Annonce

25. november 2010 - 17:47

Voldsdom mod klimaaktivister vækker opsigt i udlandet

Københavns Byrets dom over de to talspersoner for det det internationale netværk Climate Justice Action vækker international opsigt. I løbet af torsdag den 25. november er der dukket nyhedsartikler op i blandt andet britiske, franske og spanske medier.

Se artiklen »Sommet climat Copenhague: deux militantes de Climate Justice Action condamnées« i den fransksprogede avis Normandie News

Se artiklen »Penas de cárcel a activistas por incitar a violencia en cumbre climática« på den spanske hjemmeside ABC Agencias

JPEG - 97.4 kb
Dommen for anstiftelse til vold og hærværk mod to klimaaktivister vækker opsigt i udlandet. Arkivfoto fra »Reclaim Power – Push for Climate Justice«: Mark Knudsen/Monsun.

Den britiske avis The Guardian omtaler bevisbyrden mod de to klimaaktivister, der blev dømt for at anstifte vold og hærværk, for kontroversiel. Avisen citerer desuden de to klimaaktivisters forsvarer, Torkil Høyer, for at dommen er »uheldig«.

»Hvordan er det muligt at dømme to personer for at organisere vold, når der ikke rent faktisk ikke var nogen, der er dømt for vold?« udtaler han i avisen.

Læs artiklen »Copenhagen climate activists found guilty« i The Guardian

Konservativ støtte til de dømte

Også i Danmark har en usædvanlig kritiker af dommen meldt sig. Den konservative folketingskandidat Morten Kornbech kalder dommen meget »hård« og mener, at de to talskvinder i stedet »havde stor del af æren for den relativt fredelige afvikling« af demonstrationerne under COP15.

– Jeg kender Stine Gry og Tannie Nyboe personligt igennem vores politiske arbejde før og under COP15. De er ikke voldelige, men meget idealistiske, siger han.

– Jeg er meget uenig i deres ideer til, hvordan vi skal løse de meget alvorlige udfordringer, som klimaet står overfor, men som mennesker er de venlige, gæstfrie og langtfra voldspsykopater, siger han.

JPEG - 112.1 kb
Den konservative folketingskandidat Morten Kornbech mener at »bøller fra hele verden« havde planer om at hærge København under klimatopmødet, men at en del af æren for at det ikke skete må tilskrives de dømte klimaaktivister Stine Gry Jonassen og Tannie Nybroe. Morten Kornbech mener pigtråd ved Ungdomshuset på Dortheavej er bevis for »bøllernes« planer.

Den unge konservative, der blandt andet har varetaget hvervet som klimadebattør for Konservativ Ungdom, mener, at der under COP15 var optræk til meget voldelige episoder.

– Men det endte meget mere fredeligt, og en stor del af æren for den relativt fredelige afvikling bør tilfalde Stine Gry og Tannie Nyboe. Hvis de virkeligt havde været ude på ballade, havde de midlerne til at vælte byen, siger han.

Det er ikke første gang, Morten Kornbech har udtalt sig kritisk om retssagen mod de to talskvinder.

– Stine Gry Jonassen og Tannie Nybroe skal ikke behandles som kriminelle, men som politisk aktive, udtalte Morten Kornbech allerede i december 2009, umiddelbart efter de to aktivister var blevet løsladt fra seks dages varetægtsfængsling.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce