Repræsentanter for flere end 12 venstrefløjsmedier og nysgerrige gæster mødtes lørdag den 5. februar for at debattere udfordringerne for Danmarks progressive medier.
Og ifølge hovedmanden bag Progressiv Mediemesse 2011, der samlede op mod 150 deltagere, var det et arrangement præget af gejst og samarbejdsvilje hos medierne på tværs af forskellige dele af venstrefløjen.
– Det var en bragende succes, og der har været mange positive tilkendegivelser fra både mediemennesker og almindelige gæster efterfølgende. Jeg tror også mange fik det indtryk, at venstrefløjens medier er bedre end deres rygte, siger han til Modkraft.
Læs artiklen »Mediemesse skal skabe en fælles socialistisk offentlighed« hos Modkraft.
Mediemessen var resultatet af et samarbejde mellem Enhedslisten, dagbladet Arbejderen, Modkraft, tidsskriftet Det Ny Clarté, Solidaritet og Socialistisk Information.
I en paneldebat mellem Arbejderen, Modkraft og Det Nye Clarté var et gennemgående tema da også det allerede eksisterende samarbejde medierne imellem samt udsigten til at knytte yderligere bånd.

– Vi bringer jævnligt artikler, som har været bragt i tidsskrifter eller på internettet. Vi har et samarbejde med en række forskellige danske og udenlandske medier. Det vil vi gerne udbygge med endnu flere, sagde Birthe Sørensen, redaktør på Arbejderen.
– Vi skal ikke hænge os i små detaljer, så kommer vi ingen vegne. Vi kan lave arbejdsplatforme, have netværksmøder, orientere om hinandens tanker. Det vil skabe noget synergi. Vi skal definere, hvad vi er enige om, ikke det, der skiller, lød det fra Christian Borum, ansvarshavende redaktør fra Det Ny Clarté.
– Vi føler ikke, at vi har konkurrenter blandt de øvrige medier på venstrefløjen, fordi vi ser alle, der producerer progressivt indhold, som mulige partnere, sagde redaktør på Modkraft, Ulrik S. Kohl, i debatten.
Læs artiklen »Stor interesse for progressiv mediemesse« hos Arbejderen.
Læs artiklen »Magthavere og medier støtter hinanden« hos Arbejderen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96