»Civil-militær samtænkning« er blodigt spin

Når krigsførende nationer som Danmark i medierne kalder deres militære tilstedeværelse i Afghanistan for humanitær bistand, er det i virkeligheden et politisk spin for at vinde folkestemningen.

Og det er et farligt spin, fordi det placerer de humanitære organisationer i dødfarlige situationer, mener Læger Uden Grænser, der selv mistede fem medarbejdere i 2004 på den konto.

Organisationen kalder det et misbrug, der er med til at forskyde befolkningens forståelse for, hvad grundprincipperne for humanitært arbejde er. Humanitær hjælp skal som udgangspunkt være neutral og upartisk og gives til de mest trængende.

Civile og nødhjælpsorganisationer kommer i klemme, hvis krigsførsel iklædes humanitære gevanter, mener Læger Uden Grænser.

– Vores styrker kan ikke betegnes som neutrale aktører, og deres humanitære hjælp er ikke funderet i de humanitære principper, siger Jesper H. L. Jørgensen, formand for Læger Uden Grænser (DK) i en pressemeddelelse.

Meningsmåling bekræfter spin

Den politiske retorik er afgørende i kampen om folkestemningen. Så når politikere beskriver indsatsen i Afghanistan som »civil-militær samtænkning«, og militære styrker kalder deres indsats for »humanitær bistand«, er det eksempler på retorisk omhu.

At det virker efter hensigten kan ses i en spørgeundersøgelse, som Læger Uden Grænser henviser til i pressemeddelelsen. Den viser at »41 procent af danskerne mener, at den hjælp, som danske soldater giver i Afghanistan er baseret på de humanitære principper om neutralitet og upartiskhed.«

– Svarene tyder på, at det for mange danskere ikke står klart, at Danmark har klare politiske og militære mål i Afghanistan, siger Jesper H. L. Jørgensen.

En farlig cocktail

– Fire ud af fem danskere mener, at politiske, religiøse eller etniske tilhørsforhold ikke bør have indflydelse på, om man kan modtage hjælp, og at hjælpen skal gives til dem, der har størst behov, men samtidig svarer 54 procent ja til, at humanitære organisationer bør samarbejde med de internationale væbnede styrker i konfliktområder som Afghanistan, skriver Læger Uden Grænser.

Sammenblandingen af det militære og humanitære arbejde fra politisk og militær side giver to hovedproblemer, mener de.

Det mudrer billedet for den almindelige borger, der får svært ved at se forskellen. Samtidig giver det konkrete sikkerhedsproblemer for de humanitære organisationer, der er til stede i krigszonerne.

Deres neutralitet og upartiskhed kan drages i tvivl af de krigsførende parter, så geværløbet pludselig peger i deres retning.

Det har Læger Uden Grænser selv erfaret på egen krop i 2004, hvor organisationen trak sig ud af Afghanistan, efter fem af deres medarbejdere blev dræbt i Badghis-provinsen. Organisationen genoptog arbejdet i 2009.

– Når militære styrker optræder som hjælpearbejdere, bliver det sværere for civilbefolkningen og vigtigst militærets modstandere at skelne mellem, hvem der giver hjælp uden andre dagsordener, og hvem der giver hjælp for at opnå et politisk mål. Konsekvensen er, at alle, der yder humanitær nødhjælp risikerer at blive skydeskiver, og at de, som får hjælpen udsætter sig for en stor risiko, siger Jesper H. L. Jørgensen.

Læs »Forvirring om humanitær hjælp i Afghanistan« på Læger Uden Grænsers hjemmeside.