Den rød-grønne koalition mellem Socialdemokraterna, Vänsterpartiet og Miljöpartiet de Gröna har bevirket, at Vänsterpartiet stort set er gledet ud af billedet. Samme skæbne ramte partierne Feministisk Initiativ og Piratpartiet.
Mediernes interesse har alene været konflikterne omkring de to statsministerkandidater fra Socialdemokraterna og Moderaterna, Mona Sahlin og Fredrik Reinfeldt. En del opmærksomhed gik også til Sverigedemokraternes forventede indmarch i Riksdagen.

Vänsterpartiet har i valgkampen nedtonet flere af sine mærkesager, eksempelvis deres kritiske holdning til EU og Nato, for at styrke det rød-grønne samarbejde. Men det ser umiddelbart ud til, at strategien hverken har gavnet Vänsterpartiet eller Socialdemokraterna.
Partiet fik kun 5.6 procent af stemmerne og tabte 3 mandater. De har nu 19 mandater. Tilbagegangen har blandt andre kostet Vänsterpartiets næstformand Alice Åström pladsen i riksdagen.
Ikke alle fra Vänsterpartiet tager lige let på tilbagegangen for partiet i lyset af Sverigedemokraternes indtog, som blev valgt ind i Riksdagen med 5.7 procent af stemmerne og fik 20 mandater.
Dror Feiler, også kandidat for Vänsterpartiet, opfordrer mandag den 20. september på sin Facebook-profil alle til at vise deres utilfredshed med valget. Både med tilbagegangen og Sverigedemokraternes indmarch i Riksdagen.
- Vi er vrede, frustrerede, skuffede og kede af det. Vis, at du ikke støtter, hvad der skete i aftes, SD i Riksdagen. Vi fik smæk i valget. Men vi ved, at demokrati udøves hver dag og ikke bare på valgdagen. Så vi må organisere os og give racisterne et modsvar på gader og torv, siger han.
Frygten, som Dror Feiler frustreret giver luft, er et mere højredrejet Sverige, med et svagere Socialdemokrati og Sverigedemokraterne som en del af Riksdagen. Han mener, at højrefløjen i Socialdemokraterna nu vil positionere sig.
- De vil have, at S skal gå til højre, sænke skatterne osv. De ønsker, at S skal fortsætte med at begå politisk selvmord. Hvornår vågner S og indser, at man ikke både kan tabe sin politiske sjæl og vinde valg?
Socialdemokraterna fik kun 30.8 procent af stemmerne og tabte derfor 17 mandater. De sidder nu på 113 mandater. Miljøpartiet, den sidste del af koalitionen, vandt 6 mandater og sidder nu på 25 mandater i Riksdagen.
De mindre partier, Feministisk initiativ og Piratpartiet, nåede ikke op over spærregrænsen på 4 procent til Riksdagen. Feministisk initiativ var også opstillet til kommunevalget og fik fire mandater i Simrishamn kommune, hvor partiets talsperson Gudrun Schyman er opstillet.
Hun ser som udgangspunkt positivt på kommuneresultatet og mener, at fundamentet er lagt til et godt resultat i 2014, selvom hun er klart utilfreds med, at Mona Sahlin ikke blev statsminister.
– Jeg beklager, at vi nu går mod yderligere fire år med en mandlig statsminister, den 36. i ubrudt række. Jeg har under valget mødt en uvilje mod Mona Sahlin, som er svær at forstå på anden måde end, at den bunder i, at hun er kvinde. Fraværet af virkelig ligestilling er uden tvivl den største hindring for en demokratisk udvikling af vores samfund, siger hun på partiets hjemmeside.
Sverigedemokraternes indtog i riksdagen gør for Schyman blot behovet for Feministisk initiativ endnu mere udtalt.
– Hos Sverigedemokraterne er krænkelser af menneskerettighederne ophøjet til partipolitik i et ekstremt mandsdomineret parti. Vi vil fortsætte med at diskutere med dem ud fra et indlysende engagement for alle menneskers lige værdighed, siger hun.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96