Det er på mere end én måde et utraditionelt arrangement, når SF’s næstformand Thor Möger Pedersen den 27. januar 2011 tørner sammen med Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten til debat på kulturhuset Støberiet i København.
Det er første gang de to unge frontfigurer for venstrefløjen på Christiansborg mødes one-on-one til en offentlig diskussion om hvordan venstrefløjen vinder næste valg, og hvilken politisk pris SF er parat til at betale for ministerbilerne.
Samtidig er debataftenen det første af en række politiske læseroplevelser sat i værk af »Klub Medkraft« – den nye officielle støtteforening for Modkraft.dk, som for alvor bliver lanceret i det nye år.
– Målet er at inddrage brugere af Modkraft og skabe et fællesskab også i den fysiske verden. Klubben skal også sikre, at hjemmesiden kan fortsætte som et uafhængigt medie, som ikke økonomisk er i lommen på et parti eller en bestemt organisation, fortæller Johanne Aarup Hansen.

Hun er studerende på Kolding Designskole og har brugt de seneste fire måneder hos Modkraft for at undersøge og udvikle ideer om brugerfinansiering og -involvering med udgangspunkt i støtteforeningen.
Foreningen Medkraft så første gang dagens lys i juni 2009, men har ikke for alvor fået luft under vingerne.
Læs artiklen »Sexarbejdere fik Modkraftprisen« hos Modkraft
Det skyldes blandt andet at Modkrafts tidligere chefredaktør og ildsjæl, Martin Lindblom, samtidig med lanceringen af foreningen kæmpede med en kræftsygdom, der endte med at tage livet af ham i november samme år. Den alvorlige begivenhed satte projektet på stand by indtil sommerferien 2010.
Læs artiklen »Venstrefløjsredaktør er død« hos Berlingske Tidende.
Efter et par måneders interne diskussioner blev støtteforeningen Medkraft i december omdannet til Klub Medkraft. Og i januar afvikles klubbens første to offentlige arrangementer, som skal gøre det muligt for læsere og støtter af portalen at mødes i den fysiske verden.

Udover at møde topfolk fra SF og Enhedslisten bliver der mulighed for at feste til den lyse morgen den 14. januar, når Medkraft arrangerer støttefest med dj’s og billig bar i cafeen i et tidligere besat hus i Baldersgade i København.
Læs om støttefesten på Klub Medkrafts hjemmeside
Ved begge arrangementer er der gratis entre for medlemmer af Klub Medkraft ligesom der vil være mulighed for at melde sig ind på dagen. Det koster 50 kroner om måneden og giver også gratis adgang til fremtidige begivenheder.
Ideen med at relancere den allerede eksisterende støtteforening og omdanne den til en »klub« afspejler samtidig et håb om at kunne inddrage læserne i højere grad end tidligere.
Men det handler også om at forsøge at give nogle af Modkrafts 55.000 læsere ansvar for at sikre nyhedsportalens uafhængighed.
– Den nye klub skal udvikles af læserne. Alle kan komme med forslag til arrangementer, men medlemmer kommer gratis med og skal have mere direkte indflydelse på klubbbens aktiviteter, fortæller Ulrik S. Kohl, redaktør på Modkraft.
Send dit forslag til Klub Medkraft her.
Han siger samtidigt, at Klub Medkraft også handler om at etablere et økonomisk grundlag for Modkraft, som garanterer fortsat uafhængighed af politiske partier og organisationer.
– Vi tror på, at vores læsere gerne vil støtte Modkraft som et uafhængigt medie for hele venstrefløjen, siger Ulrik S. Kohl.
Læs artiklen »10 års jubilæum: Modkraft spænder ben for sig selv« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96