Gruppen »Ansvarligt Universitet«, som består af studerende og ansatte på Roskilde Universitet (RUC) og Københavns Universitet (KU), opfordrer nu universiteternes ledelser til øjeblikkeligt at stoppe samarbejdet med sikkerhedsfirmaet G4S.
Det sker på baggrund af Danwatch og Berlingske Tidendes afsløring af det danskbaserede sikkerhedsfirma G4S’ aktiviteter i forbindelse med de ulovlige israelske bosættelser, checkpoints og fængsler, hvor de har været til stede siden 2002.
– Vi finder det særdeles problematisk, at G4S medvirker til brud på international lov, og vi ønsker, at RUC opsiger alt samarbejde med G4S, så længe G4S er involveret i ulovlige aktiviteter i de israelsk besatte områder, udtaler Christian Schönbeck fra Ansvarligt Universitet.
Det er ganske enkelt uacceptabelt med at sådant samarbejde ifølge de studerende.
– Det er umoralsk for et universitet at samarbejde med nogen, der arbejder for en ulovlig besættelsesmagt. Det betyder jo, at vi indirekte støtter de illegale bosættelser, og det vil vi ikke være med til, siger Lea Sjögren, som er medicinstuderende på KU til Modkraft
- Og det håber vi så sandelig heller ikke, at vore rektorer vil være, tilføjer hun.
Ifølge Danwatch og Berlingske Tidende tjener G4S penge på at levere både sikkerhedsudstyr til checkpoints og bevæbnede vagter til bosættelser.
Efter afsløringerne har flere politikere, blandt andre Mogens Lykketoft og Frank Aaen, krævet, at Danmark fordømmer G4S’ tilstedeværelse i bosættelserne.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96