Annonce

28. februar 2011 - 14:14

Irsk valg: Markant fremgang til venstrefløjen

Socialistiske Sinn Fein tredobler sin parlamentsrepæsentation og Labour får sit historisk bedste valg. Trotskister og uafhængige venstrefløjskandidater i United Left Alliance opnår for første gang repræsentation med fem pladser.

Det er udfaldet af parlamentsvalget i Irland, fredag den 25. februar. Trods fremgangen er venstrefløjen skuffet.

For den parlamentariske sejrherre blev det konservative parti Fine Gael. Med 36 procent af stemmerne og 70 mandater blev det landets største parti, selv om fremgangen var mindre markant end opinionsmålinger havde forudsagt, og partiet heller ikke kan mønstre absolut flertal.

Den konservative fremgang var i procentpoint faktisk mindre end det socialdemokratiske Labour. Fine Gael gik frem med 8,8 procentpoint, mens Labour kunne mønstre 9,3 procentpoint flere stemmer.

JPEG - 109 kb
Trods fremgang til den irske venstrefløj ser partierne, der accepterer EU’s og IMF’s krav om nedskæringer og reduktion af mindstelønninger, ud til at få flertal i det irske parlament. Her demonstration mod velfærdsforringelser i september 2010.

Labour forøgede dermed sin repræsentation med 16 mandater til i alt 36 og blev landets næststørste parti med næsten 20 procent af stemmerne.

Også de erklærede socialistiske partier nød fremgang ved valget.

Det republikanske og socialistiske parti Sein Fein, der historisk har været knyttet til Den irske republikanske Hær, IRA, gik tre procentpoint frem til næsten 10 procent af alle afgivne stemmer.

Det fik dermed mere end tredoblet sin parlamentsgruppe (nemlig fra fire til tretten pladser).

Også alliancen af trotskister og uafhængige venstrefløjskandidater i United Left Alliance opnåede et godt valg - med 2,6 procent af stemmerne opnåede alliancen for første gang repræsentation med fem pladser.

Tæsk til liberale og grønne

Valgets store tabere var de to regeringsbærende partier, det liberale Faina Fail og det grønne Green Party.

Faina Fail blev mere end halveret, både i procentpoint og mandat-mæssigt. Partiet opnåde kun 17,4 procent af stemmerne, en tilbagegang på over 24 procentpoint - en tilbagegang der reducererede antallet af mandater med hele 59 mandater til sølle 18 pladser.

Og Green Party strøg med mindre end to procent af stemmerne helt ud af parlamentet.

Den faldne keltiske tiger

Irland blev før den internationale finanskrise betegnet som en »keltisk tiger« og fremhævet som et mønstereksempel for en god nyliberalistisk økonomi. Landet boomede med lave selskabsskatter og en ophedet bygge– og finanssektor. Men krisen satte et punktum for eventyret.

Krisen fik den irske regering til at søge støtte hos EU og den internationale monetære fond, IMF. På samme måde som det er sket i Grækenland fulgte en række politiske krav til Irlands økonomiske politik med i låneaftalen med EU og IMF: Nedskæringer i offentlige ydelser, fyringer i den offentlige sektor, lavere mindsteløn og højere moms og højere skatter på lav og mellemindkomster.

Denne politik er blevet mødt af folkelige protester og i november demonstrerede over 100.000 indkaldt af det irske LO.

Den økonomiske krise har været valgets hovedemne. Tilhængerne af EU/IMF politikken har stået hårdt på, at der intet alternativ var til nedskæringspolitikken.

Denne udlægning har mødt modstand fra det socialistiske Sinn Fein, der mener Irland har mistet sin økonomiske selvstændighed med EU/IMF-aftalen.

– Vores alternativ siger »nej« til IMFs indblanding, »nej« til EU’s indblanding og »tough luck« til aktionærerne. I spillede, I tabte. De irske skatteydere skal ikke være jeres forsikringsordning, lød det eksempelvis fra Pearse Doherty, finansordfører for Sinn Fein, inden valget.

Venstrefløjen i opposition

Trods den markante fremgang er der skuffelse på den irske venstrefløj på grund af den konservative valgsejr.

Fine Gael kan ganske vist ikke danne flertal alene, men må gå sammen med enten de liberale, Labour eller nogle af de 13 uafhængige kandidater, der blev valgt ind.

Lederen af Sinn Fein, Gerry Adams, udtalte søndag til Irish Times at en god regering har brug for en god opposition og at hans parti vil gå imod alle »økonomisk analfabetiske forslag« fra en ny regering.

– Personligt tror jeg, dette valg vil blive husket som den store brøler. Vi havde chancen for at få et venstrefløjsflertal for første gang, men socialdemokraterne gik fra starten efter at komme i regering med Fine Gael, lyder det fra Declan O’Farrel, lokal valgkampsaktivist for Sinn Fein i Donegal.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce