Først sagde Enhedslisten det, og nu er Socialdemokraterne og flere eksperter enige.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) bør gå af, hvis det viser sig at de seneste dages afsløringer af årelang ulovlig praksis i hendes ministerium er korrekte.
Sagen handler om overtrædelse af en FN-konvention, som giver unge statsløse ret til statsborgerskab. En konvention, som Integrationsministeriet i en årrække har ignoreret og siden forsøgt at bortforklare som »en forglemmelse«.
Læs artiklen »Birthe Rønn ventede over et år med at rette op på ulovlig praksis« hos Information.
Læs artiklen »Minister hemmeligholdt central oplysning« hos Information.
Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen mener, at Integrationsministerens skiftende og ikke mindst manglende forklaringer i sagen om de statsløse palæstinensere, har undergravet hendes troværdighed uopretteligt.

– For det første har vi behov for en helt uvildig undersøgelse. Statsministeren har sat Birthe Rønn til at undersøge Birthe Rønn, men sagens gang viser, at man ikke længere kan have tillid til hende, udtaler Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.
– Med de oplysninger, der er kommet frem, mener jeg faktisk ikke, at Birthe Rønn kan fortsætte som minister. Vi kan ikke have en minister, som tilsyneladende er fløjtende ligeglad med konventionsbrud og ulovligheder i sit eget ministerium, siger Enhedslistens politiske ordfører.
Læs pressemeddelelsen »Birthe Rønn bør gå af« hos Enhedslisten.
Et andet medlem af Enhedslisten, Stine Brix, har på Facebook oprettet en gruppe med titlen »Gå af, Birthe Rønn«. Her følger flere tusind mennesker i disse dage med i sagens udvikling og deler nyheds-links og billeder.
Besøg Facebook-siden »Gå af, Birthe Rønn«.
Socialdemokraterne deler Enhedslistens synspunkt.
– Jeg kan ikke se nogen alternativer til, at hun går af, når hun selv tilstår, at hun har administreret ulovligt i en lang periode. Det er ikke mig, der påstår noget. Det er jo en tilståelsessag, siger Socialdemokraternes integrationsordfører Henrik Dam Kristensen til Berlingske.
Læs artiklen »S: Rønn Hornbech bør gå af« hos Berlingske.
Blandt de borgerlige på Christiansborg er der også krav om at komme til bunds i sagen.
Tidligere har partiet Liberal Alliance blokeret for en uvildig undersøgelse, men ifølge Jyllands-Posten har partiet ændret mening efter, det er kommet frem, at integrationsministeren kan have kendt til den ulovlige praksis siden december 2008.
Læs artiklen »Stolen vakler under Rønn« hos Jyllands-Posten.
En række eksperter mener, at der kan være foregået noget decideret strafbart, hvis Birthe Rønn Hornbech bevidst har ignoreret FN’s konventioner.
– Hvis ministre har været klar over det undervejs uden at ændre praksis, så taler vi om en rigsretssag. For at der kan blive rejst en rigsretssag mod en minister, kræver det dog et politisk flertal. Hvis det er embedsmænd, der bevidst har lavet en fejl, så gælder almindeligt strafansvar, siger Sten Bønsing, lektor i offentlig ret ved Aalborg Universitet til Politiken.
Læs artiklen » Eksperter skyder Rønns forklaring ned« hos Politiken.
Læs artiklen »Øget pres på Birthe Rønn Hornbech« hos TV2.
Læs artiklen »Jorden brænder for alvor under Birthe Rønn« hos Politiken.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96