Annonce

24. januar 2011 - 15:01

Kvinder for Fred lukker og slukker

I 1980 havde en gruppe kvinder i Danmark fået nok: »Vi vil ikke længere være med til at leve på andre kvinders og børns bekostning. Og hvis FNs mænd ikke forstår, hvad det er, vi siger, så må mændene for en tid ud af FN,« skrev de og dannede organisationen Kvinder for Fred.

»Kvinder for fred henvender sig til alle kvinder, der er bange og fortvivlede over den stigende krigstrussel og oprustning,« hed det videre. Ordene står stadig på organisationens hjemmeside.

Siden har Kvinder for Fred været aktive fredsforkæmpere, ikke mindst op gennem 1980’erne, men på organisationens årsmøde i maj 2010, besluttede de fremmødte kvinder, at organisationen havde kæmpet sin sidste kamp.

Lukningen trådte formelt i kraft ved udgangen af 2010. Og i sidste uge af januar, sættes det endelige punktum med udgivelsen af et afskedsnummeret af organisationens medlemsblad Køkkenrullen.

JPEG - 62.1 kb
I den sidste uge af januar udsender Kvinder for Fred et afskedsnummer af medlemsbladet Køkkenrullen. Dermed sættes der punktum for 30 års fredsarbejde. Arkivfoto: Gabriela Manzur/Monsun.

– Vi kan ikke blive ved. De fleste af os er over 70 år, og vi kan ikke blive ved med at rende på loftet og slæbe vores materialer ned til demonstrationer. Det er en ny generation, der må tage over. Vi vil møde op til demonstrationer og støtte på den led. Men det bliver som privatpersoner, ikke som Kvinder for Fred, siger Anita Petersen, kontaktperson og mangeårigt medlem af Kvinder for Fred, til Modkraft.

Det rummer dog et problem:

– Vi har ikke fået nye medlemmer i de sidste ti ti år, siger hun.

Kvindeorganisation mobiliserer unge i udlandet

Problemet med at mobilisere unge danske kvinder, kender Annelise Ebbe. Hun oplever det både fra sit arbejde som international præsident i fredsorganisation Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF) og fra det internationale fredsnetværk Kvinder i Sort.

– Vi har ingen aktive unge. Hverken WILPF eller Kvinder i Sort har åbenbart appel til de danske unge, siger Annelise Ebbe til Modkraft.

Til gengæld oplever man en stigende tilslutning i WILPF sektioner rundt om i verden, fortæller hun. Blandt andet har flere af de nyere sektioner, f.eks. i Congo og USA, mange unge og voksende medlemstal.

Annelise Ebbe mener, at den manglende tilslutning i Danmark kan skyldes mangel på oplysning om foreningens arbejde.

– Jeg tror bestemt, at der mangler oplysning. I den engelske sektion er de gået målrettet mod oplysning på universiteterne. I Danmark har vi ikke kræfter til at gå ud og opsøge de unge på universiteterne. Når man ikke er så mange, har man svært ved at mobilisere kræfter til at få flere med. Det er en ond cirkel, siger Annelise Ebbe.

WILPF fejrer i 2015 sin 100 års fødselsdag.

Formålet med organisationen er stadig det samme som ved grundlæggelsen, nemlig » … at samle kvinder af forskellige politiske holdninger og filosofiske og religiøse baggrunde, som er fast besluttede på at studere og afsløre årsagerne til krig og på at arbejde for endegyldig fred«, som der står på organisationens hjemmeside.

Som organisation adskiller WILPF sig fra det internationale netværk Kvinder i Sort. WILPF opererer gennem sektioner rundt om i verden og har medlemmer.

Kvinder i Sort er et netværk og ikke en organisation. Kvinder overalt i verden kan opstarte deres egne grupper og tilslutte sig netværket ved at demonstrere mod krig og overgreb i sort tøj.

Besøg hjemmesiden for Kvinder for fred

Besøg hjemmesiden for Women’s International League for Peace and Freedom

Hør interview med Anita Petersen i DR P1-udsendelsen »Krig, fred og film« søndag den 23. januar

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce