Selskabet, som i dag ejer grunden på Jagtvej 69 i København, planlægger at bygge forretninger og boliger på den omstridte matrikel.
– Vi undersøger for tiden, hvilke muligheder vi har for udviklingen på Jagtvejsgrunden, og forventer at der kan etableres en karréudfyldning med erhverv i bunden og boliger på de øvrige etager«, fortæller Carsten Tidgen Houtved. Han er ejer af Udviklingsselskabet af 2010 Aps, der købte grunden for et halvt år siden, til DR København.
Han tilføjer, at selskabet endnu ikke har talt med samtlige naboer om planerne med grunden, men at det er planen at afholde borgermøder om byggerplanerne.
– Vi har forståelse for de følelser, der har været omkring Ungdomshuset. Men vi ser ikke købet af grunden som en del af de uoverensstemmelser, der har været mellem brugerne, Faderhuset og kommunen«, siger Carsten Tidgen Houtved.

Læs artiklen »Ungdomsboliger på vej til Jagtvej 69« på DR.dk
Advokat Knud Foldschack, der har repræsenteret brugerne af det gamle Ungdomshus, falder ikke på halen over elskabets udspil.
- Jeg mener, den grund burde have været brugt til et offentligt formål. Fordi den grund i over 100 år har været i offentligt regi med et Folkets Hus. Jeg synes ikke, det er imponerende, at vi ender med et butikscenter, udtaler han til DR København
Det er fortsat usikkert hvornår byggeriet går i gang, da forhandlingerne med Københavns Kommune og dialogen med naboerne endnu ikke er færdige.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96