Annonce

14. marts 2011 - 13:13

Sikkerhedsfirma presset ud af Vestbredden efter fuprapport

»G4S snød politikere med fidusrapport«.

Så kortfattet bliver det udtrykt på forsiden af bladet Kommunen tirsdag den 8. marts. Heri konkluderes det, at en rapport, som sikkerhedsfirmaet har afleveret til staten og landets kommuner om deres engagement i besatte områder i Palæstina, er fyldt med fejl.

Kommunen dokumenterer, at G4S, der tidligere hed Falck, har betalt en juraprofessor for på et ualmindeligt tyndt grundlag at blåstemple firmaets arbejde for Israel på den besatte Vestbred for at få millionkontrakter med landets kommuner i hus.

Læs artiklen »Folketinget ført bag lyset med G4S-notat« hos Kommunen her.

I kølvandet på afsløringen af rapportens uredelighed har G4S meddelt, at de agter at trække sig ud af en række af deres kontrakter i checkpoints, fængsler og politistationer på netop den besatte Vestbred.

Læs artiklen »G4S vil ud af visse kontrakter« hos Berlingske Tidende

Pinlig ekspert

Sikkerhedsfirmaet har tilsyneladende løjet sine aktiviteter mindre menneskerettighedskrænkende.

I den G4S-sponsorerede rapport, som blev til efter halvanden dags researchophold på Vestbredden, skriver forfatteren, professor Hjalte Rasmussen eksempelvis, at han ikke har fundet dokumentation for »systematiske overgreb mod fanger i israelske fængsler«.

Det på trods af, at en lang række organisationer har påvist adskillige tilfælde. Blandt andre den israelske organisation Public Committee Against Torture, som peger på 232 eksempler på fangeovergreb.

– Det er beskæmmende, at man kan finde så mange faktuelle fejl hos en mand, der underskriver sig prof.dr.jur. Troværdigheden af hans efterforskning kan ligge på et meget lille sted, siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, til Kommunen.

JPEG - 88.8 kb
I kølvandet på Kommunens afsløring af rapportens uredelighed har G4S meddelt, at de agter at trække sig ud af en række af deres kontrakter i checkpoints, fængsler og politistationer på den besatte Vestbred. Foto: Charlotte Lund

I rapporten beskriver han de indsatte i Ofer fængselet, hvor G4S er aktive, som »almindelige kriminelle, der er dømt af uafhængige, neutrale og uafsættelige domstole«.

Han glemmer dog at fortælle, at fængslet er placeret inde i Shin Beit - den israelske efterretningstjenestes militærlejr - som huser de såkaldte sikkerhedsfanger, der ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem er synonym for politiske fanger.

Læs artiklen »G4S-forsvar fuld af fejl« hos Berlingske Tidende

Læs mere om overgreb på palæstinenensiske fanger hos addameer.org

Hjalte Rasmussen, der tidligere har forfattet bestillingsrapporter for blandt andre Dansk Folkeparti, erkender, at han ikke har set hverken fængsler eller checkpoints ved selvsyn, da han ikke kunne få de nødvendige tilladelser af de israelske myndigheder.

I stedet gik opholdet på Vestbredden med at besøge bosættelserne.

– Før det anede jeg ikke en blomst om, hvordan en bosættelse så ud, siger Hjalte Rasmussen til Kommunen.

Delvis tilbagetrækning

Umiddelbart efter afsløringen af grundlaget for den tvivlsomme rapport meddelte G4S, at firmaet vil stoppe med at levere overvågningsudstyr til israelske checkpoints, fængsler og politistationer på den besatte Vestbred.

Ifølge G4S sker tilbagetrækningen på baggrund af, at virksomheden netop er nået frem til, at deres mangeårige engagement i Palæstina alligevel ikke harmonerer med virksomhedens etiske retningslinjer.

»Vi har konkluderet, at vi, for at sikre, at vores forretningsaktiviteter er i overensstemmelse med vores etiske forretningspolitik, vil arbejde på at komme ud af et antal kontrakter i området. Det drejer sig om servicering af sikkerhedsudstyr til checkpoints ved grænsen, fængsler og politistationer på Vestbredden«, oplyser juridisk direktør i G4S, Søren Lundsberg.

Læs artiklen »G4S stopper aktiviteter på Vestbredden« på Danwatchs hjemmeside

Der bliver dog kun tale om en delvis tilbagetrækning.

Sikkerhedsfirmaet agter fortsat med at tjene penge på væbnede vagtopgaver i og omkring bosættelserne til trods for, at de fordømmes af blandt andre FN, og som udenrigsminister Lene Espersen (K) opfordrer firmaer til at holde sig væk fra.

– Efter en grundig gennemgang af alle inputs er vi kommet frem til, at en række af vores kontrakter med private virksomheder i området om traditionelle sikkerhedsydelser og alarm-overvågning hverken er diskriminerende eller kontroversielle, fortæller Søren Lundsberg fra G4S.

JPEG - 14.2 kb
G4S trækker sig nu fra en række udskældte kontrakter på den besatte Vestbred

Blod på tanden

Meddelelsen om, at firmaet trækker sig fra en del af sit arbejde i de besatte områder, sker efter flere måneders pres fra Danwatch, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Amnesty International.

Samt Enhedslisten og studerende fra landets universiteter.

Læs artiklen »Studerende: G4S ud af vores universiteter« hos Modkraft

Som tidligere omtalt på Modkraft samlede Enhedslisten i januar flertal i Københavns Borgerrepræsentation for en skærpelse af kommunens etiske retningslinjer til også at omfatte samarbejdspartnernes forhold til menneskerettighederne.

Det skete med afsæt i netop sagen om G4S, og derfor er der også glæde i partiet efter den seneste udvikling.

Læs artiklen »Ø vil smide sikkerhedsfirma ud af København« hos Modkraft

– Det er en stor sejr for alle, som har arbejdet på sagen, og det giver blod på tanden i forhold til at få andre firmaer til at opføre sig ordentligt. Men vedtagelsen af etiske retningslinjer er kun begyndelsen, nu skal de testes i praksis, siger socialborgmester i København, Mikkel Warming (Ehl), til Modkraft.

Han tilføjer, at begejstringen over G4Ss deroute er afmålt, fordi det endnu er uklart hvilke og hvor mange kontrakter, sikkerhedsfirmaet vil afvikle.

– Københavns Kommune bør nu afkræve dokumentation fra G4S for, at de nu overholder de etiske retningslinjer, så vi ikke står med en ny sag om seks måneder, siger Mikkel Warming

Stil dem til ansvar

G4S kom i søgelyset for at aktivt at støtte den israelske bosættelsespolitik allerede i 2002.

Efter omfattende kritik fra blandt andre daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) stoppede G4S sine aktiviteter på Vestbredden. Det skete med den begrundelse, at sikkerhedsfirmaet ikke ønskede at understøtte brud på folkeretten.

I efteråret 2010 afslørede Berlingske Tidende, at G4S, der er et dansk/engelsk ejet selskab med en dansk bestyrelsesformand, var tilbage på Vestbredden for at levere sikkerhedsudstyr til checkpoints og bevæbnede vagter til bosættelser.

Efterfølgende har kommunalpolitikere fra Enhedslisten og SF i København, Gladsaxe, Roskilde, Odense og Århus sat spørgsmålstegn ved kommunernes kontrakter med G4S.

Også i Folketinget ønsker politikere at stille G4S og firmaer med lignende aktiviteter til ansvar.

»Det er vores holdning, at Folketinget bør kræve, at leverandører lever op til et etisk ansvar, og derfor skal overholde grundlæggende menneskerettigheder«, skriver Per Clausen (Ehl) i et brev til Folketingets formand Thor Pedersen (V).

Læs artiklen »Folketinget sætter søgelys på vagtselskab« i Information

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce