Hassan og Rashid sultestrejker: »Vi er parate til at gå i graven«

[Athen:] 300 illegale indvandrere, der har boet og arbejdet i Grækenland gennem flere år, startede den 25. januar en sultestrejke for op opnå samme rettigheder for alle indvandrere som for landets egne arbejdere. De fleste sultestrejkende er af arabisk afstamning, blandt andet for Marokko, Syrien og Irak.

Det tre hundrede sultestrejken befinder sig i byerne Athen og Thessaloniki. Med 300 deltagere er det den meste omfattende sultestrejke, der er blevet gennemført i Europa.

Modkraft møder Rashid og Hassan i Athen, hvor ialt 240 af de sultestrejkende befinder sig.

Rashid ryger smøger og drikker te, mens han besvarer mine spørgsmål med skiftevis høflighed, lidenskab og smil, masser af smil. Han forklarer mig, hvorfor han og 299 andre illegale indvandrere i Grækenland på nu niende dag sultestrejker.

Læs også om maleraktion for de 300 sultestrejkende ved den græske
ambassade i artiklen »Aktion mod den græske ambassade« på Modkraft

Hassan (tv.) og Rashid varmer sig ved en gasovn foran det telt, de deler med ti andre sultestrejkende i Athen. Foto: Stelios Krevatopoulos.

Vi sidder i gården til en bygning, de sultestrejkende har fået stillet til rådighed for deres protest. Den hele ligner mest af alt en flygtningelejr med telte pakket tæt sammen under et improviserede plasticoverhæng. De sidste dages regn har forvandlet jorden til en sump.

Disse forhold kan blive de sidste i en lang række af usle vilkår, disse mennesker har levet i. De 300 illegale indvandrere er nemlig fast besluttet på at få opfyldt deres krav, om de så skulle sulte ihjel: legalisering af alle indvandrere i Grækenland og lige rettigheder og pligter med deres græske medborgere.

De 300 illegale indvandrere er alle i arbejde, de har bolig, har opholdt sig flere år i landet og de fleste har familier i landet. De opfylder alle kriterier for at være »lovlige«. Men de er »ulovlige« eller illegale.

Uden rettigheder

De fleste indvandrere kommer til Europa med en drøm om en bedre fremtid, fortæller Rashid.

– Jeg havde fået malet et andet billede af Europa end det, jeg mødte, da jeg ankom, siger han.

– Vi bliver ved, til vi opnår vores rettigheder, eller til de sender os hjem i kister, siger Rashid. Foto: Stelios Krevatopoulos.

Rashid tog først fra Marokko, hans hjemland, til Tyrkiet. Han blev smuglet ind af professionelle traffickere til Athen:

– De gav mig to dage i en lejlighed her, før jeg blev sat på gaden og måtte finde et sted at bo og et arbejde, siger han.

Det fandt han på Kreta, i feriebyen Chania, hvor han har arbejdet i seks år som indsamler af metal til genbrug.

– Vi har ingen rettigheder, en arbejdsgiver tilbyder 25 EUR [cirka 180 kroner, red.] for at arbejde fra klokken 8 til 20, og hvis man ikke accepterer det, kan han let finde en anden, der vil gøre det, fortæller han.

– Jeg lever i en konstant frygt for at blive taget og ryge i fængsel, siger Rashid.

Det oplevede han for seks år siden, kort efter hans ankomst til landet. Politiet anholdt ham og andre, som han delte lejlighed med, men det slap ham fri efter at have holdt ham i detention i seks dage, så han kunne få lavet sine papirer.

De 240 deltagere i Athen afvikler sultestejken i en have, de har fået stillet til rådighed. Foto: Stelios Krevatopoulos.

Men systemet fungerer ikke, mener Rashid:

– Vi har fået afslag på vores ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen, en procedure der kostede os 450 EUR [ca. 3.000 kroner, red.] – de penge gik til kommunen og advokater.

Nutidens slaveri

De 300 sultestrejkende repræsenterer ofre for en problemstilling, man i EU helst ignorerer. På den ene side ønsker man ikke flere indvandrere og lukker grænserne. På den anden side er man stærkt afhængige af indvandreres underbetalte arbejdskraft.

Det fører til en situation, hvor indvandrerne ikke får opholdstilladelse, men heller ikke bliver smidt ud, fordi de holder en vital del af økonomien kørende.

De arbejder i landbrug, konstruktion o. lign, også kaldt den »uformelle økonomi«, med lav løn, uden forsikring og i usle vilkår.

Flere NGO´er kalder forholdene for nutidens slaveri og anklager EU for at lade dens private sektor udnytte de illegale indvandrere uden at tildele dem rettigheder eller anerkende deres eksistens.

Over en million papirløse

Grækenland er det land i Europa, der har flest indvandrere. Flere undersøgelser anslår antallet til at være over en million – i et land med 12 millioner indbyggere.

– Der kommer omkring 150.000 indvandrere og flygtninge over grænsen hvert år, fortæller Olga Lafazani fra Netværket for Politiske og Sociale Rettigheder, en af de organisationer der hjælper de 300 sultestrejkende med organisation og indsamling af støtte.

Der bor op til 15 personer i hvert af de sultestrejkendes telte. Der er kun lige plads til et gasblus, der kan laves te på. Foto: Stelios Krevatopoulos.

