Et anarkistisk og brugerstyret samlingssted for koncerter, politisk aktivisme og veganske folkekøkkener i Norges tredjestørste by Trondheim, UFFA-huset (Ungdom For Fri Aktivitet), blev totalskadet i en voldsom brand natten til onsdag den 29 december.
–Det er en trist natt, skriver den norske aktivist Bjørn Hugo i en mail til Modkraft.
Årsagen til branden er endnu ikke klarlagt, men politiet melder, at ingen personer kom til skade.
–Flammerne stod allerede ud af vinduerne da vi ankom, så det var umuligt at gennemsøge området før brandmyndighederne havde fået temperaturen nedbragt. Men der er intet, der tyder på at der var folk tilstede i huset, siger politiets operationsleder Bjørn Handegard til Nrk.no.

Efter to timer var huset fuldstændigt nedbrændt.
–Det brændte i går, vi bygger i dag, skriver en af husets aktivister på UFFAs facebookside, der indkalder til fællesmøde på brandtomten onsdag den 29. december klokken 17.
UFFA-huset har været fast mødested for byens anarkistiske scene siden 1981, hvor en gruppe aktivister besatte et hus i centrum af Trondheim. Året efter skiftede huset adresse til en nedlagt børnehave, hvor de unge indgik en kommunal driftsaftale med bystyret og fik overdraget brugsretten til huset.
Se videoreportage fra branden på NRK
Ifølge husets brugergruppe, er der på trods af branden ingen planer om at opgive det autonome fristed.
–Vi har rejst os fra asken før og vi skal gøre det igen, skriver de i en fælles pressemeddelelse ovenpå stormødet.
På mødet blev man blandt andet enige om at lede efter et nød-tilholdssted indtil huset er genopbygget.
–Vi mangler nu et midlertidigt sted til aktivisme, kaffe, vafler og god musik på dårlig ghettoblaster, skriver de.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96