Københavns Politi er bevidst gået efter arrestationer af talspersoner for klimanetværket Climate Justice Action, der gennem en civil ulydighedaktion den 16. december forsøgte at trænge ind på en parkeringsplads ved Bella Center i København.
Det mener Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe, der begge blev anholdt på en højtalervogn under demonstrationen ved Bella Center under klimatopmødet COP15 i København.
Her ville demonstranter og akkrediterede fra klimaforhandlingerne holde en »folkeforsamling«. Men mødet blev hindret på grund af politiets indgriben - og demonstranterne måtte i stedet gennemføre mødet uden for politikæderne og uden adgang for de akkrediterede, der blev hindret udgang fra centret af Københavns Politi.

– Vi kan ikke se politiets indgriben som andet end et forsøg på at skræmme og lukke munden på de personer, der ytrer en radikal samfundskritik, siger Tannie Nyboe til Modkraft.
De to klimaaktivister, hvis telefoner var blevet aflyttet gennem flere måneder op til aktionen »Reclaim Power - Push for Climate Justice«, blev varetægtsfængslet i seks dage.
De er siden blevet tiltalt for organisering og forsøg på vold mod tjenestemandmand i funktion, groft hærværk, forstyrrelse af den offentlige ro og orden samt ulovlig indtrængen. Anklagerne kræver skærpede straffe med henvisning til »lømmel-paragrafferne«.
Retssagen startede den 6. oktober og er fortsat den 27-28. oktober - med mulig domfældelse torsdag den 28. oktober.
– Under selve klimatopmødet kunne vi ikke se noget mønster i politiets chikane mod klimaaktivister, siger Tannie Nyboe.
– Op til topmødet gik politiets kontrol mest ud over de personer, der gik ud og ind af de sovesteder, der var oprettet til udenbys aktivister. Her blev folk stoppet på gaden og kropsvisiteret, og sovesteder og biler blev ransaget, siger Stine Gry Jonassen.
– Det virker som om betjentene lige ville markere, at man kendte navnene på folk og sige at man holdt øje med dem, siger Tannie Nyboe.
Var det en opmærksomhed I to også kunne mærke?
– Nej, på det tidspunkt var politiets fokus mest på ting og genstande. Som talskvinder arbejdede vi med pressearbejde, ikke med den praktiske logistik med for eksempel transport til og fra folkekøkkener, siger hun.

– Men vi oplevede politiet gjorde det svært at formidle det politiske indhold i protesterne mod topmødet. Klimafængsler, lømmelpakker og ransagninger flyttede fokus fra den politiske dagsorden, vi forsøgte at sætte, siger Stine Gry Jonassen.
– Ja, fokus flyttede sig så at sige fra politik til kanoner, supplerer Tannie Nyboe.
– Men efter klimatopmødet er kommet på afstand, mener vi at kunne se et mønster i arrestationerne den 16. december. Københavns Politi havde fokus på indgreb over for de personer, der har udtalt sig på bevægelsens veje, siger Stine Gry Jonassen.
Hun henviser til, at Københavns Politi ikke kun arresterede hende og Tannie Nyboe under aktionen, men også andre fremtrædende aktivister - heraf flere såkaldt »præventivt« før demonstrationsafviklingen.
– Politiet virkede meget forberedte. Og det vidste præcis, hvem det gik efter. Det virker ikke som om politiets fokus lå på »ulovligheder«, dem kunne de jo blot registrere med videooptagelser. Politiet gik i stedet efter dem, der har sagt noget på klimabevægelsens vegne. Københavns Politi knægtede på den måde vores ytringsfrihed, siger Stine Gry Jonassen.
– Og vores forsamlingsfrihed. Politiet hindrede os også i at holde folkemødet på p-pladsen ved Bellacentret, tilføjer Tannie Nyboe.
Jeres mål var ikke at trænge ind i selve Bellacentret?
– Nej, det har det aldrig været. Det var en misforståelse, der cirkulerede i pressen – og som blandt andet Modkraft var med til at sætte i gang. Vi ville aldrig kunne holde et fredeligt møde inde i centret.
Aktionen hed bl.a. »Push for Climate Justice«. Det er vel ikke ligefrem kaldes et fredeligt koncept?
– Vores mål var at komme ind på P-pladsen for at holde folkemødet, ikke at trodse eller konfrontere politiet. Derfor sagde vi også nej, da politiet foreslog opstilling af en symbolsk kæde én kilometer fra centret, som vi måtte få lov til at bryde igennem, siger Tannie Nyboe.
– Vi erklærede på forhånd, at vi nok var villige til at forsøge at gå gennem politikæderne, for at nå frem til parkeringspladsen - men ud fra et kodeks af civil ulydig ikke-vold. Altså kun ved at masse os igennem eller forsøge at komme uden om politikæderne. Men selv om vi gang på gang fortalte, at vi var ikke-voldelige, var det som om ingen stolede på os – hverken politi eller presse, siger Stine Gry Jonassen.

– Vi sagde ikke kun at vi var ikke-voldelige. Vi var også helt specifikke og sagde: Der vil ikke være flaskekast og der vil ikke blive lavet bål og barrikader. Selv om vi forsikrede, at det aktionskoncept ikke ville blive brudt, blev vi gang på gang spurgt, hvad vi ville gøre ved »de voldelige«, siger Tannie Nyboe.
– I retten er anklagemyndigheden fortsat med at fremture med, at demonstrationen og aktionen var voldelig. Men det var den ikke. Den eneste vold, der forekom, blev udøvet af politiet, siger Stine Gry Jonassen.
Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe kalder anklagerne om ønske om anstiftelse af vold og uroligheder for absurde.
– Hvis anklagemyndighedens og politiets fremstilling af aktionens formål var rigtig, ville man jo aldrig vælge talspersoner. Det er da være idiotisk at til stille sig op og være talsmænd for hærværk og slagsmål med politiet. Det, vi forsøgte, var at sætte en anden klimapolitise dagsorden end den, der foregik inde i Bellacentret, siger Stine Gry Jonassen.
Ifølge de to klimaaktivister var det Københavns Politi, der havde fået vold på hjernen op til aktionen.
– I november sagde politiet igen og igen, at vi bare skulle sige til, når »de voldelige kom«, så skulle det nok tage sig af dem – selv om vi igen og igen sagde: »De kommer ikke, siger Tannie Nyboe.
– Og der var heller ikke nogen aktivistvold under aktionen – politiet har jo ikke rejst tiltale om vold mod nogen, siger Stine Gry Jonassen.
Er grænsen til vold ikke flydende, når man har et aktionskoncept om at skubbe sig gennem politikæderne?
– Nej, for det giver ikke mening at tale om vold, når man bruger en aktionsform, der søger af undgå at nogen kommer til skade, siger Tannie Nyboe.
Skaber skub ikke en konfrontation, der ligger på grænsen til vold?
– Skub er nok konfrontativt, men fra et ikke-voldeligt udgangspunkt, siger Stine Gry Jonassen.
– Og det udviklede sig heller ikke til vold fra demonstranternes side. Aktivister havde hænderne i vejret, da de forsøgte at bryde politikæderne. Der var ingen maskerede og ingen voldelige. Det var faktisk meget farverigt og broget – næsten helt hippieagtigt. Men det virker som om politiet havde et trusselsbillede i hovedet, som det ikke kunne komme af igen; som om det troede, det stod over for en voldelig, sort blok, siger hun.
– I hvert fald begyndte betjentene at banke løs på folk, lige snart menneskemængden nåede frem til Bella Center. Politiet hævede kniplerne og slog løs på folk, før man overhovedet var begyndt at skubbe, siger Tannie Nyboe.

Selv om Tannie Nyboe og Stine Gry Jonassen ikke befandt sig i de dele af demonstrationen, hvor der blev skubbet, er det begge tiltalt for vold mod tjenestemandmand i funktion, groft hærværk, forstyrrelse af den offentlige ro og orden samt ulovlig indtrængen.
– Anklagerne lyder til flere af punkterne også på forsøg på anstiftelse og organisering ulovlighederne af den type. Af mangel på beviser, siger Tannie Nyboe.
Københavns Byret har siden onsdag den 6. oktober holdt tre dages retsmøder - og dommen i retssagen kan meget vel falde torsdag den 28. oktober, vurderer Stine Gry Jonassen og Tannie.
– Det ser ud til, at anklageren mener, vores skyld juridisk og teknisk bliver bevist ved, at vi har råbt »push«, siger Stine Gry Jonassen.
– Vi håber retssagen kan afsluttes torsdag – også selv om dommer, domsmænd og advokater har reserveret yderlige to dage i december, siger Tannie Nyboe.
Domsafsigelsen sker først den 25. november, har Modkraft erfaret efter artiklens offentliggørelse. Ifølge Klimakollektivet har dommerne angivet tekniske årsager.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96