Annonce

25. oktober 2010 - 16:30

Vollsmose-formand afsat

Enhedslistens byrådskandidat Ra Ranunkel besluttede den 18. oktober at trække sig som formand for samarbejdsrådet i Odense-bydelen Vollsmose.

Det er sket efter at den rød-grønne politiker i lokalpressen har udtalt, at etniske danskere udsættes for chikane fra en lille gruppe somaliske og palæstinensiske unge i Vollsmose.

Som Modkraft fortalte for to uger siden, så blev Ra Ranunkel udsat for trusler og stenkast efter hans udtalelser ligesom han blev kritiseret af blandt andre Integrationsrådet i Odense for at skabe splittelse i området.

Selv mener Ra Ranunkel, at han er blevet presset til at gå af som formand for Samarbejdsrådet på grund af hans politiske holdninger til Socialdemokraterne og regeringens »ghetto-politik«.

– Jeg finder det dybt tragisk, at den socialdemokratiske bevægelse har gennemført denne magtovertagelse i Vollsmose. Det er berufsverbot og handler i virkeligheden om, at jeg, ligesom et flertal i bydelen, er modstander af den nedrivningspolitik, som man vil gennemføre, siger Ra Ranunkel til Modkraft.

Læs artiklen »Ra Ranunkel trækker sig efter racisme-udtalelser« hos Fyns.dk.

Læs artiklen »Enhedslistens mand i Vollsmose frygter for sin sikkerhed« hos Modkraft.

Presset ud af Samarbejdsrådet

I en pressemeddelelse bragt på Vollsmose.dk den 20. oktober, skriver Samarbejdsrådet i Vollsmose, at et flertal i rådet har mistet tilliden til Ra Ranunkel efter hans udtalelser om lokale ballademageres etniske tilhørsforhold.

JPEG - 28.6 kb
Enhedslistens mand i Vollsmose har trukket sig som formand for Samarbejdsrådet men nyder stadig opbakning blandt beboerne. Foto: Enhedslisten.

»Et stort flertal i Samarbejdsrådet fandt, at Ra Ranunkels udtalelser igennem den seneste tid ikke har været i tråd med rådets overordnede formål og beklagede, at formanden er gået til pressen med holdninger, der ikke har været drøftet i rådet«.

Læs pressemeddelelsen »Bred opbakning til konstitueret formand«.

– Hvad, han har sagt, må stå for hans egen regning. Vi kunne ikke leve med at generaliserede og hænge enkelte grupper ud og heller ikke, at han udtalte sig på vegne af samarbejdsrådet. Det er derfor, han valgte at gå, siger den nye formand Abdel Salam til Fyns Stiftstidende.

Han bekræfter dog samtidig overfor avisen, at Ra Ranunkel var blevet væltet, hvis han ikke selv havde valgt at stoppe som formand.

Læs artiklen »Ny formand - ny stil« hos Fyns.dk.

Opbakning blandt beboere

Det er dog ikke alle som har taget afstand fra Ra Ranunkel og der har da også været kritiske ryster efter de facto fyringen af Enhedslistens byrådskandidat, som af mange bliver betragtet som en lokal ildsjæl med et stort hjerte for de svageste i bydelen.

– Jeg kender ham ikke personligt, men på mig virker han som en ildsjæl, der gennem lang tid har ydet en stor indsats for integrationen i Vollsmose. Og det burde han have ros for, siger formanden for Somalisk Ungdom, Mohamed Suleban til Fyns Stiftstidende.

JPEG - 28.6 kb
Formanden for Somalisk Ungdom, Mohamed Suleban, beklager Ra Ranunkels afgang. Foto: Privat.

– Ra Ranunkel har ikke forholdt sig tavs, som de andre medlemmer af samarbejdsudvalget, men talt åbent om de problemer, som har været i Vollsmose. Meget af det, han har sagt, er sandt, og det er noget, som mange ikke har villet sige åbent. Vi synes, at han er modig og fortjener al respekt for det - også selv om vi er uenige med ham i, at de her problemer bunder i en etnisk konflikt, siger Mohamed Suleban.

Læs artiklen »Voldsom overreaktion at fyre Ra Ranunkel« hos Fyns.dk.

Formanden for Somalisk Ungdom er ikke ene alene om støtten til Ra Ranunkel, der fortæller, at han har modtaget mange støtteerklæringer.

– Jeg har aldrig i mit liv oplevet så stor opbakning, som i de seneste uger. Det er helt overvældene. Der er tilsyneladende mange, der ligesom mig, mener at alle beboere i Vollsmose skal kunne tale åbent om sine tanker og følelser. Jeg er enormt glad for opbakningen, siger hovedpersonen selv.

Enhedslisten bakker 100 procent op

Også Enhedslisten i Odense støtter op om den nu tidligere formand for Samarbejdsrådet.

Anna Rytter siger til Modkraft, at partiets bestyrelse bakker »100 procent op« bag Ra Ranunkel ligesom man deler hans analyse af at kontroverserne i Samarbejdsrådet handler alt muligt andet end et par uheldige udtalelser i medierne.

– Det er dybt beklageligt at han har været tvunget til at trække sig. Nogle folk vil åbenbart ikke se realiterne i øjnene, for sandheden er jo, at der er tale om en gruppe unge mennesker fra flygtninge familier, som er så traumatiseret og hårdt ramt af regeringens hetz, at de er meget udadreagende, fortæller Anna Rytter til Modkraft.

– Ra har sat ord på nogle dybe sociale problemer om nogle folk, der har alvorligt brug for hjælp. Men tilsyneladende er der ikke stemning for at tale om problemerne. I stedet vil man vedtage udgangsforbud, nedrive bygninger, sætte mere politi ind og hæve straffen, mener Anna Rytter.

»Nedrivningspolitik« til debat

Ra Ranunkel vil nu bruge opbakningen blandt beboerne til at starte en kritisk debat om den kommende helhedsplan for Vollsmose.

Regeringen fremlægger tirsdag den 26. oktober deres »ghetto-plan« og mange frygter, at den bliver en anledning til at rive bygninger ned i bydelen.

I første omgang, så drejer Ra Ranunkels kritik sig dog om Socialdemokraterne, der har det politiske flertal i Odense.

– Jeg mener, at der sider nogle socialdemokratiske pampere som udnytter beboerdemokratiet til at få opbakning til deres nedrivningspolitik. Derfor vil jeg arbejde for at vi nu får en gennemgribende og kritisk debat om planerne om at rive folks huse ned, siger Ra Ranunkel.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce