Annonce

12. november 2010 - 17:19

Studenteruroligheder i London: Hærværk til tekno-musik

En studenterdemonstration imod den nye borgerlige, britiske regerings uddannelsesbesparelser udviklede sig onsdag den 10 november til rudeknusning og indtrængning i partihovedkvarteret for The Conservative Party i London centrum.

Studenter og gymnasieelever fra en demonstration, der af de britiske medier anslås til at have mere end 50.000 deltagere og som var arrangeret af bl.a. den moderate britiske studenteroganisation, National Union of Students, NUS, omringede de konservatives hovedkontor i London og trængte sig ind i gården.

Her begyndte mange – efter studrende først fredeligt havde besat lobbyen - at smadre ruder i bygningen. Aktivister brød også ind i bygningen på Millbank ved Themsen, hvor nogle løb op på taget for at vifte med flag og bannere, mens andre brød ind i kontorer i bygningen og knuste ruder.

JPEG - 73.5 kb
Unge aktivister, der øvede hærværk og trængte ind i de konservative hovedkontor på Millbank i London, beskyldes for at have taget 50.000 demonstranter i Londons gader som »gisler«. Foto fra Indymedia.uk.

Uddannelsesdemonstrationen onsdag den 10. november var en protest imod den liberalt-konservative regerings forslag om bl.a. at tredoble den årlige studieafgift. Universitetsstuderende skal ifølge planen fremover betale 9.000 pund (ca. 80.000 kroner) om året – i et land uden statlig uddannelsesstøtte.

– Det betyder ikke kun, at folk skal arbejde ved siden af studierne, men også at man skal ud og låne tre gange så mange penge som idag, så man som færdiguddannet ender med massiv gæld, siger Bue Rübner Hansen.

De forhøjede studieafgifter bliver introduceret samtidig med massive nedskæringer på universiteterne. Blandt andet bliver langt over 40 provent af al statslig støtte til undervisning beskåret, mens kunst, humaniora og samfundsfag vil miste al støtte.

Der er siden interviewet blev lavet indkaldt til en landsdækkende studenterstrejke og walk out den 24. november - uden støtte fra NUS.

Uroligheder har udløst voldsom diskussion i Storbritannien, hvor de unge aktivister, er blevet beskyldt for at være anarkister og tage den 50.000 personer store studenterdemonstration som »gidsel« for vold og hærværk.

Spontan aktion

Men den fremstilling af begivenhederne kan den danske phd-studerende Bue Rübner Hansen, der er i gang med en forskeruddannelse i London, ikke genkende. Han deltog i demonstrationerne og iagttog begivenhederne inde i det konservative gårdanlæg på tæt hold.

– Det var en helt spontan og uplanlagt aktion, der kom bag på alle, siger han til Modkraft.

–Der var kun få anarkister og ingen egentlig sort blok med i demonstrationen. Det var helt almindelige studenter og gymnasieelever, der var vrede og havde fået nok. Der var alt for mange deltagere i aktionen til, at den kunne være planlagt. Og demonstrationsdeltagerne var nogle helt andre unge end dem, der normalt har stået for radikale studenterpolitiske aktiviteter, siger han.

Kritik og protest mod demonstrationsledelse

Bue Rübner Hansen forklarer, at urolighederne opstod under en demonstration, der startede som en stjernedemonstration, der samledes på Trafalgar Square i det centrale London med anslået 50.000 deltagere. Demonstrationen skulle herefter gå forbi det britiske parlament, ud langs Themsen og ende ved museet Tate Britain.

Se video fra sitt-down-aktionen ved det britiske parlament:

– Op til demonstrationen var der udtalt utilfredshed med, at demonstrationruten var for kort, og at der kun var tre talere. Mange studenter har kritiseret den moderate studenteroganisation NUS for at blokere studenteraktivitet og aktivisme, siger han.

– Som en reaktion mod det startede studerende fra Skotland og Nordengland en sit down-aktion, da demonstrationen passerede forbi det britiske parlament. Man satte sig ned og lod som om man læste, og standsede på den måde demonstrationen og trafikken, siger Bue Rübner Hansen.

– Men der var intet planlagt ved optøjerne ved det konservative hovedkvarter. Studerende fra London Universitet havde udpeget flere potentielle mål for en fredelig besættelse, men det kom bag på alle, at der stort set ingen polititilstedeværelse var i de konservatives gård, siger han.

Den store opbakning til aktionen, der havde op mod 5.000 deltagere, var derfor en stor overraskelse for alle, ligesom de vrede studerendes hærværk var det, fortæller han.

Politi uforberedte

Bue Hübner Hansen befandt sig i selv gården, både før og efter urolighederne brød ud.

– Gården har form som et fiskeøje, hvor den ene side er åben, så det er let at komme ind. Der var kun meget få politibetjente til stede – omkring 25 vil jeg anslå – og de var helt uforberedte på situationen, siger han.

– De var eksempelvis slet ikke i fuld kampudrustning, men var helt i almindelige politiuniformer med de karakteristiske, ternede »bobby-hjelme«. Jeg tror, at det var overraskelsen over, at bygningen var så ubeskyttet, der var med til at udløse uroen. Betjentene stod på en lang række foran indgangen, mens et par tusind unge dansede foran dem, siger han.

Da det kom til skub og massen, vippede aktivisterne hjelme af betjentene, som derefter cirkulerede rundt og blev forsøgt erobret som en slags souvenir, fortæller Bue Rübner Hansen.

Hærværk, ikke vold

Hvor voldsomt udviklede urolighederne sig?

– Hærværket bestod, så vidt jeg kunne se, mest af smadring af ruder og overvågningskameraer – begge dele var meget var populære. Det kom ikke til voldsepisoder. Det nærmeste man kom potentiel vold, var en brandslukker, som blev smidt ud fra taget, hvilket blev besvaret med råbet: »Stop throwing shit!« fra folk i gården, siger han.

– Nogle aktivister trængte desuden ind i bygningen, hvor nogle løb op på taget, hvor de smed bannere ud og viftede med flag – blandt andet fra Leeds Universitet og nogle af smågrupperne. Andre aktivister, der var trængt ind i bygningen, løb ind i nogle af lokalerne og smadrede også ruderne her.

Hvordan kan du vide, om hærværket var organiseret eller ej?

– Jeg har været med til mange studenterdemonstrationer, der var meget mindre, og hvor jeg tit har kunnet genkende ansigter. Det kunne jeg ikke denne gang.

– Her var der rigtig mange teenagere, gymnasieelever og studenter fra forstæderne – og stemningen var meget mere karnevalagtig end ved normale demonstrationer. Der blev eksempelvis spillet dubstep, hårdt pumpet tekno-musik, fra lydvogne, og der blev danset vildt meget. Først i gården, men siden også inde i lobbyen. Der er ellers aldrig højtalervogne med musik med i demonstationerne herovre.

Uenighed i studenterbevægelsen

Har brugen af radikale midler givet bagslag for studenterbevægelsen?

– Det er meget svært at sige. Den nationale studenterorganisering NUS har taget afstand fra urolighederne, mens eksempelvis formanden for ULU [University of London Union. red.] har forsvaret aktivisterne med henvisning til den vrede, der er mod regeringens planer.

Hvad kommer det til at ske nu?

– Det er et godt spørgsmål. NUS kan måske lige nu være ramme for nye, store demonstrationer, selv om organisationen ikke er principiel modstander af brugerbetaling på universiteterne, men kun imod at de bliver sat op. Venstrefløjen har ellers i stort omfang afskrevet NUS som en organisation, der kan bruges til noget.

– Men hvis bevægelsen skal drives videre, tror jeg, at det vil ske ud fra lokale forhold. Det er sandsynligt, at det kan komme til universitetsbesættelser. Men jeg tror også, det vil komme til store og brede protester, især når det går det går op for folk, at det her ikke kun handler tredobling af de årlige studieafgifter, men også om afvikling af den offentlige støtte til humaniora og statskundskab, siger han.

Efter interviewet med Bue Rübner Hansen har omkring 70 studerende gennemført en besættelse på Manchester University i omkring tre timer.

Se tv-klip på BBC med debat mellem debat studenterrepræsentatnt for ULU, som støtter aktionen ved Millbank, og Aaron Porter fra NUS, som går imod den (engelsk, ikke-tekstet)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce