til høringen fortalte om traumatiserende oplevelser med systemet.

– At springe ud som transkønnet har været fyldt med så meget angst. At det defineres som en psykisk lidelse bidrager kun yderligere til stigmatiseringen og angsten. Jeg er ikke syg, men mange transkønnede udvikler psykiske lidelser undervejs, på grund af forløbet, siger en af tilhørerne.

Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne udtrykte forståelse for problemet.

– Jeg er af den faste overbevisning, at diagnosticeringen er forkert. Sygeliggørelsen er en magtudøvelse, hvor flertallet undertrykker minoriteterne, sagde han.

Det koster blod at få lov til at hedde »Irene«

LGBT og Trans-Danmark ønsker også lovændringer i forhold til navneskift og kønsregistrering i CPR-nummeret. De to foreninger vil lade det være op til den enkelte borger at skifte navn og identifikationsbevis, der passer til det køn, som han eller hun fremtræder som.

I dag er det for eksempel ikke tilladt for en person, der er registreret som en mand at skifte navn til »Irene«.

Desuden skal man i følge de nuværende regler have foretaget en kønsskifteoperation, for overhovedet at blive godkendt som et andet køn. Flere transkønnede understregede ved høringen, at man godt kan skifte køn uden at ønske en kønsskifteoperation.

Læs mere om dette i Modkrafts artikel om Erik Hansen

JPEG - 321 kb
De transkønnede vil have lovgivningen ændret, så de ikke længere skal betragtes som psykisk syge. Foto: Freddy Hagen

Homoseksuelle transer anerkendes ikke

I følge Trans-Danmark er der i samfundet mange misforståelser og fordomme, der kun kan bekæmpes med flere midler til oplysning og vejledning.
Et eksempel på en grundlæggende misforståelse er ifølge foreningen, at transkønnede sædvanligvis bliver kaldt for »transseksuelle« i Danmark.

– Ordet transseksuel er en dårlig og misvisende oversættelse fra engelsk. At være transkønnet handler ikke om seksuel orientering, heller ikke om at man bliver ophidset af at tage dametøj på, forklarede en af deltagerne i høringen.

Deltagerne forklarede, at seksuel orientering og kønsidentitet er to forskellige forhold, der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.

Alligevel blev det på høringen fremført, at Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen, der behandler og afgør de transkønnedes sager, ofte afviser ansøgere til et kønsskifte-indgreb, hvis de ikke er heteroseksuelle.

Den officielle logik er angiveligt, at hvis man ønsker et kønsskifte fra kvinde til mand, men seksuelt tænder på mænd, kan man ikke betragtes som transkønnet, men derimod som homoseksuel - og vil derfor blive afvist.

Løftet pegefinger til Danmark fra kommisær Hammerberg

Under høringen kom det også frem, at Den Europæiske Menneskerettighedskommisær, Thomas Hammarberg, har udarbejde en rapport med 12 anbefalinger om transkønnedes rettigheder. Danmark opfylder kun delvist tre af anbefalingerne og er absolut bundskraber sammenlignet med andre europæiske lande.

Læs bloggen »Kønskaoter indtog Landstingssalen på Christiansborg«

Læs Elizabeth Japsens blog på Modkraft:» Slet de transkønnede fra listen over psykiske sygdomme NU!«

Se også Queerkrafts artikel: »Transfobe hovedtalere på anti-købesex-konference«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce