Efter et års pause på grund af udgifter til hærværk genåbner den alternative café Under Konstruktion i Folkets Hus i København deres fond, som har til formål at støtte den udenomsparlamentariske venstrefløj i Danmark.
– Det er dejligt at vi nu kan starte fonden op igen, da det oprindeligt er caféens primære formål, fortæller café-aktivist Maria Pedersen til Modkraft.
Relanceringen af Fonden Under Konstruktion sker samtidig med caféens tre års fødselsdag, som fejres lørdag den 5. februar med fest, folkekøkken og Dj’s.
Læs mere om »Café Under Konstruktions 3 års fødselsdag« i Modkrafts kalender.
Café Under Konstruktion holder åbent alle ugens dage – på nær tirsdag – og er som udgangspunkt et non-profit-projekt.

Ifølge et manifest skal cafeen ligefrem »gøre op med forbrugssamfundets præstationsfordring, ensretning og profitorientering«.
Men der er så mange gæster og fester i cafeen, at der bliver skabt et overskud, der kan komme den udenomsparlamentariske venstrefløj til gode.
Pengene uddeles igennem en fond alle kan søge og som har en ansøgningsprocedure, der bevidst gjort så nem som mulig. En kort beskrivelse af projektet og et anslået budget, er nok til at få bevilget støtte.
– Vi vil gerne lette nogle af de vanskeligheder mange politiske projekter har ved fundraising. Ofte skal man omskrive projektets karakter, og vinkle det til fordel for dem der skal finansiere det. Det behøver man ikke hos os, fortæller Maria Pedersen.

Siden caféens opstart har der været 36 ansøgninger til Fonden Café Under Konstruktion. Der er blandt andet givet penge til den colombianske studenterbevægelse, alternative husprojekter og asylpolitiske grupper.
Læs mere om Fonden Under Konstruktion.
Fonden Under Konstruktion har eksisteret siden caféen åbnede i 2007, men har været lukket for ansøgninger det seneste år på grund af ekstra udgifter i forbindelse med hærværk og røveri i caféen.

De tilbagevendende problemer har caféens 60-70 frivillige aktivister brugt både tid og penge på. Der er også sat barrikader op for vinduerne.
– Det har selvfølgelig været surt, at skulle investere tid og fondsmidler på hærværk og renovation, når man har nogle andre visioner, man er mere interesseret i at kæmpe for, erkender Maria Pedersen.
Hun fortæller samtidig, at problemerne ikke har ført til hverken færre aktivister eller gæster. Og aktivisterne har planlagt en arbejdsdag i marts, hvor vinduesbarrikaderne skal tages ned igen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96