COP-skepsis blandt klima-græsrødder

Efter afslutningen på COP16 mødet i Cancun i Mexico den 11. december 2010 synes håbet om en klimaaftale at være tilbage hos både politikere og græsrødder. I november og december 2011 mødes verdens regeringer igen til klimatopmøde, nemlig COP17 i den sydafrikanske by Durban.

Læs artiklen »COP16: Græsrødder varmer op til ny klimakamp« på
Modkraft

Flere har givet udtryk for at udviklingen, der ellers syntes at være kørt ud på et sidespor efter klima-fiaskoen i København i 2009, nu igen er på rette vej mod en bindende klima-aftale.

Optimismen deles dog ikke af Jørn Andersen fra Klimabevægelsen.

– Her har vi – næsten alle verdens lande, der anerkender, at der er et kæmpe-klima-problem, at det skal løses, så temperaturstigningen holdes under 2 grader, at de rige lande har det største ansvar og de fattige skal hjælpes.

– Men samtidig er der ingen som helst konkrete skridt, ingen forpligtelser, kort sagt intet der vil gøre i morgen anderledes end i går, siger han til Modkraft.

COP-topmøderne er som en massemorder, der har dræbt 16 gange før, men nu lover alt godt. Det mener Jørn Andersen fra Klimabevægelsen. Foto: Morten Rode/Monsun

100 milliarder dollar til grøn fond

Et af den nuværende klima-aftales hovedpunkter går ud på at opbygge en såkaldt grøn klimafond på 100 milliarder dollar i 2020. Den grønne fond skal kanalisere penge fra rige til fattige lande og dermed give mulighed for bæredygtig udvikling i hele verden.

Det står dog ikke klart, hvor pengene skal komme fra. Og ifølge Kirsten Hjørnholm Sørensen fra Mellemfolkeligt Samvirke er debatten om hvem der skal betale nærmest fraværende.

– Der er ingen penge i fonden endnu. Man er på ingen måde kommet nærmere hvordan de 100 mia. dollar om året fra 2020, som landene lovede i København, skal fremskaffes, siger hun til Modkraft.

– På finansieringssiden må man sige, at der går noget tid, inden verdens fattige får den hjælp, vi skylder dem til klimatilpasning

Klimaskurke kan få gavn af at redde skov

Ifølge Klimabevægelsens Jørn Andersen er det dog ikke kun finansieringen af fonden, der står uden bindende aftaler. Også den såkaldte REDD-aftale, der skal begrænse skovfældningen har mange løse ender.

–REDD-aftalen skal angiveligt bremse den hastige skov-destruktion i Amazonas og Sydøstasien. Men der er igen, ingen forpligtende tilsagn, hverken om hvor pengene skal komme fra, hvem der skal have dem, eller hvem der skal administrere dem, siger han.

– Virkeligheden er, at de rigeste lande ønsker, at pengene skal komme fra store CO2-udlederes køb af kvoter. Så selv hvis det skulle blive til noget med pengene, og nogle skove skulle blive reddet, vil det samtidig give store CO2-udledende selskaber mulighed for at fortsætte business as usual.

Kirsten Hjørnholm Sørensen er også bekymret over manglen på bindende aftaler.

– At få ført det der besluttes i FN ud i livet er altid en udfordring, fordi der ikke findes en global politimand. Der er enkelte steder i aftalen indbygget muligheder for straf, men det er begrænset, siger hun.

– Civilsamfundet spiller en vigtig rolle. Det er os, som skal holde skarpt øje med hvad politikerne laver, og så skal vi presse dem til at gå langt længere. Vi kan på ingen måde forlade os på hvad de beslutter.

Håber på Durban

Skønt Kirsten Hjørnholm Sørensen ser mange løse ender efter COP16, mener hun alligevel at verden er på rette vej.

– Det er ikke de fattiges klimaaftale, og den vil heller ikke redde verden. Men det er et skridt i den rigtige retning, og det bør anerkendes og bygges videre på til COP17, siger hun.

Hos Jørn Andersen er der dog ikke megen optimisme at spore. Han ser intet der tyder på at COP17 i Durban vil føre tydelige fremskridt med sig.

– At tro på resultater af fremtidige COP-forhandlinger er som at tro på, at en massemorder ikke vil dræbe dig, bare fordi han siger at han har gode hensigter, selv om han har myrdet 16 gange tidligere, siger han til Modkraft.

– Og hvad værre er: At tro på resultater af COP-forhandlingerne forhindrer os i at tage de skridt, der reelt vil kunne gøre en forskel, nemlig at få mobiliseret bag kravet om, at vore egne regeringer går i gang med at reducere her og nu.