Annonce

13. oktober 2010 - 21:13

Enhedslistens mand i Vollsmose frygter for sin sikkerhed

Enhedslistens byrådskandidat Ra Ranunkel har siden 1995 boet i Odense-bydelen Vollsmose, hvor han med stor glæde og engagement har arbejdet med integration.

Men de seneste par dage har den 45-årige socialrådgiver og formand for Samarbejdsrådet i den socialt belastede bydel ikke turde gå på arbejde.

Ra Ranunkel udtalte fredag den 8. oktober til Fyns Stiftstidende – og gentog dagen efter til TV2/FYN – at han mener, at palæstinensiske og somaliske unge står bag flere episoder med bilafbrændinger, hærværk, røverier og vold mod etniske danskere.

Siden har han modtaget telefontrusler, fået kastet sten efter sig under et tv-interview og har efterfølgende måtte bede om politibeskyttelse af frygt for at blive overfaldet. I dag er byrådskandidaten sygemeldt fra sit arbejde og ønsker ikke at gentage sine synspunkter offentligt.

JPEG - 23.1 kb
Ra Ranunkel fra Enhedslisten i Odense er bange for at blive overfaldet efter han udtalte sig kritisk om en gruppe somaliske og palæstinensiske unge i Vollsmose. Foto: Enhedslisten.

– Jeg er bange og tør ikke gå på arbejde af frygt for at blive overfaldet. Og jeg ønsker ikke at tale højt om gerningsmændenes etniske baggrund mere. Det bliver bare misforstået og misbrugt af medierne, fortæller Ra Ranunkel til Modkraft.

Racekonflikt i Vollsmose?

Fyns Stiftstidende bringer fredag den 8. oktober et interview med Ra Ranunkel under overskriften »Danskere forfølges i Vollsmose«.

Her citeres Enhedslistens mand for at sige: »En etnisk konflikt, en racekonflikt, er ved at være brudt ud, og det er uhyggeligt«.

Læs artiklen »Danskere forfølges i Vollsmose« hos Fyns Stiftstidende.

Dagen efter bringer TV2 Fyn et indslag under overskriften »Racekonflikt i Vollsmose«.

I udsendelsen siger Enhedslistens byrådskandidat blandt andet: »Jeg har ikke oplevet, at ret mange af anden etnisk oprindelse har oplevet at blive frarøvet deres penge og blevet slået ned. Til gengæld så har jeg oplevet igennem sensommeren, at der er en del danskere, som har været udsat for en del ubehagelige overfald«.

Desuden udtaler Ra Ranunkel: »Hvis man nu undersøger hvilke biler, det er, der er brændt af, så er det mit indtryk, at det eksempelvis er danskere, det går ud over primært«.

Se indslaget »Racekonflikt i Vollsmose« bragt den 8. oktober.

Stenkast under tv-interview

Udtalelserne om forfølgelse af etniske danskere bliver kritiseret af Integrationsrådet i Odense.

– Jeg kritiserer, at man gør det til en etnisk problemstilling. Ra Ranunkel er med til at lave bål og brand i Vollsmose, og han skaber mere splid end samarbejde, siger Integrationsrådets formand Mahmoud Daoud i et interview til TV2Fyn.

Læs artiklen »Integrationsrådet kritiserer Ra Ranunkel« hos Vollsmose.dk.

Da Ra Ranunkel bliver interviewet igen lørdag den 9. oktober for at svare på Integrationsrådets kritik, begynder lokale unge at kaste sten efter ham.

Se indslaget »Stenkast mod kritiker« bragt på TV2 Fyn den 9. oktober.

»En misforståelse«

Ra Ranunkel har efter episoden med stenkast følt sig forfulgt og har modtaget flere telefontrusler. Derfor har han besluttet at blive hjemme fra sit arbejde. indtil sagen falder til ro.

Til Modkraft siger han, at hele sagen bygger på en misforståelse, og at han nu vil holde op med at snakke om de unge ballademageres etnicitet, for at undgå yderligere forviklinger.

– Jeg har aldrig ønsket at stigmatisere nogen eller diskriminere. Jeg vil gerne understrege, at jeg er anti-racist og har kæmpet for den palæstinensiske sag i 30 år og har dyb forståelse for, at det er et forfulgt og undertrykt folk, siger han til Modkraft.

Medierne og højrefløjen taler om begrebet »omvendt racisme« – altså at danskere forfølges på grund af deres etnicitet. Mener du, at det er, hvad du oplever på egen krop nu?

– Nej. Jeg er blevet udsat for en misforståelse. Jeg skal lære at udtrykke mig klarere i fremtiden, siger Ra Ranunkel.

Læs artiklen »Pia K vil stramme regeringens ghettoplan« hos Fyens Stiftstidende.

Ranunkel: Åbenhed er en hjælp

Han fortæller, at hans oprindelige udtalelser bygger på samtaler, han har haft med beboerne i Vollsmose, som har henvendt sig efter til ham i hans egenskab af formand for Samarbejdsudvalget. Henvendelserne kom efter en periode med røverier og afbrænding af biler i området, og mange opfatter episoderne som chikane.

– Jeg mener jo egentlig ikke, at der er noget forkert i at nævne hvem, der står bag episoderne. Men dermed ikke sagt, at de ikke skal have hjælp. Det er netop fordi, disse grupper har det særligt hårdt, at vi har brug for at snakke åbent om det, uddyber Ra Ranunkel.

Han siger også, at han gerne vil fortsætte sit sociale arbejde i Vollsmose og det politiske arbejde i Enhedslisten, men har brug for at slappe af i en periode, ligesom han i nær fremtid skal forklare sine synspunkter overfor sine partikammerater.

Se indslaget »Telefontrusler« hos TV2Fyn bragt den 11. oktober.

Politiet har anholdt og sigtet tre personer for grov vold for stenkast mod Ra Ranunkel under interviewet med TV2Fyn.

Læs artiklen »Ondt i maven efter stenkast« hos Fyns Stiftstidende.

Læs artiklen »Stenkastere risikerer racisme-straf« hos Fyns Stiftstidende.

Læs mere om Ra Ranunkel hos Enhedslisten i Odense.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce