En tvær-politisk demonstration mod den islamistiske forening Hizb-ut-Tahrir udviklede sig fredag den 21. januar til en aggressiv, nationalistisk manifestation i hjertet af København.
Arrangørerne fra Facebook-gruppen »Stop Hizb ut-Tahrir«, der tæller medlemmer af SF, Frit Iran og Socialdemokraterne, havde få dage forinden allieret sig med et lignende højrefløjs-initiativ. Et initiativ, der havde parolen »Kæmp for Danmark«, og opfordrede folk til at medbringe dannebrogsflag og »støt vores soldater«-skilte.
– Vi skulle have været tidligere ude for at påvirke demonstrationsgrundlaget, erkender Enhedslistens retsordfører Line Barfod, som havde anbefalet partiets medlemmer at dukke »talstærkt« op.
Læs artiklen »Hizb-ut-Tahrir-møde splitter venstrefløjen« hos Modkraft.
Læs artiklen »Højrefløj og medier kom tidligt til Hizb-ut-Tahrir-moddemonstration« hos Politiken.
Danmarks Nationale Front, nazistpartiet DNSB, Stop Islamiseringen af Danmark samt Trykkefrihedsselskabet stod sammen med soldater i uniform og ikke færre end otte ministre fra regeringen, omgivet af danske flag, fakler og anti-muslimske bannere, ved fredagens demonstration, der samlede op mod 200 mennesker.

I centrum stod talspersonen for foreningen Frit Iran, det tidligere medlem af Enhedslisten, Jaleh Tavakoli. Hun var tydeligt stolt over det store fremmøde.
– Det er dejligt at se så mange mennesker, der vil kæmpe mod den udemokratiske, islamiske og kvindeundertrykkende forening Hizb-ut-Tahrir, sagde hun, inden hun gav mikrofonen videre til Karen Jespersen fra Venstre.
Også Theis Molin, som står bag Facebook-gruppen, der indkaldte til demonstrationen, er tilfreds med arrangementet.
– Det var en festdag for demokratiet og tolerancen i vores lille land. Jeg kan næsten ikke få armene ned, skriver han dagen derpå på Facebook på vegne af arrangørerne.
Hverken Theis Molin eller Jaleh Tavakoli kan se noget problem i det store fremmøde fra højrefløjen.

– Det er vigtigt, at så mange som muligt går på gaden, og vi kan jo ikke styre hvem der dukker op, sagde Jaleh Tavakoli til Modkraft under demonstrationen.
Alt imens var unge mænd med forbindelse til den højreekstreme bevægelse begyndt at maskere sig. 10 til 15 personer forsøgte uden indblanding fra politiet igennem en halv time, at fremprovokerer deltagerne i Hizb-ut-Tahrirs møde til slagsmål ved råbe »kom an«, »kom herover« og »perkersvin«.
Se video af episoden hos Ekstra Bladet.
Theis Molin mener ikke, at optrinnet stiller arrangørerne i et dårligt lys.
– Disse optagelser er efter at vores demo blev opløst - selvfølgelig har Ekstra Bladet ikke uret i deres påstand at der har været nogle racister ved Den Sorte Diamant; men det har ikke noget med vores demo at gøre, skriver han på Facebook-siden »Stop Hizb ut-Tahrir«.
Forud for demonstrationen havde det venstreradikale miljø omkring Antifascistisk Aktion opfordret til et boykot af arrangementet netop af frygt for det ville blive kuppet af højrefløjen.
Enhedslisten gik dagen inden demonstrationen ud med det modsatte budskab.
Partiets retsordfører Line Barfod udsendte, som tidligere omtalt her på Modkraft, en pressemeddelelse hvori hun opfordrede til at møde »talstærkt« op.
Læs artiklen »Også Enhedslisten vil demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir« hos Modkraft.

Selvom Enhedslistens medlemmer endte med at stå side om side med nazister og borgerlige ministre, så fortryder Line Barfod ikke sine udtalelser.
– Jeg forstår, hvis nogle finder det ualmindeligt ubehageligt at skulle stå sammen med folk, som måske har medvirket i overfald på venstrefløjen. Det kan jeg også godt forstå skaber debat. Men vi kan og skal ikke have adgangskontrol ved demonstrationer i Danmark, fastslår hun overfor Modkraft og uddyber:
– Jeg tager kraftigt afstand fra højrefløjens kup af demonstrationen. Men det er vigtigt ikke at overlade det til den yderste højrefløj at demonstrere mod Hizb-ut-Tahrir.
Hun ærgrer sig dog over, at Enhedslisten ikke gjorde mere for at påvirke grundlaget for arrangementet inden det fandt sted.
– Vi skulle nok have været hurtigere ude og forsøgt at påvirke og diskutere grundlaget med arrangørerne, konstaterer Line Barfod, men understreger samtidig, at Enhedslisten ikke var med til at arrangere demonstrationen, partiet anbefalede den blot.
Alt imens højre- og venstrefløjen demonstrerede foran Den Sorte Diamant gennemførte Hizb-ut-Tahrir et møde med omkring 400 deltagere. Emnet var muslimers ret og pligt til modstand mod de udenlandske styrker i Afghanistan.

Fra talerstolen gennemgik fire forskellige oplægsholdere »myterne« omkring og konsekvenserne af Danmarks militære engagement i Afghanistan.
Den røde tråd i talerne var, at de danske politikere er ligeglade med de civile ofre men alene ønsker at gavne erhvervslivet og våbenproducenterne. Pointen blev serveret med citater hentet fra koranen og dagbladet Arbejderen, forfatteren Carsten Jensen og den tidligere amerikanske præsident Thomas Jefferson.
Budskabet var, at afghanenes modstandskamp i deres hjemland »og omegn« er legitimt selvforsvar, og at kun islam (og på længere sigt oprettelsen af et transnationalt kalifat) kan løse landets problemer, da størstedelen af befolkningen opfatter sig selv som muslimer.
Læs artiklen »Hizb-ut-Tahrir: Kalifatet har løst problemerne gennem tiden« hos Politiken.
På spørgsmålet om hvem Hizb-ut-Tahrir mener skal lede modstandskampen mod de udenlandske tropper, andre end den berygtede Taliban-bevægelse, lød svaret, at de ikke ønsker Taliban tilbage til magten, men derimod opfordrer nabolandet Pakistan til at stille Vesten stolen for døren.
Læs artiklen »Hizb ut-Tahrir skifter strategi med succes« hos Berlingske Tidende.
Læs mere om Hizb-ut-Tahrir på Wikipedia.
Læs emnelisten »Politisk Islam - et reaktionært oprør« hos Modkraft.
Blandt Modkrafts bloggere og læsere har Hizb-ut-Tahrirs debatmøde og modstanden mod samme giver anledning til en livlig debat. Også efter afholdelsen af arrangementet er meningsudvekslingerne fortsat på fuldt blus.
Læs for eksempel bloggen »Protestaktionen og Hizb–ut Tahrir’s møde i perspektiv« af Serdal Benli fra SF, som var med til at arrangere demonstrationen.
Eller den tidligere modstandsmand Per Mortensens kommentar til debatten i indlægget »Er Venstrefløjen selvfed ???«.
Desuden har Jakob Lindblom fra Enhedslisten i Århus sat skub i holdningstilkendegivelserne med indlægget »Hvor fanden er AFA og de andre rødder?«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96