Københavns Byret afsagde torsdag den 25. november dom i sagen mod to talspersoner for den civile ulydighedsaktion »Reclaim Power - Push for Climate Justice« den 16. december 2009 under Klimatopmødet i København.
De to talspersoner Stine Gry Johansen og Tannie Nybroe blev idømt fire måneders betinget fængsel og pålagt at betale 40.000 kroner plus moms i sagsomkostninger. De blev dermed dømt skyldige i anklager om anstiftelse af vold og uroligheder.
De to klimaaktivister har udbedt sig betænkningstid til at afgøre, om de vil anke dommen.
– Vi skal finde ud af, om vi gider bruge vores liv med det her, begrunder Stine Gry Johansen overfor Modkraft behovet for betænkningstid.

Byretten lagde i dommens præmisser vægt på, at Climate Justice Action under Klimatopmødet bevidst forsøgte at trænge ind til en p-plads ved Bella Center for at holde et »folkemøde« – på trods af politiets ordrer og ved at forcere politiets afspærringer.
Selv om aktionen havde erklæret sig ikke-voldelig, mente retten, at det var bevist, at demonstranternes skub mod politikæderne kunne betegnes som »vold«, fordi betjente var blevet trængt og havde fået problemer med at trække vejret.
Skub er »vold« og ikke »bagateller«, og skubbene var en følge af udtalelserne fra højttalervognen, erklærede dommeren ved oplæsningen af dommens præmisser. Dommen lagde også vægt på at aktioner havde skader flere af politiets køretøjer.
Det var dog ikke en enig domsmandsret, der afsagde kendelsen. En enkelt person i domsmandspanellet mente ikke, at de to klimaaktivister kunne dømmes efter straffeloven.
Mindretallet lagde vægt, på at demonstrationen var lovligt anmeldt, og de to klimaaktivisters funktion havde været som talspersoner for aktionen, ikke ledere af den. Mindretallet mente heller ikke, at nedtællingen til »push« kunne kaldes en koordinering af aktionen.
Stine Gry Johansen og Tannie Nybroe har under hele retssagen plæderet for frifindelse, blandt andet med henvisning til at aktionen den 16. december foregik på et konfrontativt, men ikke-voldeligt grundlag, der var lagt frem på forhånd.
Og de har anklaget Københavns Politi for at knægte de demokratiske rettigheder op til, under og efter Reclaim Power-aktionen.
De mener dels, at Københavns Politi har forsøgt at knægte en kritisk opinion ved at anholde og retforfølge talspersoner for en aktions kollektive beslutninger. Og dels at Københavns Politi hindrede arrangørerne af Reclaim Power-aktionen i at afholde et folkemøde foran Bella Center på Amager, hvor delegerede fra folkelige bevægelser inde på centret kunne mødes med klimaaktivister i demonstrationen.
Den kritik fastholder de to klimaaktivister efter dommen.
Stine Gry Jonassen mener, at retssagen har været absurd:
– Hele denne sag har sendt et klart signal om, at hvis man tør står frem og have en kritisk holdning til samfundet, så vil politiet gøre, hvad de kan for at lukke munden på dig. Det er absurd at en stor bevægelse som CJA er blevet kriminaliseret på denne her måde, fordi de som nogle af de eneste turde kritisere de igangværende forhandlinger under klimatopmødet, især set i lyset af hvor galt det gik med forhandlingerne og hvor kritisabel Danmarks egen rolle var, siger Stine Gry Johansen.
De to dømte siger, at sagerne er et lige så stort nederlag for det danske demokrati som for dem personligt.
– Retten til at demonstrere er en essentiel del af demokratiet, også selvom det er det eksisterende politiske system, der kritiseres. Jeg håber virkelig, at folk stadig vil bruge deres demokratiske ret til at ytre sig kritisk, selvom man risikerer at blive anklaget af politiet, men jeg frygter, at de her sager kommer til at skræmme folk fra i fremtiden at protestere og organisere sig politisk, siger Tannie Nybroe.
Se Modkraft livedækning af Reclaim Power - Push for Climate Justice
Se Modkrafts billedserie fra Reclaim Power-aktionen
Læs om politiske fængslingers betydning for aktivister i interviewet »Uvishedens magt« på Kontradoxa
Hør interview med Tannie Nybroe og Stine Gry Jonassen umiddelbart efter dommen på DR’s hjemmeside.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96