Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
3. januar 2011 - 19:02

Anmeldelse: En dårlig taber

Her er en bog med ramasjang i. Klar i mælet, sylespids og ondskabsfuld.

Der er tale om et klokkeklart partsindlæg fra en af dansk højrefløjs mest markante skikkelser, hvis primære sigte er at gøre op med firsernes landsskadelige fodnotepolitik og de påståede følgagtige nyttige idioter, der gik Sovjets ærinde.

Bogens omdrejningspunkt er, at professor Bent Jensen gennem en række artikler i Jyllandsposten i 2007 beskyldte tidligere journalist på Information Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent.

Udsagnet fra Bent Jensen skulle angiveligt bygge på hans nyere forskning i PET’s arkiver. Beskyldningerne var imidlertid efter Dragsdahls opfattelse så fejlagtige og ærekrænkende, at han stævnede Bent Jensen for en forskningsmæssig udokumenteret påstand.

Dommen der faldt i Svendborg Ret i sommeren 2010, gav Dragsdahl medhold i, at Bent Jensen var kommet med ærekrænkende og ikke dokumenterbare påstande. Bent Jensen har imidlertid anket dommen, og får den engang i det nye år op i Landsretten.


Byretsdommen, der klart dømte Bent Jensen for ærekrænkende påstande, har i den grad fået Ole Hasselbalch til at fare i blækhuset. Efter hans mening er det for galt.

Der er nærmest tale om et ondskabsfuldt justitsmord, hvor hele den etablerede politiske, forskningsmæssige, juridiske og kulturelle elite har rottet sig sammen mod Bent Jensen for at stoppe den fri forskning i Den kolde krigs forbrydelser.

Menneskerettigheder og ytringsfrihed er trådt under fode af uforstandige dommere, der i deres egen uvidenhed er nået frem til en fuldstændig katastrofal og mangelfuld juridisk domsafgørelse.

Retten i Svendborg har efter Hasselbalchs opfattelse ansat himmelråbende dårlige dommere. De er så dårlige, at der hænger en klæg skam over retten:

»Hvordan kan en dansk byret operere med en ubehændighed som den, der karakteriserede den praktiske håndtering af processen i Svendborg? Hvordan kan byretten fare så meget vildt i stort set hele juraen?« (s. 223).

Ja, det er stærke ord i vinterkulden, men vidner måske mere om et taberinstinkt hos forfatteren end et juridisk overblik.

Bemærkelsesværdigt er det også at konstatere, at Bent Jensens forsvarer, efter Hasselbalch mening, mere gik anklagerens ærinde, end at forstå sagens rette sammenhæng.

Skråsikkerheden i udsagnene fejler intet til trods for at Hasselbalch slet ikke selv overværede retshandlingerne. Alle udsagn bygger derfor alene på sagens dokumenter og andenhånds referater, samt udvalgte journalistiske petithistorier.

Alligevel svinges krabasken over både dommere, vidner, forsvarer, anklager, embedsmænd, politifolk, forskere, politikere og journalister. Der er ikke tale om den finere botanik. Hele bedet bliver revet op med rode.

Der er faktisk ikke plads til at dukke sig. Alt hvad der bevæger sig, og som stiller kritisk fokus på Bent Jensens forskningsresultater, bliver ramt af Ole Hasselbalch særlige form for enøjede konspiratorisk tankegang: De må alle have noget at skjule. De dækker over noget. De er ligefrem fordækte.

En støtteforening til fordel for Jørgen Dragsdahl bliver på alle måde mistænkeliggjort, mens den tilsvarende støtteforening for Bent Jensen på det nærmeste bliver fortiet. Alligevel benytter Ole Hasselbalch sig i flere omgange at bruge sidstnævnte støtteforenings formand som sandhedsvidne fra retsforhandlingerne. Det er da en skævhed, der er til at føle på.

Juraen og historien bliver nådesløst og behændigt skåret til, så den passer ind i forfatterens meget bestemte politiske verdensopfattelse. Den er for at udtrykke det mildt ekstrem højresnoet. Der er ingen slinger i valsen. Lige på og hårdt. Historiske kilder bliver benhårdt udvalgt, og juridiske og yderst konspiratoriske fortolkninger bliver hugget som i granit.

Forfatteren, der både har PET’s og domstolenes ord for, at han ikke er ekstremist, må alligevel betegnes som fuldblods fundamentalist, al den stund, at han på ingen måde er belastet af tvivlens nådegave. For ham fremstår sagen krystal klar. Dragsdahl var KGB-agent. Dermed basta.

Hasselbalchs logik er, at en person skal gøre sig fortjent til ikke at finde sig i ærekrænkende fornærmelser. Hvis man ikke har fortjent det, så bør man ikke kunne anlægge sag mod den, der krænker en.

Derfor må det have været dobbelt ærgerligt for Hasselbalch at konstatere, at Dragsdahl ud over at kunne anlægge en sag ved domstolene, faktisk også var i stand til at vinde den.

Det er kun omgivelserne – dvs. pressen, offentligheden, politikerne, domstolene, PET og såmænd også forsvareren selv – der ikke har fattet en brik af det hele. De har ikke set lyset, underforstået faren for det totalitære. Dengang kommunismen. I dag skal vi som læsere sikkert underforstå, at det der skete dengang, er ved at gentage sig i dag med islamismen.

Omgivelsernes manglende indsigt og erkendelse af sagens rette sammenhæng hviler dels på en mangelfuld begavelse blandt de offentlige aktører, men såmænd også på det, som af den danske højrefløj så behændigt bliver kaldt den politiske korrekthed.

Bogen igennem er der ualmindelig stærke og groft nedladende udfald mod både politikerne og pressen. Dybest set er det måske det, som bogen handler om.

Politikerne bag fodnotepolitikken begik i Hasselbalch optik et historisk svigt af dimensioner. Ja, handlinger der nærmest kan betragtes som landsskadelig virksomhed.

Påstanden er, at denne politik i høj grad blev opbygget og vedligeholdt af et journalistkorps, der brugte journalistikken til bevidst at nedbryde den danske forsvarsvilje. Journalisthøjskolen i Århus uddannede så at sige journalister til, at de i samfundsforandringens tjeneste, kunne nedbryde samfundet indefra.

Det påstås, at mere end to tredjedele af journalisterne befandt sig til venstre for Socialdemokratiet. Den historiske kilde til dette udsagn, er dog forfatteren selv.

Med dette syn på journalistikken kan man vel ikke fortænke Hasselbalch i at betragte hele Dragsdahl-sagen som toppen af isbjerget?

Hele journaliststanden er under anklage, hvilket er konspiration i fuldt flor.

I bogens kapitel om sagens faktuelle grundlag bliver læseren præsenteret for de skriftlige parts- og vidneforklaringer fra sagen. Disse er yderst interessante, men er i sagens natur på ingen måde fyldestgørende – al den stund, at retshandlinger i danske retssale er mundtlige. Noget som alle, der læser domsudskrifter, godt ved.

Alligevel vælger Hasselbalch – helt bevidst – at bruge de manglende nuanceringer i det skriftlige materiale til at komme med yderst nedrige kommentarer om både vidner og dommere. Det hele bliver fremstillet som et komplot vendt mod Bent Jensen. Vidner snakker uden om, og dommerne stiller ikke de relevante spørgsmål.

Alt og alle – Bent Jensen undtaget, naturligvis - er rene undermålere. De lyver, bedrager, fortier, og de manipulerer i et væk.

Værst af alle er tilsyneladende vores nuværende PET-chef, der efter Hasselbalch mening spiller en ualmindelig fordækt dobbeltrolle, der kun har til formål at bagatellisere en tidligere PET-medarbejders belastende agentindberetning på Jørgen Dragsdahl.

En indberetning som ikke udtrykker PET’s officielle opfattelse, men som Bent Jensen har lagt overmåde stor vægt på i sin påstand om Dragsdahls påståede agentstatus.

Hasselbalch tror ikke PET-chefen over en dørtærskel. Intet kan nemlig i Hasselbalchs verden foregå i denne store institution, uden at det må være godkendt og sanktioneret af ledelsen.

Igen rene formodninger frem for konkret viden, som Hasselbalch spinder en konspiratorisk ende over.

For Hasselbalch er der ingen tvivl – for den evne besidder manden tilsyneladende ikke – Dragsdahl er i hans logik KGB-agent. Hverken mere eller mindre. Dragsdahl er dybt kompromitteret, og derfor burde sagen være klar – og anklagen mod Bent Jensen afvist.

Bent Jensen har som bekendt anket byretsdomsafgørelsen til Landsretten. Det er han naturligvis i sin gode ret til, hvilket også gør, at ingen på nuværende tidspunkt kender udfaldet på den endelige domsafgørelse.

Denne usikkerhed har Hasselbalch imidlertid også taget højde for. Taber Bent Jensen endnu engang sagen i Landsretten, er det i Hasselbalchs verdensbillede bare et udtryk for, at Landsretten radbrækker Bent Jensens udtalelser, og dukker nakken for at følge den misforståede politiske korrektheds krav.

Ja, angreb er som bekendt det bedste forsvar. Mudderkastning i stedet for argumenter.

Bogen kan som sagt ikke læses som en debatbog, da der ingen steder er rum for en samtale. Der er én mening, og den bliver fremført så bombastisk, at den ikke virker overbevisende. Der er heller ikke tale om en juridisk fagbog, da den slet ikke åbner op for en kritisk stillingtagen til de fremførte påstande. Masser af kilder, men mange af dem er af en tvivlsom karakter.

Bogen kan kun læses som et ekstremt højredrejet politisk indlæg i debatten om eftervirkningerne af Den kolde krig – og Hasselbalch har bevidst valgt at føre krig mod en – efter byrettens opfattelse – anstændig dansker.

I det lys opfylder bogen til fulde sin målsætning.

Preben Etwil er cand. polit. og medlem af hovedbestyrelsen i Socialpolitisk Forening. Han er desuden medredaktør af Tidsskriftet Social Politik.

Ole Hasselbalch: Dragsdahl-sagen. KGB og Historieforskningen, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2010.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce