Fotografen, kunstneren og rebellen Henrik Swane døde tirsdag den 18. januar, 81 år gammel. Han voksede op i et beskyttet kunstnerhjem nær Holbæk og blev som ung sendt på elite-kostskolen Herlufsholm. Men i hans fotografiske livsværk stod de skæve og de oprørske i centrum.
Læs artiklen »Farvel til frihedens fotograf« på Modkraft
Sigøjnere, cirkusfolk og aktivister fra miljøet omkring det nu nedrevne Ungdomshus på Jagtvej var typiske motiver for Henrik Swanes billedserier. Helt frem til kort tid før sin død optrådte han med hundredvis af dias-foredrag, der trak fulde huse i foredragssalen i museet »Malergården« i Vestsjælland.

Gennem årene opbyggede han et af de største foto-arkiver over den radikale venstrefløjs aktioner i København. Henrik Swane betragtede sig selv som en del af Københavns autonome miljø fra 1996 og frem til 2005, hvor han trak sig tilbage for at koncentrere sig om at omdanne sit barndomshjem til museum.
– Jeg ser tilbage med glæde på de ti år, hvor jeg gik i det autonome miljø. Der var ikke den demonstration i København, hvor jeg ikke var med og fotografere, fortalte den aldrende fotograf i oktober 2010 til et portrætprogram i TV2
Se portrætudsendelsen om Henrik Swane på TV2 Øst
Af og til trådte Henrik Swane en smule udenfor lovens lige vej. I 1968 havnede han i 417 dage i en isolationscelle i Vestre Fængsel, efter at han bagom ryggen på familien havde solgt løs af flere hundrede af sin berømte maler-far Sigurd Swanes værdifulde malerier. Det var søsteren Gerda, der efter Henrik Swanes udsagn stod bag anmeldelsen.
Fængselsopholdet mærkede Henrik Swane for livet, men gjorde samtidigt at han lettere blev accepteret blandt folk, der selv følte sig på kant med loven. Han kaldte sig selv for sin families »sorte får« og satte pris på sine venskaber med christianitter, anarkister og Bandidos-medlemmer.
Se billedserie fra Henrik Swanes liv på Nordvestnyt.dk
Begravelsen finder sted i næste uge.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96