Annonce

27. januar 2011 - 15:20

S-SF vil lave mandekommission

Mænds levevilkår skal forbedres, og kvinderne foran i køen, når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer til større danske virksomheder.

Det foreslår SF og Socialdemokraterne i et nyt ligestillingsudspil, som blev præsenteret i denne uge.

– Vi skal have visionerne tilbage på ligestillingsområdet efter 9 lange år og nedbryde fastlåste kønsrollemønstre. Vi har så mange kønsforskelle i samfundet, der diskriminerer på forskellig vis. Det vil en ny regering gøre op med, siger SF’s ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge.

Få overblik og læs det nye ligestillingsudspil her.

Mænds vilkår i fokus

S-SF udspillet indeholder konkret et forslag om at nedsætte en mandekommission.

Kommissionen skal undersøge hvorfor mænd sakker bagud i forhold til kvinder, på en lang række områder.

JPEG - 81.7 kb
Udsat. Mænd i Danmark halter bagud når det gælder helbred og levealder. Det vil S og SF have rettet på på. Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

– Mænd har mindre uddannelse, lever kortere, har dårligere helbred og højere selvmordsrate end kvinder. Det er dybt tragisk for mange mænd og samtidig sørgeligt for samfundet. Det skal vi ændre. Derfor vil en S-SF-regering nedsætte en mandekommission, der skal se på hvorfor, man som mand i Danmark lever med så mange risikofaktorer, fortæller Pernille Vigsø Bagge, SF’s ligestillingsordfører.

Flere kvinder i bestyrelserne

I det nye udspil foreslår partierne også at indfører kvoter, som sikrer mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne hos alle børsnoterede danske virksomheder.

JPEG - 19.5 kb
SF’s ligestillingsordfører Pernielle Vigsø Bagge vil have visionerne tilbage i debatten om ligestilling i Danmark. Foto: PR/SF.

– Erhvervslederne i Danmarks store virksomheder ved udmærket godt, at de har et problem med alt for få kvinder i bestyrelserne. I mange år har der været for meget snak og for lidt handling, og derfor tror jeg også, at erhvervslivet efter et stykke tid vil opfatte kvoter som en håndsrækning til dem. Vi er kun interesserede i at styrke dansk konkurrenceevne, og det kræver naturligvis, at vi trækker på hele talentmassen, siger Pernille Vigsø Bagge til Ugebrevet A4.

Forbilledet for forslaget er fundet i udlandet. Både Norge, Spanien og Frankrig har med succes indført kvoter for kvinder i større virksomheders bestyrelser.

Ligestillingsforsker på Aalborg Universitet, professor Anette Borchorst, peger på at kvoter en yderst effektiv måde at skabe ligestilling på.

– I EU-landene har kun Malta og Cypern færre kvinder i ledelse end i Danmark. Vi halter simpelthen håbløst bagud, og hvis vi vil op på siden af andre EU-lande, er kvoter en effektiv måde at indhente dem på. I Norge har det virket, og norske virksomheder gør jo oven i købet brug af rigtig mange dygtige, danske kvinder i deres bestyrelser i dag. Så den danske talentmasse er der, siger Anette Borchorst, til Ugebrevet A4.

Læs artiklen »S-SF vil indføre kønskvoter i erhvervslivet« hos Ugebrevet A4.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce