Annonce

1. november 2010 - 18:07

Uenigheder mellem SF og Enhedslisten eksploderer

Eder og forbandelser flyver i luften mellem SF’ere og Enhedslistemedlemmer, efter at SFs formand Villy Søvndal i et interview i dagbladet Politiken har diskvalificeret Enhedslisten til at være med i et såkaldt »ghetto-forlig«. Det sker i en artikel, hvor SFs formand inviterer til samarbejde med den borgerlige regering.

I interviewet siger Villy Søvndal:

»Det er ikke Asmaa Abdol-Hamid (tidligere folketingskandidat for Enhedslisten, red.) og Pia Kjærsgaard, der har noget godt at levere til de her problemer. Jeg synes, vi skal lave det mellem den nuværende og den kommende regering, og det vil sige Venstre, de konservative, Socialdemokratiet og SF. Og måske de radikale. Og da Enhedslisten ikke vil være med i en kommende regering, skal de ikke være med til at lægge linjen her«.

Modkraft har forsøgt at få Villy Søvndal til at uddybe sine standpunkter, men forgæves. Villy Søvndal ønskede at lave en åbning mod regeringen, får Modkraft at vide på forespørgslen, og han har ikke mere at føje til debatten.

Læs artiklen »SF opfordrer til national aftale om ghettoplan« på Politiken

Ø: SF splitter opposition

Udmeldingen har medført en usædvanlig skarp reaktion fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Hun er dels harm over at SF-formanden trækker Asmaa Abdol Hamid ind i debatten, selv om hun ikke længere indtager tillidsposter inden for Enhedslisten, og dels sammenligner Enhedslistens position med fremmedhad hos Dansk Folkeparti.

JPEG - 43.7 kb
Enhedslisten beskylder Villy Søvndal for at splitte oppositionen med udsagn der sætte listen i bås med Dansk Folkeparti. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

– Det er jo næsten tragikomisk, at Villy Søvndal mener, at Enhedslistens ønske om øget fokus på forebyggelse, social indsats og job og uddannelse, er lige så slemt eller farligt som Pia Kjærsgaards parabolforbud og krigserklæring mod en hel verdensreligion, siger hun i en pressemeddelelse.

– Jeg synes, det er synd, at Villy Søvndal bruger sin energi på at splitte oppositionen. Det der er brug for er, at oppositionen står sammen om at præsentere klare alternativer til VKOs fejlslagne ghetto-politik, siger hun.

Ophidset blogdebat på Modkraft

Uenighederne mellem de to partiers medlemmer er samtidigt eksploderet i debatten på Modkraft.

Bloggeren Mikkel Skov Petersen, der har en fortid som pressemedarbejder på Enhedslisten, beskylder mandag den 1. november i et usædvanligt karsk sprogbrug SF for at smide sin venstreorientering ud med badevandet:

»Vejen til magten går ikke over saglig- og faglighed, fornuft og indsigt, solidaritet og fællesskab, men gennem Ole Sohns og hans smådrenge og -pigers våde drøm om samarbejde med VKOI, for derigennem at ryste den sidste rest af dårlig venstrefløjs-karma af sig,« skriver Mikkel Skov Petersen.

Læs Mikkel Skov Petersens blogindlæg »Fy for satan« på Modkraft

Mikkel Skov Petersens blog forholder sig ikke kun til Villy Søvndals aktuelle udmeldinger, men til to længere blogindlæg fra SF-landsledelsesmedlemmet Kasper Bjering Jensen, der ligeledes er offentliggjort på Modkraft.

Kasper Bjering Jensen fremstilller i et blogindlæg, der har karakter af »dystopi«, Enhedslisten som en »Løkke« om en kommende S-SF-regering, der presses i armene på de borgerlige og tvinges til at udskrive valg i utide. Blogindlægget har affødt mere end 60 debatindlæg og Kasper Bjering Jensen har selv fuldt debatten op med et nyt blogindlæg.

Læs Kasper Bjering Jensens blogindlæg »Bliver Enhedslisten en Løkke om Helles hals?«

Læs Kasper Bjering Jensens blogindlæg »Replik om Enhedslistens parlamentariske strategi«

Søvndal inviteres til ghettomøde i Tingbjerg

I en mere fredsommelig afdeling har den københavnske socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten inviteret Villy Søvndal til et offentligt debatmøde i Tingbjerg i det nordvestlige København.

Det sker angiveligt for at rette op på uenighederne inden for oppositionen.

– De 29 belastede områder [der er udpeget som såkaldte ghettoer, red.] er fattigdoms- og sociale ghettoer. Derfor skal problemerne angribes socialt, siger Mikkel Warming med henvisning til det tætte politiske ghetto-samarbejde mellem Socialdemokrter, SF’ere, radikale og Enhedslisten i København.

Se Mikkel Warmings invitation på hjemmesiden for Enhedslisten København

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce