29 dage på starthjælp: Overskud i kassen

Den 7. december 2010 kl. 17.57 poppede en mail op i Modkrafts indbakke, der blev indledt: »Hej Modkraft. Holdningen i denne artikel afspejler måske ikke helt det, som I ellers har af agenda... men jeg tror nu alligevel, at problemstillingen har jeres interesse«.

Vedhæftet var en artikel, der minutiøst gennemgik et 29 dage langt eksperiment i efteråret 2010 med at leve på samme økonomiske vilkår, som udlændinge og danskere, der sættes på den såkaldte »starthjælp«.

Artiklen sluttede med at konkludere, at selv om »det på sigt vil blive meget hårdt«, så er det muligt at klare sig, og at det jo heller ikke er »meningen, at man skal blive rig af starthjælp«.

Morten Vesterager kunne kun handle i Netto - eller »Ghetto«, som han kalder det – i 29 dage på »starthjælp«. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Artiklen pirrede Modkrafts nysgerrighed. Morten Vesterager blev derfor inviteret på besøg på Modkraft til et interview om en måned på smalkost.

Chok: 100 kroner til mad

Morten Vesterager har en samfundsfagsuddannelse fra Roskilde Universitetscenter. Han bor på Frederiksberg og fortæller, at han få måneder før eksperimentet tjente 30.000 kroner om måneden, kørte motorcykel, drak luksusøl og gik i byen jævnligt.

Da han i midten af oktober indledte sin eksperiment, var han imidlertid arbejdsløs.

Han beskriver sin første budgetlægning for en indtægt på 5.800 kroner efter skat som et »chok«.

– Der var ikke meget tilbage til sjov og ballade – eller bare mad, siger han.

Når Morten Vesterager havde trukket sine faste udgifter fra, stod han faktisk kun med 100 kroner tilbage.

– Selv om nogen kan argumentere for, at sjov kan droppes, så er det unægtelig sværere med maden.

For at få gennemført eksperimentet måtte han derfor kvitte træningscenter, mobiltelefon, motorcykelplader og A-kassekontingent. Også kontingentet til fagforeningen DJØF måtte justeres ned til arbejdsløshedssats.

Nedskæringerne skaffede et budget på 1.400 kroner i alt, 1.000 til mad og 400 til sjov, gaver og transport.

Tvunget til at handle i Ghetto

– Nu kunne tilbudsaviserne så studeres. Og gransket blev de – for en stund. For der er kun en enkelt butik, man har råd til at handle i på starthjælp: Netto – eller Ghetto, som det hedder i jargonen. Jeg havde jo ikke råd til at fise til Ishøj for at handle i Bilka.

Første offer lå dog ikke i indkøbskurven, fortæller Morten Vesterager.

– Jeg er vant til at forkæle min kat med rejer og andet godt. Det var der ikke råd til nu. Selv om kræet var godt fornærmet, stod der kun tørfoder på menuen.

Selv om Morten Vesterager i starten kun købte papvin, når det skulle være fint, og holdt sig til grønsager som kål og selleri, gik forbruget i starten for hurtigt. Budgettet blev sprængt.

Det lettede først, da Mortens kæreste, der bor i Jylland, tog hjem, og katten blev afleveret til en bekendt, som han deler katten med.

Transporten af katten medførte dog et problem – her skulle løses busbillet.

– Busser var en luksus, jeg ikke kunne tillade mig. Jeg brugte dem ikke en eneste gang, ud over turen med katten. Jeg havde i stedet repareret cyklen, og den vandt altid, om det så silede ned.

Storindkøb af billig mad

Efterhånden gik det dog bedre med at overholde budgettet.

– Jeg købte store mængder af kartofler ind. Sparede kraftigt på kødet og købte kun det billigste. Meget spaghetti og mange grønsager. Det hjalp alt sammen. Det gav grønne tal på bundlinjen i projektets tredje uge.

– Ellers tog dagene sig selv. Billig mad var bare ny standard. Der var ingen byture. I stedet mødes jeg med vennerne derhjemme. Det var faktisk ikke så slemt.

– Det største problem var sårbarheden. For kom der en spontan regning, for eksempel hvis cyklen brød sammen, så havde jeg et stort problem. Ellers gik det let. Også selvom kæresten kikkede forbi igen og skulle fodres på min regning. Og selvom jeg drak en pose kaffe om ugen.

180 kroner bedre end budgetteret

– Der var overskud i kassen, da projektet stoppede. Af praktiske årsager blev det ikke en helt måned, men kun 29 dage. Men der var næsten 270 kroner tilbage, budgettet sagde 90 kroner. Det lykkedes altså.

– Jeg satte mig ind i toget til kæresten om aftenen. Tidligere på måneden havde jeg blaffet til Jylland. Jeg tog sågar bussen til Hovedbanen. Det var ren luksus, siger Morten Vesterager.

Afprøvning af Dansk Folkepartis politik

Hvorfor ville du overhovedet leve en måned på starthjælp?

– Jeg ved ikke helt, hvorfra ideen kom. Måske var det tanken om fattige venner i Tanzania, som lever for 270 kroner om måneden. Måske var det irritation over venstrefløjens evige kritik af regeringen. Måske kedede jeg mig bare, mens jeg var arbejdsløs.

Du angiver ikke noget ideologisk projekt, men du lyder i din artikel, som om du er tilhænger af starthjælp. Hvor befinder du dig politisk?

– Jeg er DF’er – og eksperimentet var nok også en afprøvning af den position. Jeg er i alt fald blevet kraftigt provokeret af hele brokkulturen på venstrefløjen. Jeg synes, man glemmer at være taknemmelig, og at man tager det sociale system for givet.

Man vænner sig til det

Hvad var det mest overraskende ved at skulle leve for starthjælp i en måned?

– De mange goder, som jeg tidligere havde taget for givet, var ikke lette at måtte sige nej til. Men man vænnede sig til det. Det kom til sidst mest til at handle om at skulle skifte livsstil – om at mødes med vennerne privat i stedet for i byen. Og om at købe billigere mad. Jeg levede på mange måder sundere end før.

Det virker ellers som om, næsten al din fokus kom til at handle om økonomi?

– Det var jo en del af eksperimentet – og så er jeg vel også lidt af en talnørd.

Længere tid ville kræve flere besparelser

Nu levede du kun af »starthjælp« i 29 dage. Hvordan tror du, det ville være at klare sig for de penge i længere tid?

– Det store problem ville være uforudsete udgifter. For at skaffe rum til dem, ville jeg nok være nødt til at finde et billigere sted at bo, udskifte min lejlighed til 3.600 kroner om måneden med et billigt værelse. Og tøj måtte nok fremover købes i billige genbrugsbutikker.

Du skriver i din artikel, at man ikke bliver rig af starthjælpen, men at den heller ikke skal være en sovepude. Hvad mener du med det?

– Starthjælp er beregnet for folk, danskere og udlændinge, der har boet i udlandet de seneste år, og som ikke kan forsørge sig selv, når de kommer til Danmark. De har dermed heller ikke har bidraget til samfundet. Starthjælpen er en gave, som faktisk giver dem et overlevelsesgrundlag. Igen: Vi skal huske at vise taknemmelighed for de goder, vi får, i stedet for at brokke os.

Nogle folk skal måske leve på de vilkår i op til otte år?

– Hvis man efter otte år ikke er kommet i arbejde, er det ofte, fordi man ikke søger nok eller ikke søger alle de stillinger, som man faktisk kan tage – også selvom de ikke er særligt spændende. Det kan også være, fordi man ikke er kvalificeret på grund af eksempelvis sygdom eller handicap – og så har man brug for anden hjælp for at komme videre.

Du siger, at du for at få budgettet til at hænge sammen måtte sløjfe faste udgifter til blandt andet A-kassekontingent. Gjorde du det i praksis?

– Nej, det har jeg ikke råd til. Jeg lever lige nu af arbejdsløshedsunderstøttelse. Jeg korrigerede kun budgettet i forhold til de udgifter, som jeg måtte have droppet, hvis jeg faktisk havde været på starthjælp. Sådan er det jo. Andet kunne ikke lade sig gøre i praksis.

Læs Morten Vesteragers egen beskrivelse af sine 29 dages starthjælpseksperiment (Word-fil)