– Folk arbejder på dagløn, uden at få forsikring og uden at få papir på deres arbejde, der kan give dem ret til opholdstilladelse. De lever i kummerlige forhold uden nogen som helst rettigheder, siger hun.

Den »uformelle økonomi« står for omkring 30 procent af Grækenlands bruttonationalprodukt. Ifølge Lafazani vil den andel stige som følge af den økonomiske krise.

Syndebukke under krisen

Grækenland er blevet hårdt ramt af den globale finanskrise. Massive fyringer i den offentlige sektor, prisstigninger, enorme korruptionsskandaler og privatiseringer har kastet landet ud i social og politisk krise, hvor indvandrere ofte bliver gjort til syndebuk..

Medierne og regeringen i Grækenland er fremmedfjendske, indvandrerne bliver omtalt som et økonomisk problem for Grækenland på trods for landets afhængighed af deres arbejdskraft.

I den offentlige debat har de 300 sultestrejkende ikke fået lov til at komme til orde, og regeringen har ikke vist nogen tegn på at imødekomme deres krav.

Det er kun venstreradikale partier som eksempelvis kommunistpartiet og enkelte fagforeninger, der taler for de illegale indvandreres rettigheder.

De illegale indvandrere har i det hele taget et trængt forhold til myndighederne. Politiet er kendt for tortur og umenneskelig behandling af indvandrere, hvilket har fået tyske vagter i EU’s grænsesamarbejde, Frontex, til at forlade landet i protest.

Det offentlige system, der skal tage sig af den massive indvandring, er ifølge Lafazani »brudt sammen«.

Præger gadebilledet i de store byer

De illegale indvandrere præger gadebilledet i Grækenlands storbyer.

Når man går en tur i Athen ser man hundredvis af tigger-familier og hjemløse, hvoraf de fleste er indvandrere, der sover i forladte huse eller opgange. De illegale indvandrere bor ofte 10-15 personer sammen i to- eller treværelseslejligheder.

Alle centrale gader er fyldt med gade-sælgere fra Afrika og Asien, og ved trafikreguleringer tjener de småpenge på at rense forruder, mens bilerne holder for rødt.

Om natten er store dele af centrum fyldt med prostituerede fra hele verden. Der er enorme sigøjnerlejre med flere tusinde telte op af motorvejene udenfor Athen.

Ved grænsen til Tyrkiet og Patras’ havn holdes flygtninge og indvandrere i lejre, der mest af alt minder om koncentrationslejre. Folk bor her i improviserede telte eller store lagerbygninger under streng kontrol af vagter.

Lejrene er gentagne gange blevet skarpt kritiseret af menneskerettighedsorganisationer, uden at det dog har ført noget med sig.

De illegale indvandreres »ulovlighed« gør, at de ikke spiller en rolle i det politiske spil, og den brede offentlighed kender ikke til deres vilkår.

Det er det, de sultestrejkende ønsker at ændre. De 300 illegale indvandrere har valgt at sige fra og kræve rettigheder for sig selv og alle andre illegale indvandrere i Grækenland.

Hassan har forladt sin familie for at deltage i sultestejken. Foto: Stelios Krevatopoulos.

Hellere dø med værdighed

– Vi har prøvet alt, demonstrationer, strejke, oplysningskampagne, osv. Nu griber vi til en sidste mulighed. Det er en svær beslutning at gå i sultestrejke, men alle de ting, vi har gennemlevet, har ført os til den beslutning, fortæller Hassan og Rashid.

– Jeg vil hellere dø i værdighed end leve i de forhold, jeg har gjort indtil nu. Vi kræver vores rettigheder, intet mindre, intet mere. Vi er parate til at gå i graven for dem, siger Rashid.

Forladt sig famile for at være med i sultestrejke

Hassan ikke vil fortælle, hvor han kommer fra, han er »blot indvandrer« siger han. Han har en familie med et barn på ni år og et til på vej i femte måned. Men han har forladt sin familie for at være med i sultestrejken.

– Mit barn må ikke gå i skole og har ingen fremtidsmuligheder. Mit næste barn vil være i samme situation, siger han.

– Jeg kan ikke lovligt leje en lejlighed, så udlejeren kan altid smide min familie på gaden.

Hasan og Rashid fortæller, at de heller ikke kan rejse ud af Grækenland, hvis de ønsker at vende tilbage igen:

– For fem måneder siden døde min mor. Jeg nåede ikke at se hende igen og hun ikke sit barnebarn.

Mere sulten end træt

Mens vi går rundt og tager billeder, spiser Rashid noget salt. De sultestrejkende indtager kun vand, te, sukker og salt. Man regner med at et menneske kan holde sig i live mellem 52 og 74 dage af den diæt.

– Jeg var lige vågnet, da jeg fik fortalt, du ville interviewe mig, så jeg fik ikke spist ’morgenmad’. Te og vand til morgen, middag og aften, siger han med et smil.

Jeg spørger om han er træt.

– Ikke så meget, vi sørger for ikke at forbrænde for meget energi, så vi kan holde længere. Jeg er mere sulten, griner han.

De strejkende virker optimistiske. Selv om de ser trætte ud, er der masser af liv i øjnene.

– Vi har et stærkt sammenhold, alle tager sig af alle og spørger til hinanden. Her er det lige meget hvor du kommer fra.

Ønskeliste: Vand, sukker, te, arabiske aviser, m.v.Foto: Stelios Krevatopoulos.