Annonce

21. september 2010 - 17:38

Colombia: FARC og ELN erklærer intern kamp slut

De to vigtigste guerillabevægelser i Colombia har besluttet at stoppe de indbyrdes stridigheder i provinsen Arauca. Konflikten, der har stået på siden 2006, brød ud i lys lue i maj i år.

»Vi erklærer, at den tragiske konfrontation mellem FARC og ELN i provinsen Arauca er definitivt slut«, skriver de to guerillagrupper i en fælles pressemeddelelse. Selve erklæringen fra de stridende parter melder ikke om årsagen til den militære optrapning i maj.

JPEG - 553.7 kb
»Vi erklærer, at den tragiske konfrontation mellem FARC og ELN i provinsen Arauca er definitivt slut«.
Foto: resistanceindia.blogspot.com

Colombias Revolutionære Væbnede Styrker FARC har ca. 9000 guerillatropper. Den Nationale Befrielseshær ELN har ca. 3-5000 guerillakrigere, ifølge autonominfoservice.net.

Erklæringen er underskrevet af ELNs og FARCs ledelse på regionalt niveau og skal skabe fred mellem bevægelserne i den østlige provins Arauca.

Det var under et møde afholdt for nylig i den omstridte provins, at FARC og ELN indgik aftale om at indstille kampene. Ifølge de to væbnede organisationer forløb mødet »i en kammeratlig og broderlig stemning, hvor der blev talt direkte om årsagerne til den ulykkelige og absurde konfrontation mellem to søsterorganisationer«, skriver den colombianske netavis Prensa Rural.

Stridens kerne: Provinsen Arauca

I de colombianske medier er der konsensus om, at stridens kerne er konkurrence om militær kontrol og indflydelse på befolkningen i den østlige provins Arauca. Striden har derfor haft store konsekvenser for civilbefolkningen.

Befolkningen er gentagne gange endt i skudlinien mellem de to bevægelsers styrker, hvorfor mange familier har været nødt til at flygte fra deres hjem. Dette anerkendes i erklæringen, hvor begge parter opfordrer bønderne til at vende hjem til deres jordlodder.

Der var allerede i 2009 tilløb til at stoppe stridighederne uden succes. Både FARCs og ELNs ledelse udsendte dengang en erklæring, hvori de beordrede deres enheder til at indstille kampene, så civilbefolkningen ikke skulle lide under konflikten.

Alligevel blev konflikten optrappet samtidig med, at FARC og ELN udførte fælles operationer mod regeringsstyrker i andre dele af Colombia.

Både FARC og ELN opholder sig blandt andet i provinsen på grund af dens fordelagtige geografi. Området grænser op til Venezuela og rummer ideelle forsvarsbetingelser og skjulesteder.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce