Annonce

25. januar 2011 - 15:46

Henrettelsesbølge i Iran

»To elementer fra gruppen Monafeghin [dvs. »Hyklerne«, red.] ved navn Jafar Kazemi … og Mohammad Ali Hajaghaei blev henrettet tidligt i dag«.

Sådan hedder det på hjemmesiden for Statsanklagerens kontor i Irans hovedstad, Teheran, mandag den 24. januar. »Monafeghin« er en omskrivning for den iranske modstandsgruppe People’s Mujahedeen of Iran, PMOI.

Statsanklageren oplyser ikke hvordan de to er blevet henrettet, men det er højst sandsynligt sket ved hængning.

JPEG - 72.2 kb
Henrettelsesbølgen i Iran er så omfattende, at den danske solidaritetsorganisation Frit Iran har opgivet at demonstrere ved hver henrettelse. Arkivfoto: Frit Iran.

To første henrettede fra præsidenturoligheder

Ud over medlemskab af PMOI er Jafar Kazemi og Mohammad Ali Hajaghaei dømt for deltagelse i de omfattende demonstrationer efter det iranske præsidentvalg i juni 2009.

De to mænd er de første demonstranter fra urolighederne, der ikke alene er blevet dømt, men også henrettet. Ifølge statsanklagen skal Jafar Kazemi og Mohammad Ali Hajaghaei have pareret ordrer udstedt af PMOI i London.

»De dømte har bidraget til uddeling af billeder og bannere med forbindelse til Monafeghin, optaget fotos og film af sammenstødene såvel som råbt slogans til fordel for gruppen«, skriver Statsanklagernes kontor.

Læs nyhedsbureauet AFP’s nyhedstelegram om henrettelsen af de to demonstranter på hjemmesiden for den iranske eksilgruppe National Council of Resistance of Iran, NCRI.

Henrettelsen følger lidt mere end en uge efter, at præstestyret sidst valgte at hænge en politisk fange. Lørdag den 15. januar blev kurderen Hossein Khezri henrettet, dømt som »fjende af gud«. Hverken hans familie eller advokat var på forhånd informeret om henrettelsen.

Læs artiklen »Hossein Khezri was executed today in Iran« på hjemmesiden supportkurds.org (engelsk)

»Henrettelserne skaber flere systemkritikere«

Jaleh Tavakoli, der er talsperson for den danske solidaritetsorganisationen Frit Iran, mener ikke, at henrettelserne gavner det iranske præstestyre:

– Hver gang det henretter nogen, får styret jo nye fjender, familie og bekendte til den henrettede, som aldrig vil kunne tilgive dem, siger Jaleh Tavakoli til Modkraft.

– Henrettelserne er effektive på kort sigt, men på lang sigt er præstestyret blot med til at grave deres egen grav, siger hun.

109 henrettelser på en måned

Siden urolighederne efter præsidentvalget i 2009 er antallet af politiske aktivister, der dømmes til døden og henrettes, øget voldsomt.

Henrettelserne er blevet så mange, at Frit Iran, der ellers havde planlagt at demonstrere hver gang en ny henrettelse fandt sted, har opgivet projektet – organisationen kan simpelthen ikke følge med.

– Det er jo forfærdeligt. På en måned er 109 mennesker blevet henrettet i Iran. For bare to år siden var det omkring 100 om året. Regimet vil skræmme folk fra vid og sans og sørge for, at de ikke går på gaden, siger Jaleh Tavakoli.

Oppositionen i Iran ønsker hjælp udefra. I en pressemeddelelse opfordrer Maryam Rajavi fra den eksiliranske gruppe NCRI (National Council of Resistance of Iran) det internationale samfund til at fordømme de »barbariske henrettelser og at suspendere de økonomiske og diplomatiske forbindelser med det regerende middelalderlige regime, indtil der sker en forbedring af menneskerettighedssituationen og sættes en stopper for tortur og henrettelse«.

Håb for Iran

Selvom det internationale samfunds indgriben i præstestyrets henrettelser har været til at overse, og præstestyret slår hårdt ned på en hver modstand, mener Jaleh Tavakoli alligevel at der er håb for Iran:

– Vreden ulmer i Iran. De økonomiske problemer har fået de dårligt stillede på gaden. De kan ikke få et liv til at hænge sammen længere. Oprøret ligger og ulmer hele tiden, samtidig er der konstant politi og militær på gaderne. Næsten hver dag hører man om folk, der bliver dømt til døden og henrettet for mindre og mindre ting, siger hun.

– Der vil helt sikkert komme et oprør, men hvornår det kommer, og hvad der kommer til at starte det, det er ikke til at sige.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce